Grimms eventyr

Gåden

Der var engang en kongesøn, som drog ud for at se sig om i verden. Den eneste, han havde taget med sig, var en tro tjener. En dag gik de ind i en stor skov, og da det blev aften, vidste de ikke, hvor de skulle sove om natten. Kongesønnen fik imidlertid øje på et lille hus i det fjerne, og da han kom nærmere, så han, at der stod en smuk ung pige udenfor. Han spurgte hende så, om han og hans tjener måtte bliver der om natten. "Det må I gerne," sagde pigen bedrøvet, " men jeg råder jer fra det." - "Hvorfor det?" spurgte han. Pigen sukkede. "Fordi min stedmor driver sine troldkunster derinde," sagde hun, "og hun er ikke venlig stemt mod fremmede." Prinsen kunne nok forstå, at det var en slem heks, de var kommet til, men han var ikke bange, og da han ikke havde lyst til at flakke længere rundt i den mørke skov, gik han ind i huset. Derinde sad en gammel kone i en lænestol ved ilden og så på dem med sine røde øjne. "Godaften," sagde hun, "sæt jer kun ned og hvil jer." Derpå gav hun sig til at blæse på ilden, der brændte under en lille gryde. Datteren gjorde tegn til de fremmede, at de ikke skulle spise eller drikke noget, for den gamle lavede trylledrikke. De gik så i seng og sov trygt til den lyse morgen. Da de havde gjort sig rede til at drage af sted, og prinsen allerede havde sat sig op på hesten, kom den gamle ud til dem og sagde: "Vent lidt, I må først drikke et afskedsbæger." Hun gik ind for at hente det, og imidlertid red prinsen af sted, så da hun kom ud, var der ikke andre tilbage end tjeneren, som stod og spændte sadlen fast på hesten. "Bring din herre det," sagde hun og rakte ham et glas, men i samme øjeblik gik det itu, og giften, der sprøjtede hen på hesten, var så stærk, at den øjeblikkelig faldt død om. Tjeneren skyndte sig efter sin herre og fortalte ham, hvad der var sket, men da han ikke ville miste sin sadel, løb han tilbage for at hente den. Da han kom hen til huset, sad der en ravn og hakkede i den døde hest. "Vi får måske ikke noget bedre i dag," tænkte tjeneren, dræbte ravnen og tog den med sig. De drog nu videre og gik hele dagen uden at komme ud af skoven. Sent om aftenen kom de til et værtshus og gik derind. Tjeneren gav værten ravnen, for at han skulle lave den til. Huset tilhørte imidlertid tolv røvere, og da de kom hjem og så de fremmede, ville de slå dem ihjel. Først ville de dog have noget at leve af, og de satte sig så til bords med værten og gav sig til at spise suppe og ravnekød. Men næppe havde de sunket den første mundfuld, før de faldt døde ned af bænken, for ravnen havde spist af det giftige hestekød. Der var nu ikke andre tilbage i huset end værtens datter, der ikke havde nogen del i røvernes onde gerninger. Hun viste kongesønnen alle de skatte, der fandtes i huset, men han lod hende beholde det altsammen og red videre med sin tjener.
De flakkede længe omkring, og engang kom de til en by, hvor der boede en meget smuk, og meget stolt kongedatter. Hun havde ladet bekendtgøre, at hun ville gifte sig med den, der kunne give hende en gåde, som hun ikke kunne gætte, men gættede hun den, måtte frieren miste sit hovede. Hun havde lov til at tænke sig om i tre dage, men hun var så klog, at hun altid løste gåden længe før. Mange havde allerede sat livet til på denne måde, men da kongesønnen så, hvor dejlig hun var, besluttede han at vove alt for at vinde hende. Han gik så op til hende og spurgte: "Hvad er det: en dræbte ingen og dræbte dog tolv." Hun grundede og grundede på, hvad det dog kunne være, men hun kunne ikke finde ud af det. Hun slog op i sine gådebøger, men der stod ikke nogen løsning. Den gåde gik over hendes forstand. Da hun ikke vidste, hvordan hun skulle klare sig, befalede hun sin pige at liste sig ind i kongesønnens soveværelse og høre, om han ikke talte i søvne. Men tjeneren havde lagt sig i sin herres seng, og da pigen kom ind, rev han hendes kappe af hende og jog hende ud. Næste nat sendte kongedatteren sin kammerjomfru derind for at prøve om hun ikke havde bedre held med sig, men tjeneren tog også hendes kappe og jog hende ud. Kongesønnen troede nu, at han ikke havde mere at frygte, og den næste nat lagde han sig selv i sin seng. Da kom kongedatteren ind med en tågegrå kappe på og satte sig ved siden af ham. Da hun troede han sov, begyndte hun at tale til ham og tænkte, han ville måske som så mange andre svare i søvne. "Hvad er det, en dræbte ingen," spurgte hun. "Det er en ravn, der spiste af en hest, som havde fået gift, og døde deraf," svarede han. "Og hvad er det: og dræbte dog tolv?" spurgte hun igen. "Det er tolv røvere, der spiste ravnen og døde deraf," svarede han. Han havde imidlertid slet ikke sovet, og da hun ville liste sig bort igen, greb han fat i hendes kappe og beholdt den. Den næste morgen erklærede kongedatteren, at hun havde løst gåden, lod tolv dommere komme og fortalte dem, hvad opløsningen var. Men kongesønnen bad, om han måtte få lov til at tale og sagde: "Hun har listet sig ind til mig i nat og fået mig til at sige, hvad det var, ellers havde hun ikke kunnet vide det." Dommerne spurgte, om han kunne bevise det, og han lod da tjeneren bringe de tre kapper. Da dommerne så den grå, som prinsessen plejede at bære, sagde de: "Lad den brodere med guld og sølv, så skal den være kongedatterens brudekappe."
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Askepot

Der var engang en rig mand, hvis kone blev syg, og da hun følte, at døden nærmede sig, kaldte hun på sin eneste datter og sagde: "Bliv ved at være from og god, min lille pige, så vil den gode Gud nok hjælpe dig. Og når jeg kommer i himlen, vil jeg se ned på dig, og mine tanker vil følge dig, hvor du går." Derpå lukkede hun sine øjne og døde. Pigen gik hver dag ud til sin mors grav og græd og blev ved at være from og god. Da det blev vinter, bredte sneen et hvidt dække over graven, og da foråret kom og solen tog det bort, tog manden sig en anden kone.
Denne kone havde to døtre. De havde smukke ansigter, men deres hjerter var onde og hårde. Der begyndte nu en slem tid for den stakkels steddatter. "Skal den dumme tøs sidde herinde i stuen hos os," sagde de onde piger, "den, der vil have noget at spise, må arbejde for det. Ud i køkkenet med den kokketøs." De tog hendes smukke klæder fra hende og gav hende en gammel grå kjole og træsko. "Se hvor prinsessen er fin," råbte de leende og jog hende ud i køkkenet. Der måtte hun arbejde strengt fra morgen til aften, stå op før daggry og hente vand og gøre ild på, lave mad og vaske op. Oven i købet gjorde søstrene hende al den fortræd, de kunne, og kastede ærter og bønner i asken, så hun måtte have det besvær at samle dem op igen. Om aftenen, når hun var træt, havde hun ingen seng, hun kunne lægge sig i, men måtte sove ved siden af skorstenen. Det var da intet under, at hun altid var støvet og snavset, og hun blev derfor kaldt Askepot.
En gang, da faderen skulle til marked, spurgte han sine steddøtre, hvad han skulle bringe med hjem til dem. "Smukke klæder," sagde den ene, "Perler og ædelstene," bad den anden. "Men hvad vil du have, Askepot?" - "Må jeg få den første gren, der støder imod din hat, når du går hjem," sagde hun. Han købte da også nye klæder og perler og ædelstene til sine to døtre. På hjemvejen løb han mod en gren, som puffede hatten af hovedet på ham, og han huskede nu, hvad Askepot havde bedt ham om, og brækkede den af. Da han kom hjem, gav han hver af sine døtre, hvad de havde ønsket sig. Askepot gik ud og plantede grenen på sin mors grav, og hendes tårer faldt ned på jorden. Grenen voksede til og blev til et prægtigt træ. Askepot gik hver dag ud og satte sig under træet og græd. Så kom der en hvid fugl flyvende og satte sig i træet, og når hun bad om noget, kastede den det ned i skødet på hende.
På denne tid traf kongen forberedelser til en stor fest. Alle smukke jomfruer i hele landet var indbudt, for at hans søn kunne vælge sig en brud iblandt dem. Da de to stedsøstre fik at vide, at de også skulle med, blev de i godt humør og sagde til Askepot: "Kom og red vores hår og børst vore sko. Nu skal vi til bryllup i kongens slot." Askepot gjorde det, men græd, for hun ville også gerne til fest, og hun bad så stedmoderen om hun måtte komme med. "Vil du til bryllup?" spurgte hun hånligt. "Du er sort som jorden og har hverken sko eller klæder." Da hun blev ved med at bede, sagde stedmoderen: "Nu kaster jeg denne skål bønner i asken. Hvis du kan samle dem op inden to timer, skal du få lov til at gå med." Askepot gik nu ud i haven og råbte: "Kom alle mine duer og alle små fugle under himlen og hjælp mig.
Saml bønnerne op, som I kan bedst,Askepot skal i aften til fest."
Straks kom to hvide duer flyvende ind ad køkkenvinduet, og efter dem kom en hel mængde andre fugle. Allesammen gav de sig til at samle bønnerne op, og i mindre end en time var de færdige. Pigen bragte stedmoderen skålen og troede, at hun nu fik lov til at komme med til brylluppet. Men hun sagde: "Du bliver bare til latter, Askepot, du har jo ingen klæder." Da pigen gav sig til at græde, sagde hun: "Hvis du på en time kan samle disse to skåle bønner op af asken, skal du få lov til at komme med." Askepot gik igen ud i haven og sagde: "Kom mine duer og alle små fugle og hjælp mig.
Saml bønnerne op, som I kan bedst,Askepot skal i aften til fest."
Da kom alle fuglene flyvende ind ad vinduet, og inden en halv time var gået, havde de samlet alle bønnerne sammen i skålen. Pigen blev glad og troede, at hun nu skulle få lov til at komme med, men stedmoderen sagde: "Det kan slet ikke nytte noget, du kommer ikke med alligevel. Du har ingen klæder og kan heller ikke danse, så vi kom bare til at skamme os over dig." Derpå kørte hun af sted med sine to døtre.
Da de var gået, skyndte Askepot sig ud på sin mors grav, stillede sig under træet og sagde:
"Lille træ, jeg beder dig,kast guld og sølv herned til mig."
Fuglen kastede straks en guld- og sølvindvirket kjole og et par perlebroderede sko ned til hende. Hun tog det hurtigt på og gik op på slottet. Hendes stedmor og stedsøstre kunne ikke kende hende igen, men troede, det var en fremmed prinsesse. Det faldt dem ikke et øjeblik ind at tænke på Askepot, som de troede sad derhjemme ved skorstenen i alt snavset og støvet. Prinsen kom hen, tog hende i hånden og dansede med hende og ville slet ikke give slip på hende igen, og når en anden kom og bukkede for hende, sagde han: "Hun danser med mig."
Om aftenen ville hun gå hjem, og kongesønnen ville gå med hende for at få at vide, hvem hun var. Men hun løb foran ham og gemte sig i dueslaget. Kongesønnen ventede, til hendes far kom hjem, og fortalte ham da, at pigen var sprunget ind i dueslaget. "Det skulle da vel aldrig være Askepot," tænkte faderen og fik fat på en økse og huggede dueslaget itu, men der var ingen derinde. Da de gik ind i huset, lå Askepot ved ovnen i sine gamle, snavsede klæder. Hun var i en fart sprunget ud på den anden side af dueslaget og var løbet ud på sin mors grav og havde taget sin fine kjole af. Så var hun trukket i sine sædvanlige laser og havde lagt sig i asken ude i køkkenet.
Da de allesammen igen næste dag var taget til festen, gik Askepot ud til træet og sagde:
"Lille træ, jeg beder dig,kast guld og sølv herned til mig."
Straks kastede fuglen en kjole ned til hende, og den var endnu smukkere end den forrige. Alle forbavsedes over hendes skønhed, og kongesønnen kom straks hen og dansede med hende. Når der kom en anden og bukkede for hende, sagde han: "Hun danser med mig." Om aftenen ville hun hjem, og kongesønnen gik med for at se, hvor hun boede, men hun løb fra ham og ind i haven bagved huset. Der klatrede hun i en fart op i et stort pæretræ, og prinsen kunne ikke begribe, hvor hun var blevet af. Han ventede til faderen kom hjem og sagde så til ham: "Pigen er sluppet fra mig igen, jeg tror hun er klatret op i pæretræet." - "Det skulle da vel aldrig være Askepot," tænkte faderen hentede en økse og huggede træet om, men der sad ingen deroppe. Og da de kom ind i køkkenet lå Askepot i asken, som hun plejede. Hun var sprunget ned på den anden side af træet, havde bragt klæderne ud på graven og havde atter taget sine gamle pjalter på.
Dagen efter gik Askepot igen ud på sin mors grav og sagde:
"Lille træ, jeg beder dig,kast guld og sølv herned til mig."
Den kjole, fuglen nu kastede ned til hende, var prægtigere end nogen af de forrige, og skoene var helt forgyldte. Alle bryllupsgæsterne blev betagne af hendes store skønhed. Kongesønnen dansede med hende hele aftenen, og var der nogen anden, som bukkede for hende, sagde han: "Hun danser med mig."
Om aftenen ville Askepot hjem, og kongesønnen ville følge hende, men hun slap igen fra ham. Hendes venstre sko blev imidlertid hængende fast i noget beg, som han havde ladet trappen smøre over med. Kongesønnen tog den lille gyldne sko, gik til Askepots far og sagde: "Jeg gifter mig kun med den, der kan passe denne sko." Da søstrene hørte det, blev de glade, for de havde smukke fødder begge to. Den ældste tog skoen og ville prøve den, og hendes mor hjalp hende. Men hun kunne ikke få plads til den store tå, hvor meget hun end anstrengte sig, og moderen rakte hende herfor en kniv og skær: "Skær tåen af. Når du først er blevet dronning, behøver du jo ikke at gå." Pigen gjorde det, fik skoen på og bed smerten i sig. Derpå gik hun ind til prinsen, der tog hende foran sig på hesten og red af sted med hende. Da de kom forbi Askepots mors grav, sad der to hvide duer i træet og sang:
"Kongesøn, se blodet vælderpurpurrødt af skoen ud.Og den røde flod fortællerdet er ej den rette brud."
Prinsen så nu, at blodet strømmede ud af skoen. Han red så hjem med pigen og sagde, at den anden søster skulle prøve skoen. Hun fik da også lykkelig og vel tæerne ned i den, men hælen var for stor. "Skær et stykke af hælen," sagde hendes mor og rakte hende en kniv, "når du bliver dronning behøver du jo ikke at gå." Pigen gjorde det, fik foden klemt ned i skoen og bed smerten i sig. Kongesønnen tog hende nu foran sig på hesten og red hjem med hende, men da de kom forbi graven sad duerne i træet og sang:
"Kongesøn, se blodet vælderpurpurrødt af skoen ud.Og den røde flod fortællerdet er ej den rette brud."
Han så nu, at skoen var fuld af blod og hendes hvide strømpe var helt rød. Han red straks hjem med hende og sagde: "Det er heller ikke hende, har I ikke flere døtre?" - "Nej," svarede manden, "ja, det vil sige, min første kone havde nok en datter, som vi kalder Askepot, men hende kan det umuligt være." Kongesønnen bad, om hun måtte komme ind, men stedmoderen sagde: "Nej, det kan virkelig ikke gå an, så snavset som hun er," men prinsen ville absolut have det, og de kaldte så endelig på hende. Hun vaskede først sit ansigt og sine hænder og gik så ind og nejede for kongesønnen, der rakte hende skoen. Hun prøvede den, og den passede hende, som den var syet til hende. Og da hun rejste sig, og kongesønnen så hendes ansigt, kendte han hende straks igen. "Det er den rigtige," råbte han glad. Stedmoderen og hendes to døtre blev blege af raseri, da prinsen tog Askepot foran sig på hesten og red af sted med hende. Da de kom til graven, sad de to hvide duer i træet og sang:
"Kongesøn, den rette kvindefører du til dit palads,ingen røde dråber rinde,skoen foden er tilpas.
Askepot kaldte på dem, og de kom straks flyvende og satte sig på hendes skuldre.
Da brylluppet skulle fejres kom de to søstre og ville indsmigre sig hos Askepot, fordi de tænkte der måske kunne falde noget godt af til dem. Da prinsen og hans brud gik til kirke, gik den ældste på højre og den yngste på venstre side, og duerne, der sad på Askepots skuldre, fløj da hen og hakkede et øje ud på hver af dem. Da de gik ud, gik den yngste på højre og den ældste på venstre side og nu hakkede duerne deres andet øje ud. Således blev de blinde for resten af deres liv til straf for, at de havde været så onde.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Den tapre lille skrædder (Syv i et hug)

En sommermorgen sad en lille skrædder på sit bord ved vinduet. Han var i godt humør og syede af alle livsens kræfter. Mens han sad der, kom en bondekone forbi ude på gaden og råbte: "Hvem vil købe honning, hvem vil købe honning!" skrædderen fik lyst til at smage på den, stak hovedet ud af vinduet og råbte: "Kom herop min gode kone, så kan I blive af med noget af jeres honning." Konen gik op af de mange trapper med sine tunge kurve og måtte lukke op for alle krukkerne. Skrædderen stak næsen i dem allesammen og sagde så: "Den lader jo til at være god. Giv mig fire lod. Det gør såmænd heller ikke så nøje, selv om det bliver et fjerdingspund." Konen havde troet, at hun skulle gøre en rigtig god forretning og gav ham ærgerlig hvad han forlangte. "Det skal rigtig smage mig," sagde skrædderen, tog brødet ud af skabet, skar sig et ordentligt stykke og smurte honning på. "Det er dog vel bedst, at jeg først bliver færdig med mit sytøj," tænkte han, satte brødet ved siden ar sig og syede videre, men han var så glad, at han stadig tog større og større sting. Lugten af den søde honning trængte imidlertid hen til væggen, hvor der sad fuldt af fluer, og de kom nu flyvende og satte sig på brødet. "Hvem har indbudt jer?" sagde skrædderen og jog dem væk. Fluerne forstod ikke dansk, men kom et øjeblik efter tilbage. Da tabte skrædderen tålmodigheden, tog en stump tøj og smækkede efter dem. Ikke mindre end syv fluer lå døde på bordet. "Sikken en karl jeg er," sagde han beundrende, "det skal hele byen få at vide." Han lavede sig i en fart et bælte og syede med store bogstaver derpå: "Syv med et slag." - "Hele verden skal få det at vide," sagde han, og hjertet hoppede i livet på ham af glæde.
Skrædderen spændte bæltet om livet og begav sig på vej ud i den vide verden, fordi han mente, værkstedet her var for lille for sådan en tapper fyr. Før han drog af sted, undersøgte han, om der ikke var noget, han kunne tage med, men han fandt ikke andet end en gammel ost, og den stak han så i lommen. Udenfor huset så han, at der sad en fugl, som var blevet fanget i krattet, og den puttede han ned i lommen til den gamle ost. Han skridtede nu godt ud, og da han var en rask lille fyr, blev han ikke træt. Vejen gik over et højt bjerg, og oppe på toppen sad der en vældig kæmpe og så sig om. Skrædderen gik modig hen til ham og sagde: "Goddag, kammerat. Du sidder nok og kigger på verden. Jeg er netop vandret ud for at se mig om. Har du lyst til at gå med?" Kæmpen så hånlig på den lille skrædder. "Sådan en pjalt," sagde han. "Så det mener du," sagde skrædderen, knappede frakken op og pegede på bæltet. "Der kan du se, hvad jeg er for en." - "Syv med et slag," læste kæmpen, og da han troede, det var mennesker, fik han ikke så lidt respekt for den lille fyr. Han ville dog først stille ham på prøve og tog derfor en sten i hånden og klemte den, så de klare dråber trillede ned. "Kan du gøre mig det efter?" spurgte han. "Er det det hele," sagde skrædderen, "det er jo bare legeværk." Han stak hånden i lommen, tog osten frem og klemte den, så saften løb ud mellem fingrene på ham. "Det var nok en lille smule bedre," sagde han. Kæmpen vidste ikke, hvad han skulle tro, tog en sten og kastede den så højt op, at man næsten ikke kunne se den og spurgte så: "Kan du gøre mig det efter?" - "Ja, det kan jo være meget godt," sagde skrædderen, "men nu skal jeg kaste en sten så højt op i luften, at den slet ikke kommer ned igen." Derpå tog han fuglen op af lommen og kastede den i vejret. Lykkelig over sin frihed svang den sig bort og kom ikke mere igen. "Ja, kaste det kan du," sagde kæmpen, "men lad os nu se, om du kan bære noget." - "Kan du hjælpe mig at bære dette træ ud af skoven?" - "Med fornøjelse," svarede den lille mand, "tag du kun stammen på skulderen, så bærer jeg grenene, det er dog det tungeste." Kæmpen gjorde det, og skrædderen satte sig på en gren, og kæmpen, der ikke kunne vende sig om, måtte bære hele træet og skrædderen oven i købet. Han sad velfornøjet deroppe og fløjtede og sang, som om det var den rene barnemad at bære sådan et træ. Da de havde gået et stykke vej, kunne kæmpen ikke holde det ud længere og sagde: "Nu lader jeg træet falde." Skrædderen sprang behændig ned, greb fat i grenene med begge hænder, som om han havde båret det og sagde ringeagtende: "Kan sådan en stor fyr ikke engang bære den smule træ."
De gik nu videre, og da de kom til et kirsebærtræ trak kæmpen de øverste grene ned og gav skrædderen dem at holde, for at han kunne spise af bærrene. Skrædderen havde naturligvis ikke kræfter til at holde grenene nede, og da kæmpen gav slip fløj de i vejret og skrædderen med. Da han lykkelig og vel var sluppet ned på jorden igen, sagde kæmpen: "Det var da løjerligt, at du ikke engang er så stærk, at du kan holde det tynde træ nede." - "Det er aldeles ikke derfor," svarede skrædderen, "hvad tror du, det har at betyde for en, som har slået syv med et slag? Jeg sprang over træet, fordi jægerne skyder gennem krattet dernede. Prøv, om du kan gøre mig det efter." Kæmpen prøvede på det, men blev hængende i grenene, og skrædderen beholdt således også overtaget her."Når du er sådan en tapper fyr må du gerne følge med hjem i vores hule og blive der i nat," sagde kæmpen, og skrædderen fulgte så med ham. Inde i hulen sad flere andre kæmper omkring ilden og gnavede af et stegt får. Skrædderen så sig om og tænkte: "Her er rigtignok bedre plads end i mit lille værksted." Kæmpen viste ham nu en seng, han kunne sove i. Han takkede, men syntes den var alt for stor, og da kæmpen var gået til ro, satte han sig hen i en krog. Ved midnatstid, da kæmpen troede, at skrædderen sov fast, stod han op og slog løs på sengen med en stor jernstang og tænkte, at han nu havde knust hvert ben i den lille fyrs krop. Tidlig om morgenen gik kæmperne ud i skoven og havde helt glemt skrædderen, men på en gang så de ham nok så lystig komme spadserende. De blev bange for, at han skulle slå dem allesammen ihjel og løb deres vej, så hurtigt de kunne.
Skrædderen gik videre lige ud for næsen. Da han havde gået i mange dage, kom han ind i en gård, der hørte til kongens slot, og da han var træt, lagde han sig til at sove i græsset. Mens han lå dér, kom der en hel del folk forbi og stod stille og læste, hvad der stod på hans bælte. "Det må være en meget mægtig mand," sagde de, "men hvad vil han dog her midt i fredstiden." De gik op og fortalte det til kongen, og sagde, at han endelig måtte få manden til at blive der, for han kunne jo være til stor nytte i krigen. Kongen sendte da en af sine mænd ned til skrædderen for at spørge, om han ville gå i krigstjeneste hos ham. Manden blev ærbødig stående dernede, til skrædderen strakte lemmerne og slog øjnene op og kom så frem med sit andragende. "Det er netop derfor, jeg er kommet her," sagde skrædderen, "jeg er beredt til at træde i tjeneste hos kongen." Han blev modtaget med mange æresbevisninger og kongen anviste ham selv hans bolig.
Soldaterne så imidlertid skævt til skrædderen og ønskede ham tusind mile bort. "Det kan jo blive en gal historie for os," tænkte de, "hvis han kommer op at skændes med en af os og slår til, falder der syv på en gang." De begav sig derfor allesammen til kongen og forlangte, at han skulle afskediges. "Vi kan ikke tjene sammen med en mand, der slår syv med et slag," sagde de. Kongen havde ikke lyst til at miste alle sine tro tjenere for en mands skyld, og var så led og ked af ham, at han ønskede, han aldrig havde set ham for sine øjne. Men han turde ikke give ham afsked, fordi han var bange for, at han skulle slå ham og hele folket ihjel. Til sidst fandt han dog på råd. Han sendte bud til skrædderen, at han på grund af hans store tapperhed ville give ham et ærefuldt hverv. I en af skovene i hans rige havde to kæmper tilhold, og de røvede og brændte i hele omegnen, og ingen turde gå imod dem. Hvis han kunne dræbe dem, ville kongen give ham sin datter til ægte og det halve kongerige i medgift. Hundrede ryttere skulle drage med for at hjælpe ham. "Det er noget, der ikke tilbyder sig hver dag," tænkte skrædderen og svarede: "Jeg skal nok tage mig af de to kæmper, og jeg har aldeles ikke brug for de hundrede ryttere. Det vil være en smal sag for en, der har slået syv med et slag at få bugt med to. Men de kan jo gerne ride med."
Den lille skrædder drog nu af sted i spidsen for hundrede ryttere. Da de kom til skoven sagde han til dem: "Bliv I kun her, jeg skal nok klare mig alene." Derpå løb han ind i skoven. Kort efter fik han øje på kæmperne, der sov under et træ og snorkede, så grenene rystede. Skrædderen fyldte i en fart sine lommer med sten og klatrede op i træet.
Han lod sig så glide ud på en gren, så han kom til at sidde lige over kæmperne, og begyndte at kaste sten ned på den ene. Der gik en lang tid uden at han mærkede det, men til sidst vågnede han, puffede til sin kammerat og sagde: "Hvorfor slår du mig?" - "Du har drømt," svarede den anden, "jeg har ikke rørt dig." De lagde sig igen til at sove, og skrædderen begyndte nu at kaste sten på den anden. "Hvad skal det betyde," råbte han, "hvorfor slår du mig?" - "Jeg gør dig ikke noget," brummede den første. De skændtes en lille smule, men de var så trætte, at de snart holdt op og lukkede øjnene igen. Skrædderen tog nu den allerstørste sten og kastede den så hårdt, han kunne, ned på den ene kæmpe. "Nej, nu bliver det for galt," råbte han ude af sig selv og stødte den anden imod træet, så det rystede. Den anden betalte med samme mønt, og de kom nu i et sådant raseri, at de rykkede træer op og slog løs på hinanden, til de faldt døde om. Skrædderen sprang nu i en fart ned af træet. "Det var da godt, at de ikke tog det træ, jeg sad i," tænkte han, "så havde jeg nok fået mig en ordentlig tur." Han tog sit sværd, gav dem hver et dybt sår i brystet og gik så ud til rytterne og sagde: "Nu er det arbejde gjort. Det var rigtignok en hård kamp, de rev træer op for at værge sig, men det hjalp altsammen ikke. De kunne dog ikke stå sig mod den, der slår syv med et slag." - "Er I da ikke såret?" spurgte rytterne. "Ikke et hår har de krummet på mit hovede," svarede skrædderen. Rytterne ville ikke tro ham, men red ind i skoven, og der fandt de jo kæmperne, der svømmede i deres blod, mens træerne lå spredt rundt om dem.
Skrædderen forlangte nu sin løn, men kongen angrede sit løfte og gav sig til at grunde på, hvordan han kunne skaffe sig den helt fra halsen. "Du må udføre endnu en heltegerning, før jeg giver dig min datter," sagde han. "Ude i skoven er der en enhjørning, som gør megen skade, den må du fange." - "Den er jeg endnu mindre bange for end for kæmperne," sagde skrædderen, " syv med et slag er min mindste kunst." Han tog et tov og en økse med sig, gik ud i skoven, og lod igen de mænd, der var fulgt med ham, blive udenfor. Han havde ikke gået ret længe, før enhjørningen kom springende imod ham og uden videre ville æde ham. "Tag det med ro," sagde han, "så let går det ikke." Derpå stod han ganske stille, til dyret var kommet tæt hen til ham, så sprang han behændig bag et træ. Enhjørningen løb af alle kræfter imod træet og borede hornet så langt ind i stammen, at den ikke kunne få det ud igen. "Nu er fuglen fanget," sagde skrædderen, lagde tovet om halsen på den, huggede hornet ud af træet og bragte dyret til kongen.
Kongen ville endnu ikke give ham hans løn, men forlangte, at han først skulle fange et vildsvin, som gjorde stor skade i skoven. Jægerne skulle hjælpe ham. "Det skal være mig en let sag," sagde skrædderen. Han lod jægerne blive udenfor skoven, og det var de meget velfornøjede med, for vildsvinet havde allerede før givet dem så varm en modtagelse, at de havde tabt lysten til at komme igen. Da dyret fik øje på skrædderen, for det rasende imod ham, og fråden stod det ud af munden. Den letbenede fyr løb imidlertid ind i et kapel, der lå lige ved, og hoppede ud af vinduet på den anden side. Svinet var løbet efter ham, og han kom nu i en fart tilbage og smækkede døren i og fangede det således. Skrædderen kaldte nu på jægerne for at de med egne øjne skulle se fangen. Derpå begav han sig til kongen, der måtte holde sit løfte, hvad enten det smagte ham eller ej. Hvis han havde vidst, at det ikke var andet end en lille skrædder, der stod for ham, var det nok gået ham endnu mere til hjerte. Brylluppet blev imidlertid fejret med stor pragt og ringe glæde, og skrædderen var nu konge.
Nogen tid efter hørte den unge dronning en nat, at kongen talte i søvne. "Lav den frakke i stand, dreng, ellers skal jeg varme dine ører," sagde han. Hun kunne nu tænke sig, hvor den tapre helt stammede fra, og næste morgen gik hun til sin far og bad ham befri hende for en mand, der ikke var andet end skrædder. Kongen trøstede hende og sagde: "Næste nat skal du lade døren til mit sovekammer stå åben, så skal en af tjenerne stå på vagt udenfor, og når din mand er faldet i søvn binder vi ham og bringer ham ombord på et skib, og så lader vi det flyde for vind og vove. Dronningen syntes godt om forslaget, men den unge konges tro tjener havde hørt, hvad de aftalte, og fortalte sin herre det hele. "Det skal jeg nok sætte en pind for," sagde den lille skrædder. Om aftenen gik han i seng, som han plejede, og da hans kone troede, at han sov, stod hun op og åbnede døren og krøb så i seng igen. Men skrædderen havde kun ladet som om han sov, og råbte nu højt: "Gør den frakke i stand, dreng, ellers skal du få dine ører varmet. Jeg har slået syv med et slag, dræbt to kæmper og fanget en enhjørning og et vildsvin, og så skulle jeg være bange for den, der står udenfor døren!" Da tjeneren hørte det, blev han ude af sig selv af angst og løb som om fanden var i hælene på ham, og ingen af de andre turde gå ind til skrædderen. Således blev den lille skrædder ved at være konge, så længe han levede.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Fiskeren og hans kone

Der var engang en fisker, som boede med sin kone i en muddergrøft tæt ved havet, og han gik hver dag derhen for at fange fisk.
En dag sad han dernede og medede, mens han stirrede og stirrede ned i det blanke vand.
Pludselig gik flåddet til bunds, og da han halede snøren op, så han, at han havde fanget en stor flynder. Den begyndte at tale og sagde til ham: "Du må endelig lade mig leve, kære fisker, for jeg er ingen flynder, men en fortryllet prins. Selv om du slår mig ihjel, vil jeg dog ikke smage dig rigtig. Sæt mig ud i vandet igen." - "Nå, ja," sagde manden, "du behøver ikke at tage sådan på vej. En flynder, der kan tale, ville jeg dog ikke gøre noget." Derpå kastede han den ud igen, og den gik til bunds, og der var en lang stribe blod efter den på vandet. Men fiskeren gik hjem til sin kone i muddergrøften.
"Har du ikke fanget noget," spurgte konen, da han kom hjem. "Nej," svarede han, "jeg fik nok fat i en flynder, men den sagde, at den var en fortryllet prins, og så lod jeg den svømme igen." - "Har du da ikke bedt den om noget?" spurgte konen. "Hvad i al verden skulle jeg dog bede den om?" spurgte manden forbavset. "Du kunne da gerne have bedt om en lille hytte," sagde konen, "det er slet ikke rart at bo i sådan en muddergrøft, her lugter så ækelt. Gå hen og kald på den og bed om en lille hytte, så får du den nok." - "Hvorfor skulle jeg dog gøre det?" sagde manden. "Gå nu bare derhen," sagde hun, "du har fanget den og givet den lov til at beholde livet, den gør det såmænd nok." Manden havde ikke meget lyst til det, men han ville også nødig gøre sin kone imod, og så gik han da.
Da han kom ned til havet, svulmede det gult og grønt og var slet ikke blankt som før. Han stillede sig imidlertid på bredden og sagde:
"Flynder lille, flynder god,stig op til mig af havets flod,for min hustru Isabilvil meget mere, end jeg vil."
Flynderen kom også op og spurgte: "Hvad vil hun da?" - "Min kone siger, at da jeg dog nu har skænket dig livet, skulle jeg også bede dig om noget. Hun er så ked af at bo i muddergrøften og ville så gerne have en lille hytte." - "Gå du kun hjem," sagde flynderen, "hun sidder allerede i hytten."
Manden gik nu hjem og fandt sin kone siddende på bænken udenfor en lille hytte. Hun tog ham i hånden og sagde: "Kom ind, så skal du bare se, hvor pænt her er." Han gik så ind med hende. Der var en rar forstue og en nydelig dagligstue og et lille værelse med to senge. Køkkenet og spisekammeret var hvidt og pænt, og der stod blanke tinkrus og messingkar. Bag ved huset var der en lille gård med høns og ænder og en lille have med grøntsager og frugt. "Er her ikke nydeligt?" spurgte hun. "Jo," svarede han, "nu kan vi rigtignok få det godt. " - "Ja nu kan vi jo se, hvordan det går," sagde konen. Så satte de sig til at spise, og derpå gik de i seng.
Da der var gået en fjortendagestid sagde konen: "Hør, lille mand, jeg synes alligevel her er altfor lidt plads. Gården og haven er også forfærdelig små. Flynderen kunne da også gerne have givet os et større hus. Jeg kunne nok have lyst til at bo i et stort slot. Gå hen og bed flynderen om det." - "Herregud, lille kone," sagde manden, "hvad skal vi med det, hytten er jo god nok." - "Du kan da gerne spørge om det," sagde konen. "Nej," svarede han, "nu har den jo givet os huset her. Den kunne gerne blive gal i hovedet, når jeg nu kommer igen." Men konen blev ved at plage ham, og til sidst gik han også, skønt han var meget ked af det.
Da han kom ned til havet var det ikke mere grønt og gult, men helt mørkt og grumset. Der var dog ingen videre bølgegang, og han stillede sig igen på bredden og sagde:
"Flynder lille, flynder god,stig op til mig af havets flod,for min hustru Isabilvil meget mere, end jeg vil."
"Hvad vil hun da nu?" spurgte flynderen og stak hovedet op af vandet. "Hun vil bo i et slot," svarede manden bedrøvet. "Gå du kun hjem," sagde flynderen, "hun sidder allerede i slottet."
Manden gik hjem, og da han kom til det sted, hvor huset havde ligget, så han, at der stod et stort slot. Hans kone stod udenfor på trappen og tog ham i hånden, og han gik med hende ind i slottet. Der var så mange tjenere, der lukkede dørene op og i for dem, væggene var skinnende blanke, der stod forgyldte borde og stole, og på alle gulvene lå der bløde tæpper. Bagved slottet var der en stor gård med heste- og kostalde, og en dejlig have med blomster og træer. Lidt længere borte lå der en stor skov, og derinde sprang harer og hjorte lystig omkring. "Er her ikke dejligt," spurgte konen. "Jo," sagde manden, "men nu vil vi da også slå os til ro her." - "Lad os først sove på det," sagde konen, og så gik de i seng.
Den næste morgen vågnede konen først og satte sig op i sengen og kiggede ud på det dejlige frugtbare landskab. Manden lå endnu og sov, men på en gang gav hun ham et puf, så han vågnede, og sagde: "Jeg kunne nok have lyst til at herske over hele landet. Gå hen og sig til flynderen, at du vil være konge." - "Jeg har slet ikke lyst til at være konge," klynkede manden. "Vil du ikke, så vil jeg," sagde hun, "gå hen og sig til flynderen, "at jeg vil være konge." - "Nej, det gør jeg ikke," sagde manden, men han gjorde det alligevel til sidst.
Han gik ned til havet, der var kulsort, og sagde:
"Flynder lille, flynder god,stig op til mig af havets flod,for min hustru Isabilvil meget mere, end jeg vil."
"Hvad vil hun nu," spurgte flynderen. "Hun vil være konge," sagde manden bedrøvet. "Gå du kun hjem, hun er det allerede," sagde flynderen og dykkede ned igen.
Manden gik hjem, og da han kom til slottet så han, at det var blevet meget større. Foran stod en skildvagt, og der vrimlede af soldater. Da han kom ind i slottet så han, at det var helt af marmor og guld, og der hang røde fløjlsforhæng med store guldkvaster. Han gik nu ind i den store sal, hvor hele hoffet var forsamlet, og hans kone sad på en trone af guld og ædelstene med krone på hovedet og scepter og rigsæble i hånden. På hver side af hende stod seks jomfruer, den ene et hoved mindre end den anden. "Er du nu konge?" spurgte han. "Ja, det er jeg," svarede hun. Han stod i nogen tid ganske fortabt og så på hende, så sagde han: "Nu kan du da heller ikke forlange mere." Hans kone blev helt urolig. "Jeg kan ikke holde det ud," sagde hun, "gå ned til flynderen og sig, jeg vil være kejser." - "Nej det gør jeg ikke," sagde manden, "for det kan han ikke gøre dig til." - "Hvad for noget?" sagde konen, "vil du gøre, som jeg siger. Jeg er konge, og du er bare min mand. Han kan akkurat lige så godt gøre mig til kejser som til konge."
Manden måtte til sidst af sted, men han var meget bange og tænkte, at flynderen ville sikkert blive vred. Havet svulmede vredt og sort, men manden stillede sig op på bredden og sagde:
"Flynder lille, flynder god,stig op til mig af havets flod,for min hustru Isabilvil meget mere, end jeg vil."
"Hvad er der nu i vejen," spurgte flynderen. "Min kone vil være kejser," svarede manden og så meget ulykkelig ud. "Gå du kun hjem," svarede flynderen, "hun er det allerede."
Da manden kom hjem, var slottet blevet endnu større og pragtfuldere. Soldater marscherede frem og tilbage og blæste i trompeter og slog på tromme. Da han kom ind i salen, sad hans kone på en vældig høj trone med en stor guldkrone på og scepter og rigsæble i hånden. På begge sider af tronen stod drabanter, og den største var så høj som en kæmpe og den mindste ikke større end en lillefinger. Foran tronen stod mange fornemme folk forsamlede. Manden gik frem mellem dem og spurgte: "Er du nu kejser?" Han stod længe og befragtede hende, så sagde han: "Hvor det klæder dig at være kejser." - "Hvad står du der og glor for," sagde konen, "er jeg kejser vil jeg også være pave. Gå ned og sig det til flynderen." - "Det kan da ikke være din mening," sagde manden, "der er jo kun en pave i hele verden." - "Men jeg vil være pave," sagde konen, "jeg vil være pave endnu i dag. Skynd dig til flynderen." Manden ville nødig. "Gør du vrøvl?" sagde konen, "se til du kommer af sted. Husk på, jeg er kejser, og du er bare min mand." Han begav sig da også på vej, men han var så bange, at hans knæ rystede under ham. Vinden jog skyerne hen over himlen og susede gennem træerne, og langt ude kunne han se skibe, der blev kastet frem og tilbage på bølgerne. Lige i midten var himlen en lille smule blå, men imod syd trak der er mægtigt uvejr op. Mandens stemme skælvede, da han stod nede på bredden og sagde:
"Flynder lille, flynder god,stig op til mig af havets flod,for min hustru Isabilvil meget mere end jeg vil."
"Hvad vil hun da nu, " spurgte flynderen. "Hun vil være pave," sagde manden rystende af angst. "Gå du kun hjem, hun er det allerede," sagde flynderen.
Da han kom hjem, lå der en stor kirke omgivet af prægtige slotte. Folk trængte sig henimod kirken, hvor hans kone sad på en endnu højere trone i gyldne klæder. Lange rækker lys stod ved siden af hende, det største så stort som det højeste tårn og det mindste ikke større end et lillebitte vokslys. Præster og munke stod rundt om tronen, og konger og kejsere knælede ned og kyssede spidsen af hendes tøffel. "Er du nu pave," sagde manden. "Ja," sagde konen og nikkede. Manden gik rundt og så på hende og blev så blændet af al den pragt, som når man ser ind i solen. "Hvor du dog er smuk som pave," sagde han så. Hun svarede ikke, og han sagde da: "Nu kan du da ikke blive noget større. "Lad os sove på det," sagde konen, og så gik de i seng.
Manden var træt og sov trygt og godt, men konen kunne slet ikke falde i søvn. Hun smed sig fra den ene side af sengen til den anden og tænkte på, hvad hun dog kunne blive, som var endnu mere end pave. Da solen stod op, og hele himlen rødmede, satte hun sig over ende i sengen og tænkte: "Bare jeg også kunne få solen og månen til at stå op." Hun gav så sin mand et vældigt puf, så han vågnede. "Skynd dig lidt at stå op," sagde hun, "du skal gå ned til flynderen og sige, at jeg vil være Vorherre." Manden blev så forskrækket, at han faldt ud af sengen. Han troede, han havde hørt galt, og spærrede øjnene vidt op og sagde: "Hvad er det dog, du siger?" - "Jeg kan ikke holde ud at gå her og se på, at solen og månen går op og ned, uden at jeg har noget at skulle have sagt," råbte hun, "jeg får aldrig nogen rolig time mere. Gå ned til flynderen og sig, at jeg vil være Vorherre." Manden faldt på knæ og rakte hænderne op imod hende. "Det kan han ikke gøre," sagde han, "vær dog nu fornøjet med at være pave." Da blev konen ude af sig selv, håret fløj vildt om hovedet på hende, og hun gav ham et spark. Så skyndte han sig at stikke i tøjet og løb, som det gjaldt livet.
Udenfor rasede stormen, så han næsten ikke kunne stå på benene, træerne blev revet op med rod, bjergene skælvede, og store klippestykker blev slynget ud i havet. Himlen var kulsort, og det tordnede og lynede. Bølgerne gik så højt som kirketårne, og det hvide skum sprøjtede op i luften. Manden råbte så højt, han kunne, men kunne ikke engang høre, hvad han selv sagde:
"Flynder lille, flynder god,stig op til mig af havets flod,for min hustru Isabilvil meget mere end jeg vil."
"Hvad er der nu i vejen?" spurgte flynderen. "Hun vil være Vorherre," sagde manden, og tænderne klaprede i munden på ham. "Gå hjem," sagde flynderen. "Hun sidder igen i muddergrøften."
Og der sidder hun endnu den dag i dag.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Halmstrået, gnisten og bønnen

Der var engang en fattig kone, som boede i en lille landsby. En dag gjorde hun ild på skorstenen for at koge sig nogle bønner, og for at det skulle brænde hurtigere, stak hun en håndfuld halmstrå i ilden. Da hun rystede bønnerne ud i gryden, faldt en af dem ved siden af, uden at hun mærkede det. Den kom til at ligge ved siden af et halmstrå, og lidt efter sprang der en gnist ned fra ilden og faldt i nærheden af dem. "Hvor kommer I fra, godtfolk," spurgte halmstrået. "Gudskelov jeg slap ud af skorstenen," sagde gnisten, "ellers var jeg blevet brændt til aske." - "Jeg må også være glad over, at jeg har beholdt livet," sagde bønnen, " hvis jeg var kommet i gryden med mine kammerater, var jeg blevet kogt til grød." - "Og min skæbne var nær ikke blevet bedre," sagde halmstrået, "den gamle tog alle mine brødre, hele tresindstyve, og kastede dem på ilden. Heldigvis slap jeg fra hende og faldt herned." - "Hvad skal vi nu gøre," spurgte gnisten. "Jeg synes, vi skal holde sammen for fremtiden," svarede bønnen, "og for at vi ikke skal blive udsat for flere farer her, synes jeg, vi skal drage bort til et fremmed land."
De to andre syntes godt om forslaget, og de begav sig straks på vej. Men da de havde gået et stykke, kom de til en lille bæk, og da der ingen bro var, vidste de ikke, hvordan de skulle komme over. Halmstrået fandt imidlertid på råd og sagde: "Jeg lægger mig tværs over vandet, så kan I bruge mig til bro." Det sprang nu ud i vandet og lagde sig henover det, og gnisten, der var rask på det, begav sig nok så kæk ud på broen. Men da den var kommet et lille stykke ud, blev den bange, da den hørte, hvordan vandet brusede, og standsede og turde ikke gå videre. Der gik da ild i halmstrået, det brændte over i to stykker, og gnisten faldt hvislende ned i vandet og druknede. Bønnen, der endnu stod på bredden, brast i latter, da den så det, og lo så voldsomt, at den revnede. Det havde nu også været ude med den, hvis der ikke til alt held var kommet en skrædder forbi. Han fik medlidenhed med bønnen, tog nål og tråd frem og syede den sammen. Bønnen takkede ham mange gange. Manden havde imidlertid syet med sort garn, og deraf kommer det, at der er en sort stribe på alle bønner.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Den hvide slange

For mange, mange år siden levede der en konge, som var berømt over hele verden for sin visdom. Han vidste alt, hvad der skete, og man skulle næsten tro, at han fik bud på luftens vinger om de hemmeligste ting. Men han havde en underlig vane. Hver middag, når der var taget af bordet, og alle var gået ud, måtte en tro tjener bringe ham endnu et fad. Det var lukket, og tjeneren vidste lige så lidt som noget andet menneske, hvad der var deri, for kongen spiste ikke af det, før han var helt alene. Sådan var det gået i nogen tid, men en dag blev tjeneren grebet af en så uimodståelig nysgerrighed, at han listede sig ind i et andet værelse med fadet. Da han havde låst døren omhyggeligt, tog han låget af og så, at der lå en hvid slange. Han fik straks sådan lyst til at smage på den og skar et lille stykke af og puttede det i munden. Næppe havde han spist det, før han hørte en underlig susen og hvisken udenfor vinduet. Han gik derhen og lyttede og opdagede da, at det var spurvene, der talte med hinanden og fortalte alt, hvad de havde oplevet i mark og skov. Enhver, der spiste af slangen, fik evne til at forstå dyrenes sprog.
Samme dag blev en af dronningens kostbare ringe borte, og mistanken faldt på den tro tjener, der havde adgang til alle værelser. Kongen kaldte ham for sig og sagde, at hvis han ikke inden næste dag kunne sige, hvem der var tyven, ville han blive antaget for gerningsmanden og henrettet. Det hjalp ikke, at han forsikrede, han var uskyldig. Han gik da bekymret frem og tilbage i gården og tænkte på, hvordan han skulle blive frelst. Ude i vandet svømmede ænderne fredeligt omkring og pudsede sig med næbbet og snakkede sammen. Tjeneren blev stående og hørte på dem. De talte om det dejlige foder, de havde fået om morgenen, og en af dem sagde ærgerlig: "Jeg har i hastværk slugt kejserindens ring, der var faldet ud af vinduet, den ligger så tungt i min mave." Tjeneren greb den øjeblikkelig i nakken, bar den op i køkkenet og sagde til kokken: "Her er en dejlig fed and, den skulle du slagte." Kokken så på den og sagde: "Ja, den har såmænd ædt godt, den kan nok fortjene at blive stegt." Han skar halsen over på den, og da indvoldene blev taget ud, fandt han dronningens ring i maven. Tjeneren kunne nu let bevise sin uskyldighed, og kongen, der ville gøre sin uret god igen, gav ham lov til at forlange, hvad han ville, og lovede at gøre ham til den fornemste mand i landet, hvis han ønskede det.
Tjeneren brød sig imidlertid slet ikke derom, men bad om en hest og nogle rejsepenge, for han havde lyst til at se sig om i verden. Det gav kongen ham gerne, og han begav sig straks på vej. En dag kom han forbi en dam, hvor han så tre fisk, der hang fast mellem sivene og lå og snappede efter vejret. Man siger jo nok, at fiskene er stumme, men han forstod straks, at de klagede over, at de nu skulle dø. Han fik medlidenhed med dem, steg af hesten og hjalp dem med at slippe løs. De var meget taknemmelige og stak hovederne op af vandet og råbte: "Vi skal nok gengælde dig din godhed." Han red videre og nogen tid efter syntes han, at han hørte stemmer nede fra sandet. Han lyttede efter og hørte da en myredronning, der sukkende sagde: "Bare de dumme mennesker kunne blive os fra livet med deres klodsede dyr. Der kommer den store hest og tramper alle mine myrer ihjel." Tjeneren bøjede om ad en sidevej og myredronningen råbte efter ham: "Vi skal nok gengælde dig din godhed." Vejen førte gennem en skov, og derinde kom han forbi to ravne, der var i færd med at kaste deres unger ud af reden. "Pak jer," råbte de, "vi kan ikke mere skaffe mad til jer. I er store nok til at ernære jer selv." De stakkels unger lå på jorden og baskede med vingerne og skreg: "Vi kan ikke engang flyve, vi dør af sult." Den gode tjener steg da af hesten, stødte sin dolk i den og lod den ligge, for at ravneungerne kunne få noget at spise. De kom så hoppende, og åd sig mætte og råbte efter ham: "Vi skal nok gengælde dig din godhed."
Nu måtte han bruge sine ben, og langt om længe kom han til en by. Der var stor trængsel på gaderne, og en mand kom ridende på en hest og forkyndte, at kongedatteren ønskede at gifte sig, men den, der ville bejle til hende, måtte først bestå en vanskelig prøve, og bestod han den ikke, havde han sit liv forbrudt. Mange havde allerede forsøgt derpå, men de havde alle sat livet til. Da ynglingen så kongedatteren, blev han så blændet af hendes skønhed, at han slet ikke tænkte på faren, men meldte sig som frier.
Han blev nu ført ned til havet, og en guldring blev kastet i vandet. Kongen befalede ham, at bringe ringen tilbage og tilføjede: "Men hvis du kommer op igen uden den, bliver du styrtet ud og finder din død i bølgerne." Alle beklagede den smukke yngling, der blev stående alene tilbage på bredden. Mens han stod der og tænkte på, hvad han skulle gøre, så han tre fisk komme svømmende. Det var dem, hvis liv han havde frelst. Den midterste holdt en muslingeskal i munden og lagde den op på stranden for hans fødder, og da han tog den op og åbnede den, lå guldringen deri. Glad bragte han den til kongen og troede, at han nu skulle få sin løn. Men da den stolte kongedatter fik at vide, at han ikke var hende jævnbyrdig, forlangte hun, at han skulle stilles på endnu en prøve. Hun gik selv ned i haven og strøede ti sække hirsekorn ud i græsset. "Dem må han samle op inden solen står op i morgen," sagde hun, "og der må ikke mangle en eneste. " Ynglingen satte sig ude i haven og tænkte på, hvad han dog skulle gøre, men han kunne ikke finde på råd og sad bedrøvet og ventede, at han skulle føres til retterstedet næste dag. Men da solens første stråler faldt ind i haven, så han, at alle ti sække var fyldt til randen, og der manglede ikke et eneste korn. Myredronningen havde været der med sine tusind og atter tusind myrer, og de havde samlet alt kornet op. Da kongedatteren kom ned i haven, så hun mod forventning, at ynglingen havde gjort, hvad hun havde sagt. Men hun kunne endnu ikke bøje sit stolte hjerte og sagde: "Jeg vil alligevel ikke gifte mig med ham, før han har skaffet mig et æble fra livets træ." Ynglingen havde ingen anelse om, hvor livets træ groede, men han begav sig straks på vej. Da han havde vandret gennem tre kongeriger, kom han ind i en stor skov og satte sig til at sove under et træ. Pludselig hørte han en støj ovenover sit hovede, og et gyldent æble faldt ned i hans hånd. På samme tid kom tre ravne flyvende, satte sig ved hans fødder og sagde: "Vi er de tre ravneunger, som du reddede fra at dø af sult. Da vi fik at vide, at du søgte efter det gyldne æble, fløj vi over havet til verdens ende, hvor livets træ står, og hentede æblet til dig." Ynglingen begav sig nu glad på hjemvejen og bragte den smukke kongedatter æblet, og nu kunne hun ikke finde på flere udflugter. De delte så livets æble, og da hun havde spist det, kom hun til at holde uendelig meget af ham, og de levede lykkeligt med hinanden i mange, mange år.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

De tre slangeblade

Der var engang en fattig mand, som ikke mere kunne skaffe føden til sin eneste søn. Sønnen sagde derfor til ham: "Jeg er kun til byrde for dig, kære far. Jeg vil hellere drage ud og se at fortjene mit brød." Faderen gav ham sin velsignelse, og de tog dybt bedrøvede afsked med hinanden. På denne tid var der netop en mægtig konge, der førte krig, og ynglingen tog tjeneste hos ham. Han kom straks med i et stort slag. Det regnede med kugler, og rundt om ham faldt hans kammerater døde til jorden. Da også anføreren var faldet, ville resten af hæren flygte, men ynglingen opmuntrede dem og sagde: "Vi vil ikke lade vort fædreland gå til grunde." De fulgte ham da allesammen imod fjenden og vandt sejr. Da kongen fik at vide, at det alene var ham, han kunne takke derfor, blev han ophøjet til den første mand i landet og fik store rigdomme.
Kongen havde en datter, som var meget smuk, men en sær en. Hun havde aflagt det løfte kun at gifte sig med den, der ville lade sig levende begrave med hende, når hun døde. "Hvis han virkelig holder af mig af hele sin sjæl," sagde hun, "kan livet ikke have noget værd for ham, når jeg er død." Hvis han døde først, ville hun også lade sig levende begrave med ham. Dette løfte havde hidtil afskrækket alle friere, men ynglingen blev så betaget af hendes skønhed, at han anholdt om hendes hånd hos hendes far. "Ved du nu også, hvad du må love," spurgte kongen. "Ja," svarede han, "men min kærlighed er så stor, at det ikke afskrækker mig." Så gav kongen sit samtykke, og brylluppet blev fejret med stor pragt.
De levede nu i lang tid lykkeligt med hinanden, men pludselig blev den unge dronning meget syg, og ingen af lægerne kunne frelse hende. Da hun var død, huskede den unge konge, hvad han havde lovet, og gøs når han tænkte på, at han skulle ned i den mørke grav, men han kunne ikke slippe fri, for kongen havde sat vagt ved alle døre, for at han ikke skulle forsøge at unddrage sig sin skæbne. Da den dag kom, hvor liget skulle bisættes i den hvælving, hvor kongerne blev begravet, blev han også ført derned, og døren blev låset efter ham.
Ved siden af kisten stod et bord med fire lys, fire skiver brød og fire flasker vin. Når han havde spist det, måtte han dø af sult. Han spiste kun en bid brød hver dag og drak en lille smule vin, mens døden rykkede nærmere og nærmere. Han sad ganske stille og stirrede hen for sig, men pludselig så han, at der kom en slange krybende henimod liget. Han tænkte, den ville gnave i det og drog sit sværd og sagde: "Så længe jeg lever, skal du ikke røre hende." Derpå huggede han den i tre stykker. Lidt efter kom nok en slange krybende, og da den så, at den anden var død, kravlede den tilbage, men kom lidt efter igen med tre grønne blade i munden. Den lagde så de tre stykker sammen og lagde et blad på hvert af sårene. Slangen blev straks levende igen og de krøb nu begge hurtig bort. Bladene blev liggende på jorden, og den ulykkelige unge mand, der havde set det hele, kom til at tænke på, om bladene ikke også havde kraft til at gøre et menneske levende igen. Han lagde så et på den døde dronnings mund og et på hvert af hendes øjne. Næppe havde han gjort det, før blodet strømmede rask gennem årerne, hendes kinder fik farve, og hun slog øjnene op og sagde: "Hvor er jeg?" - "Du er hos mig, kære kone," svarede han og fortalte, hvordan det hele var gået til. Han gav hende nu noget vin at drikke, og da hun var blevet styrket, gik de hen og bankede så stærkt på døren, at vagten hørte det og meldte det til kongen. Han kom selv ned og lukkede op og blev lige så glad som de, da han så, at de var levende begge to. Den unge mand gav de tre slangeblade til en tjener og sagde: "Pas godt på dem og bær dem altid hos dig. Vi kan måske komme til at trænge til dem."
Der var imidlertid foregået en stor forandring med dronningen, siden hun var blevet levende igen; hver gnist af kærlighed til hendes mand var slukt. Da de nogen tid efter begav sig på en sejltur over havet for at besøge hans gamle far, glemte hun helt hans store godhed og trofasthed og fattede kærlighed til skipperen. Og engang, da den unge konge sov, tog de ham og kastede ham overbord. Da de havde gjort denne skammelige gerning, sagde hun: "Nu er det bedst, vi vender hjem og siger, at han er død på vejen. Jeg skal nok fortælle min far så meget godt om dig, at han giver sit samtykke til, at vi gifter os, og så kan du arve kronen." Men den tro tjener, der havde været vidne til det altsammen, satte i stilhed en lille båd i vandet og roede af sted for at finde sin herre. Han fandt også hans lig og fik det fisket op, lagde slangebladene på hans mund og øjne og kaldte ham således til live igen.
De roede nu af alle kræfter, og båden fløj så hurtigt af sted, at de nåede hjem til kongen før skibet. Han blev meget forundret, da han så den unge konge komme alene hjem og spurgte hvad der var hændt. Da han hørte om sin datters onde handling, sagde han: "Det er mig umuligt at tro det, men sandheden kommer jo nok for en dag." Han lukkede så de to inde i et værelse og sørgede for, at ingen fik dem at se. Kort tid efter kom det store skib hjem, og den onde kvinde gik op til sin far med et bedrøvet ansigt. "Hvorfor kommer du alene hjem?" spurgte han, "hvor er din mand?" - "Jeg er meget ulykkelig, kære far," svarede hun, "min mand blev pludselig syg og døde, og hvis denne brave skipper ikke havde hjulpet mig, havde jeg været ilde faren. Han var til stede ved dødslejet og kan fortælle det hele." - "Nu vil jeg gøre den døde levende igen," sagde kongen, åbnede døren og kaldte på den unge konge og hans tjener. Da hun så sin mand, blev hun som ramt af lynet og kastede sig på knæ og bad om nåde. Men kongen sagde: "Du fortjener ingen skånsel. Han var beredt til at dø med dig og har givet dig livet tilbage. Men du har dræbt ham, mens han sov, og du skal få den straf, du fortjener." Derpå blev hun og hendes medskyldige ført ombord på et skib, der var læk, og det drev ud på havet og forsvandt snart i bølgerne.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Hans og Grete

Ved udkanten af en stor skov boede der en fattig brændehugger med sin kone og sine to børn. Drengen hed Hans og pigen bed Grete. De havde kun lidt at bide og brænde og engang, da der var dyrtid i landet, vidste manden slet ikke, hvordan han skulle skaffe det daglige brød. Om aftenen, da han var kommet i seng og lå og tænkte over sin ulykke, sukkede han og sagde til sin kone: "Hvad skal der dog blive af os. Vi har slet ingen mad til børnene, knap nok til os selv." - "Ved du hvad," sagde konen, "i morgen tidlig følger vi børnene ind i den tætte skov, og tænder et bål der. Vi giver dem hver et stykke brød, og så går vi på arbejde. De kan ikke finde hjem igen, og så er vi af med dem." - "Nej, det gør jeg ikke," sagde manden, "jeg kan virkelig ikke nænne at lade mine børn blive ganske alene i den store skov. De bliver jo ædt af de vilde dyr." - "Du er et rigtigt tossehovede," sagde hans kone vredt, "vi dør jo allesammen af sult. Du kan såmænd godt begynde at tømre kisterne sammen." Hun blev ved at plage ham, til han gav efter. "Men det gør mig dog skrækkelig ondt for de stakkels børn," sagde han.
De to børn havde ikke kunnet sove af sult og havde hørt, hvad deres mor havde sagt. Grete græd og sagde til Hans: "Nu er det ude med os." - "Vær stille, Grete," svarede han, "jeg skal nok finde på råd." Da de gamle var faldet i søvn, stod han op og listede sig ud. Månen skinnede klart, og de hvide kiselstene, der lå udenfor på vejen, lyste som sølv. Han stoppede sine lommer fulde af dem og gik hjem igen og sagde til Grete: "Læg du dig kun roligt til at sove, lille søster. Den gode Gud vil ikke forlade os." Derpå krøb han op i sin seng igen.
Da det gryede ad dag, vækkede konen børnene. "Stå op I dovenkroppe," sagde hun, "nu skal vi ud i skoven og hente brænde." Hun gav hver af dem et stykke brød og sagde: "Der har I jeres middagsmad. Mere får I ikke." Grete tog brødet ind under forklædet, fordi Hans havde lommen fuld af sten, og de begav sig nu allesammen på vej. Da de havde gået et lille stykke, stod Hans stille og vendte sig om og kiggede efter huset, og da de var kommet lidt videre, vendte han sig om igen. "Hvorfor vender du dig hele tiden om?" spurgte faderen, "det har vi ikke tid til, tag benene med dig." - "Jeg ser efter min hvide kat," sagde Hans, "den sidder oppe på taget og vil sige farvel til mig." - "Hvor du dog kan vrøvle," sagde moderen, "det er jo ikke andet end solen, der skinner på skorstenen." Hans havde imidlertid slet ikke kigget efter katten, men bare kastet kiselstene bagved sig på vejen.
Da de var kommet dybt ind i skoven, sagde faderen: "Kan I nu samle brænde, lille børn. Så tænder jeg ild, for at I ikke skal fryse." Hans og Grete samlede en lille bunke riskviste, faderen stak ild på det, og da det var kommet godt i brand, sagde konen: "Sæt jer så ned ved ilden og hvil jer, mens vi går ind i skoven og hugger brænde. Når vi er færdige, kommer vi igen og henter jer."
Hans og Grete satte sig ved ilden, og ved middagstid spiste de deres tørre brød. De kunne høre slagene af en økse og troede derfor, at faderen var i nærheden, men lyden kom kun af, at han havde bundet en gren fast ved et træ, og nu slog vinden den derimod. Til sidst blev de søvnige og faldt da også i søvn, og da de vågnede var det allerede mørk nat. Grete gav sig til at græde. "Hvordan skal vi dog finde ud af skoven," sagde hun. Men Hans trøstede hende. "Vent bare til månen kommer frem," sagde han, "så skal vi nok finde vej hjem." Og da månen var stået op, tog Hans sin søster i hånden og de lysende kiselstene viste ham vej. De gik hele natten, og først om morgenen nåede de deres fars hus. De bankede på, og da konen lukkede op og så, at det var dem, sagde hun: "Hvor har I dog været henne, I slemme børn. Vi troede slet ikke, I var kommet hjem mere." Men faderen blev glad, da han så dem, for han havde haft samvittighedsnag, fordi han havde ladet dem blive alene tilbage i skoven.
Kort tid efter var der stor elendighed igen, og børnene hørte, at moderen om natten sagde til faderen: "Nu har vi kun et halvt rugbrød tilbage, så er den potte ude. Hvis børnene ikke kommer af vejen, er vi fortabt allesammen. Vi må bringe dem endnu længere ind i skoven, så de ikke kan finde vej hjem." Det gjorde manden meget ondt og han tænkte: "Det var smukkere at dele den sidste mundfuld med sine børn." Men konen brød sig aldeles ikke om, hvad han sagde. Når man har sagt A må man også sige B, og da han havde givet efter første gang, måtte han også bøje sig nu.
Børnene havde imidlertid igen ligget vågne og havde hørt det hele. Da de gamle var faldet i søvn, stod Hans op og ville ud og samle kiselstene ligesom forrige gang, men moderen havde låset døren. Alligevel trøstede han sin søster og sagde: "Du skal ikke græde, Grete. Den gode Gud hjælper os nok."
Tidlig næste morgen kom konen og sagde til børnene, at de skulle stå op. De fik hver et stykke brød, men det var meget mindre end forrige gang. Han tog brødet i lommen og brækkede det i små stykker, og mens de gik, vendte han sig hvert øjeblik om og kastede et lille stykke på jorden. "Skynd dig dog lidt, Hans," sagde faderen, "hvad er det dog nu, du kigger efter." - "Det er min due, der sidder oppe på taget og vil sige farvel til mig," sagde Hans. "Din dumrian," skændte konen, "det er jo ikke andet end solen, der skinner på skorstenen." Men efterhånden som de gik, kastede Hans alle brødsmulerne på vejen.
Konen førte børnene så dybt ind i skoven, som de aldrig i deres liv havde været. Der tændte manden et bål og moderen sagde: "Sæt jer nu her og hvil jer, og sov, hvis I er søvnige. I aften, når vi er færdige med at hugge brænde, kommer vi og henter jer." Ved middagstid tog Grete sit stykke brød frem og delte det med Hans, der jo havde strøet sit på vejen. Så faldt de i søvn, og det blev aften, men der kom ingen og hentede de stakkels børn. Da de vågnede, var det mørk nat, men Hans trøstede sin søster og sagde: "Vent bare til månen kommer frem, og vi kan se brødsmulerne, så kan vi nok finde hjem." Men skovens tusind fugle havde hakket alle brødkrummerne op, og der var ikke en tilbage. "Vi finder nok vej alligevel," sagde Hans, men det gjorde de ikke. De gik hele natten og hele næste dag, men de kom ikke ud af skoven. De havde ikke fået andet at spise end et par bær, de havde fundet, og var så trætte, at de ikke kunne stå på benene. Så lagde de sig under et træ og faldt snart i søvn.
Den næste dag gik de videre, men de kom kun dybere og dybere ind i skoven, og de var lige ved at dø af sult. Ved middagstid fik de øje på en snehvid fugl, som sad på en gren og sang så dejligt, at de blev stående for at høre på den. Da den havde sunget lidt, fløj den op fra grenen, og de fulgte så bagefter den og kom til et lille hus, og fuglen satte sig på taget. Da de kom helt hen til huset, så de, at det var lavet af brød og taget af pandekager. Ruderne var af hvidt sukker. "Nu kan vi da få noget at spise," råbte Hans glad. "Kom Grete, tag du et stykke af vinduet, det er dejlig sødt, så spiser jeg noget af taget." Hans stillede sig nu på tæerne og brækkede et lille stykke af taget for at prøve, hvordan det smagte, og Grete gav sig til at gnave løs på ruden. Da hørte de inde fra stuen en tynd stemme der råbte:
"Hvem er det derude,som gnaver på min rude?"
Børnene svarede:
"Det er bare stormens sus,der tuder og hviner gennem jert hus,"
og spiste videre uden at lade sig forstyrre. Hans, der syntes at taget smagte dejligt, brækkede et stort stykke af, og Grete stødte en hel lille rude ind og gjorde sig rigtig til gode dermed. Pludselig gik døren op og en ældgammel kone, der støttede sig på en krykke, kom ud. Hans og Grete blev så bange, at de tabte det, de holdt i hånden. Den gamle rokkede med hovedet og sagde: "Hvordan er I kommet herhen, lille børn. Kom ind med mig og bliv hos mig, jeg skal ikke gøre jer fortræd." Hun tog dem i hånden og gik med dem ind i huset. Der fik de dejlig mad, mælk og pandekager med sukker og æbler og nødder. Derpå puttede hun dem i to små bløde senge, og Hans og Grete troede, de var kommet i himlen.
Den gamle var imidlertid en ond heks, og slet ikke så rar, som hun lod. Hun havde kun bygget kagehuset for at lokke børn til sig. Når hun havde fået et barn i sin magt, dræbte hun det kogte det og spiste det, og så var det rigtig en festdag for hende. Heksene har røde øjne og er temmelig nærsynede, men de har en fin næse ligesom dyrene og kan lugte, så snart der er mennesker i nærheden. Da Hans og Grete kom henimod huset, grinede hun ondskabsfuldt og sagde: "De skal ikke slippe fra mig." Tidlig næste morgen, før børnene var vågnede, stod hun op, og da hun så dem ligge der med deres røde runde kinder og sove trygt, tænkte hun: "Det bliver en lækkerbidsken." Hun tog så fat i Hans med sin tørre hænder, bar ham ud i stalden og lukkede ham inde bag et gitter, uden at bryde sig om, at han græd og bad for sig. Så gik hun ind og ruskede Grete vågen og sagde: "Stå op, din drivert, og hent noget vand og lav noget god mad til din bror. Han sidder ude i stalden, og når han er blevet rigtig tyk og fed, æder jeg ham." Grete gav sig til at græde, men det nyttede ikke, hun måtte gøre, hvad den slemme heks forlangte.
Nu fik Hans den dejligste mad, men den stakkels Grete fik ikke andet end affald. Hver morgen gik den gamle ned til stalden og råbte: "Stik din finger ud, så jeg kan mærke, om du er blevet fed." Han stak imidlertid et afgnavet ben ud mellem tremmerne og den gamle, der ikke kunne se det med sine svage øjne, troede, at det var hans finger, og kunne ikke begribe, at han blev ved at være så mager. Da der var gået fire uger, og Hans ikke blev en smule tykkere, tabte hun tålmodigheden. "Skynd dig lidt at bringe vand op," sagde hun til Grete, "enten Hans er tyk eller tynd, vil jeg spise ham i morgen." Tårerne løb den stakkels lille Grete ned ad kinderne, men hun måtte gå. "Hjælp os dog, du gode Gud," sagde hun, "bare de vilde dyr i skoven havde ædt os, så var vi dog i det mindste blevet sammen." - "Hold op med det tuderi," sagde den gamle, "det hjælper dog ikke."
Den næste morgen måtte Grete tænde ild på skorstenen og sætte kedlen over. "Vi skal først bage," sagde heksen, "jeg har allerede fyret under bagerovnen og æltet dejen." Hun puffede den stakkels pige hen til ovnen, og flammerne slog ud af den. "Kryb ind og se, om den nu også er rigtig varm," sagde hun. Grete kunne nok mærke, at det var meningen, at hun skulle steges derinde, og sagde derfor: "Hvordan skal jeg dog komme derind? "Din gås," sagde heksen, "åbningen er da stor nok. Kan du se, der er endogså plads nok til mig," og i det samme stak hun hovedet ind i ovnen. Da gav Grete hende et puf, så hun røg derind, og i en fart smækkede hun jerndøren i og satte slåen for. Den gamle begyndte at hyle og skrige, men Grete skyndte sig blot af sted, og heksen måtte brænde op.
Grete løb lige ud til Hans, åbnede gitteret og jublede: "Nu er vi frelst, Hans, den gamle heks er død," og Hans sprang ud, så glad som en fugl, der slipper ud af sit bur. De omfavnede og kyssede hinanden og gik så tilbage til heksens hus, for nu var der jo ikke noget at være bange for. Der stod store kasser fulde af perler og ædelstene. "De er bedre end kiselstene," sagde Grete og tog en hel mængde i sit forklæde. "Lad os nu skynde os at komme ud af skoven," sagde Hans, og de begav sig på vej. Da de havde gået et par timer, kom de til en stor sø. "Den kan vi ikke komme over," sagde Hans, "jeg kan ingen bro se." - "Der er heller ingen skibe," svarede Grete, "men dér svømmer en hvid and. Den hjælper os nok, når vi beder den derom."
Så råbte hun:
"Kom dulille hvide and,bær os tilden anden strand."
Anden kom straks svømmende, og Hans satte sig på ryggen af den og ville have, at Grete skulle sætte sig bagved ham. "Nej, det gør jeg ikke," svarede Grete, "det er alt for tungt for anden. Den må hellere komme tilbage og hente mig." Det gjorde den rare and så, og da de lykkelig og vel var kommet i land på den anden bred, syntes de nok, at skoven så dem så bekendt ud, og det varede heller ikke ret længe, før de kunne skimte deres fars hus mellem træerne. Da gav de sig til at løbe af alle kræfter og styrtede ind i stuen og faldt ham om halsen. Manden havde ikke haft en glad time, siden han havde forladt børnene i skoven, og den onde mor var død. Grete kastede perlerne og ædelstene ud af forklædet, og Hans tog den ene håndfuld efter den anden op af lommen. Nu var alle sorger slukt og de levede længe i fryd og glæde. Snip snap snude nu er historien ude.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

De tre spindersker

Der var engang en doven pige, som slet ikke gad spinde, og det nyttede ikke, hvor meget hendes mor så skændte på hende. Men en dag tabte hun tålmodigheden og gav pigen en på øret, så hun gav sig til at tudskråle. Dronningen kørte netop forbi, og da hun kunne høre, at der var nogen, som græd inde i huset, gik hun derind og spurgte moderen, hvorfor hun slog sin datter, så man kunne høre hende skrige helt ud på gaden. Moderen skammede sig over at skulle fortælle, hvor doven hendes datter var, og sagde derfor: "Jeg kan ikke få hende til at holde op med at spinde, og jeg er så fattig, at jeg ikke kan skaffe alt det hør, hun skal bruge." - "Jeg holder så meget af, at nogen spinder," sagde dronningen da, "jeg ved ikke noget morsommere end at se hjulene snurre rundt. Lad hende komme hjem til mig, jeg har hør nok, og så kan hun spinde, så meget hun har lyst." Det var moderen meget tilfreds med, og pigen kørte af sted med dronningen. Da de var kommet til slottet, viste dronningen hende tre værelser, der fra loft til gulv var fulde af den fineste hør. "Kan du spinde al den hør op," sagde hun, "så skal du giftes med min ældste søn. Jeg bryder mig ikke om, at du er fattig. Din flid vejer det rigelig op." Pigen blev forfærdet, for om hun så havde spundet i tre hundrede år fra morgen til aften, var hun ikke blevet færdig. Da dronningen var gået, gav hun sig til at græde, og bestilte ikke en smule i tre dage. Da dronningen kom igen og så, at hun aldeles ikke havde taget fat på arbejdet, blev hun meget forundret, men pigen undskyldte sig med, at hun havde længtes sådan efter sin mor, at hun slet ikke havde kunnet bestille noget. Det syntes dronningen jo nok, der kunne være mening i. "Men i morgen tager du fat," sagde hun, da hun gik.
Pigen vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre, men stod bedrøvet og kiggede ud af vinduet. Da så hun, at der kom tre kvinder gående. Den første var platfodet, den andens underlæbe var så tyk, at den hang ned over hagen, og den tredie havde en meget stor tommelfinger. De standsede nedenfor vinduet og spurgte pigen, hvad der var i vejen. Hun klagede sin nød for dem, og de tilbød da at hjælpe hende og sagde: "Hvis du vil indbyde os til brylluppet, og ikke skamme dig ved os, men sige, at vi er dine kusiner, så skal vi i en fart spinde det hør op." - "Ja det lover jeg jer," sagde pigen, "kom kun herind og begynd." De tre løjerlige kvinder kom så op og satte sig i den første stue og begyndte at spinde. Den ene trak tråden og trådte hjulet, den anden vædede den, den tredie snoede den og slog den mod bordet med fingrene, og for hver gang, hun gjorde det, faldt der et fed garn ned, og det kunne ikke være spundet finere. Når dronningen kom, gemte pigen de tre spindersker og viste hende alt det garn, der var spundet, og hun kunne ikke finde rosende ord nok til pigen. Inden ret mange dage var alle tre værelser tømt. Så sagde de tre kvinder farvel. "Men glem nu ikke, hvad du har lovet os," sagde de, og så gik de.
Da pigen viste dronningen alt garnet, begyndte hun at træffe forberedelser til brylluppet, og kongesønnen var glad, fordi han fik sådan en flink kone. "Jeg har tre kusiner," sagde pigen, "som har været meget gode imod mig. Må jeg ikke nok indbyde dem til brylluppet." - " Jo, hvorfor ikke," svarede dronningen og hendes søn. Ved festens begyndelse kom de tre kvinder ind i nogle løjerlige dragter, og bruden sagde til dem: "Velkommen, kære kusiner." - "Hvordan kan du dog være i familie med de sære kvindfolk?" sagde brudgommen. Derpå gik han hen til den ene og spurgte hende, hvorfor hun var platfodet. "Det er jeg blevet af at træde rokken," svarede hun. Han spurgte så den anden, hvordan hun havde fået den tykke underlæbe. "Af at væde garnet," svarede hun. "Hvordan har I fået den brede tommelfinger," spurgte han nu den tredie. "Af at dreje tråden," svarede hun. "Min dejlige brud må aldrig mere røre en rok," sagde prinsen helt forfærdet, og sådan slap hun for at spinde.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

De tre små mænd i skoven

Der var engang en mand, hvis kone døde, og en kone, hvis mand døde. Manden havde en datter, og konen havde også en datter. Pigebørnene kendte hinanden, og en dag da de havde været ude at spadsere sammen, gik de hjem til konen. Hun sagde så til mandens datter: "Sig til din far, at hvis han gifter sig med mig, så skal du hver morgen vaske dig i mælk og drikke vin, men min datter skal vaske sig i vand og drikke vand." Pigen gik hjem og fortalte sin far, hvad konen havde sagt. "Ja, hvad skal jeg gøre," sagde han, "ægteskaber bringer både glæde og sorg." Da han ikke kunne blive enig med sig selv, tog han en støvle og sagde: "Tag denne støvle og hæng den ud på det store søm. Den har hul i bunden, og nu skal du hælde vand i og se, om det løber ud. Løber det ikke ud, så gifter jeg mig, ellers lader jeg være." Pigen gjorde som han sagde, men vandet fik hullet til at skrumpe sammen, og støvlen blev fuld til randen. Hun gik ind og fortalte sin far, hvordan det var gået, og da han havde set efter selv, og set, at det var rigtig nok friede han til enken, og så holdt de bryllup.
Da pigerne stod op dagen efter, stod der mælk til at vaske sig i og vin til at drikke til mandens datter og vand til at vaske sig i og vand til at drikke til konens datter. Den næste dag stod der vand såvel til den ene som til den anden. Den tredie dag stod der vand til mandens datter og mælk og vin til konens datter, og sådan blev det for fremtiden. Konen hadede sin steddatter som pesten og vidste ikke alt det onde, hun ville gøre hende. Hun var også misundelig, fordi hendes steddatter var smuk og hendes egen datter så grim som en ulykke.
En gang midt om vinteren, da det havde frosset stærkt, og sneen lå højt over bjerg og dal, lavede konen en kjole af avispapir, kaldte på steddatteren og sagde: "Tag denne kjole på og gå ud i skoven og pluk mig nogle jordbær. Jeg har sådan en lyst til jordbær." - "Gud forbarme sig," sagde pigen, "om vinteren vokser der jo ingen jordbær. Jorden er frosset og der er sne overalt. Og hvorfor skal jeg tage den papirskjole på? Det er så koldt, at ens ånde bliver til is. Vinden vil jo blæse lige igennem den og tornene rive den itu." - "Vil du lade være at sige mig imod," sagde stedmoderen. "Se til du kommer af sted i en fart, og vov ikke at komme hjem uden jordbærrene." Hun gav hende et stykke stenhårdt brød: "Det kan du spise i dag," sagde hun. Men ved sig selv tænkte hun: Hun dør nok derude af kulde og sult.
Pigen tog lydig papirskjolen på og begav sig på vej med en lille kurv på armen. Hun øj nede ikke andet end sne, ikke et eneste sted stak et grønt græsstrå hovedet op. Da hun kom ud i skoven, så hun tre små mænd, der kiggede ud af et lille hus. Hun sagde goddag og bankede beskedent på. "Kom ind," råbte de, og hun gik ind og satte sig ved ovnen for at varme sig og spise sin frokost. "Giv os lidt med," sagde de små mænd. "Med fornøjelse," sagde hun, og gav dem det halve af brødet. "Hvad vil du herude midt om vinteren med den tynde kjole på?" spurgte de. "Jeg skal hente jordbær," svarede hun, "og jeg tør ikke komme hjem, før jeg har fundet nogle." Da hun havde spist, gav de hende en kost og sagde: "Fej sneen væk fra døren." Mens hun var derude, sagde de til hinanden: "Hvad skal vi give hende, fordi hun er så sød og god har delt sin mad med os." - "Jeg giver hende, at hun bliver smukkere for hver dag, der går," sagde den første. "Og jeg giver hende, at der falder guldstykker ud af munden på hende for hvert ord, hun siger," sagde den anden. "Jeg giver hende en konge til mand," sagde den tredie.
Pigen fejede imidlertid sneen væk, som mændene havde sagt, og inde under den fandt hun de dejligste mørkerøde jordbær. Henrykt plukkede hun kurven fuld, gav de små mænd hånden og takkede dem mange gange og skyndte sig hjem for at bringe sin stedmor bærrene. Da hun trådte ind og sagde godaften, faldt der er guldstykke ud af munden på hende. Hun fortalte nu, hvordan det var gået hende i skoven, men for hvert ord, hun sagde, faldt guldstykkerne ud af hendes mund. "Sikken en ødselhed at drysse pengene sådan rundt på gulvet," råbte stedsøsteren, men i sit stille sind var hun misundelig og ville også ud i skoven og plukke jordbær. Hendes mor syntes, at det var alt for koldt, men hun havde hverken rist eller ro, og moderen måtte til sidste give efter. Hun syede hende første en dejlig varm pels og gav hende kager og smørrebrød med.
Pigen gik ud i skoven og kom også til det lille hus. De tre små mænd kiggede ud, men hun nikkede ikke til dem, og uden at se til højre eller venstre eller sige goddag gik hun lige ind i stuen, satte sig ved ovnen og begyndte at spise sine kager. "Giv os lidt med," bad de små mænd, men hun svarede: "Jeg kan virkelig ikke undvære noget, der er knap nok til mig selv." Da hun havde spist, gav de hende en kost og sagde: "Gå ud og fej sneen væk fra døren." - "Fej selv," svarede hun, "jeg er ikke jeres pige." Da hun mærkede, at hun ikke fik noget, gik hun sin vej. "Hvad skal vi give hende, fordi hun er så ond og gerrig," sagde de små mænd til hinanden, da hun var borte. "Jeg giver hende, at hun bliver grimmere for hver dag, der går," sagde den første. "Jeg giver hende, at der springer en skruptudse ud af munden på hende for hvert ord, hun siger," sagde den anden. "Hun skal få en hård død," sagde den tredie. Pigen søgte imidlertid efter jordbær udenfor, og da hun ingen fandt, gik hun ærgerlig hjem. Da hun nu ville fortælle sin mor, hvordan det var gået hende, sprang der en skruptudse ud af hendes mund for hvert ord, hun sagde, og alle mennesker fattede afsky for hende.
Mandens datter blev imidlertid smukkere for hver dag, der gik, og stedmoderen ærgrede sig mere og mere og tænkte kun på, hvordan hun skulle gøre hende fortræd. En dag tog hun en kedel, satte den på ilden og kogte garn deri. Da det var kogt, kaldte hun på den stakkels pige, gav hende en økse og befalede hende at gå ned og hugge hul i isen og skylle garnet. Hun gjorde, som stedmoderen sagde, og da hun stod nede på isen og var ved at hugge hul i den, kom en konge kørende forbi i en prægtig vogn. Han standsede og spurgte: "Hvem er du mit barn, og hvad bestiller du her?" - "Jeg er en fattig pige, der skyller garn," svarede hun. Kongen fik ondt af hende, og da han så, hvor smuk hun var, spurgte han: "Vil du følge med mig?" - "Inderlig gerne," svarede hun, glad over at kunne slippe bort fra moderen og søsteren.
Hun satte sig så op i kongens vogn, og de kørte hjem til hans slot, hvor brylluppet blev fejret med stor pragt. Et år efter fødte dronningen en søn. Da stedmoderen hørte, hvordan hun havde haft lykken med sig, gik hun med sin datter op på slottet og lod, som hun ville besøge hende. Men en dag, da kongen var gået ud, og der ikke var nogen i nærheden, tog den onde kvinde dronningen ved hovedet og datteren tog hende i benene, og så kastede de hende ud af vinduet i floden, der løb forbi. Derpå lagde den grimme datter sig i sengen, og moderen dækkede noget over hendes hovede. Da kongen kom hjem og ville tale med sin kone, sagde den gamle: "Det kan ikke gå an. I må lade hende have ro i dag, hun ligger i stærk sved." Kongen tænkte ikke noget ved det og kom først igen den næste morgen. Men for hvert ord, hans kone sagde, sprang der en skruptudse ud af hendes mund, mens der ellers plejede at falde guldstykker. Da han spurgte, hvor det kunne være, sagde den gamle, at det gik nok over. Det kom af den stærke sved.
Om natten så kokkedrengen en and komme svømmende ind ad vaskerenden. Den sagde:
"Hvad gør vel min konge i denne sene stund?Er han vågen eller hviler han trygt i nattens blund?"
Og da han ikke svarede, sagde den:
"Hvad gør alle mine gæster i det store, smukke slot?"
Kokkedrengen svarede da:
"De ligger vel i sengen og sover fast og godt."
Den spurgte så igen:
"Og hvad gør min egen lille elskede dreng?"
Og han svarede:
"Han sover lunt og blødt i sin hvide silke seng."
Derpå forvandledes den til dronningen og tog barnet i vuggen, gav det at drikke og puslede det og blev så igen til en and og svømmede bort. Den kom to nætter endnu, og den sidste nat sagde den til kokkedrengen: "Gå ind og sig til kongen, at han skal tage sit sværd og svinge det tre gange over mit hoved." Kokkedrengen skyndte sig ind til kongen, der kom ud og gjorde som anden havde sagt, og da han svang sværdet tredie gang, stod hans dronning sund og frisk for ham.
Kongen var nu meget glad, men han skjulte dronningen i et værelse til om søndagen, da barnet skulle døbes. Da det var døbt spurgte han stedmoderen: "Hvad skal der gøres ved den, der tager en anden ud af sengen og kaster den i vandet." - "Han skal sættes i en tønde, der er fuld af søm indvendig, og trilles ned ad et bjerg og ud i vandet," sagde den gamle. Men kongen sagde: "Du har fældet din egen dom," og lod den gamle og datteren putte i en tønde, der blev rullet ned ad bjerget, og trillede i floden.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Rapunzel

For mange år siden levede der en mand og en kone, som så længe havde ønsket sig et lille barn, men intet fået. Endelig lod det til, at den gode Gud ville opfylde deres ønske. På bagsiden af huset var der et lille vindue, hvorfra man kunne se ind i en dejlig have, hvor der voksede de smukkeste blomster og urter, man kunne tænke sig. Den var omgivet af en høj mur, og ingen turde gå derind, fordi den tilhørte en mægtig heks, der var frygtet hele landet over. En dag stod konen ved vinduet og så ned i haven. Hun fik øje på et bed, hvor der voksede de dejligste klokkeblomster, og de så så friske ud, at hendes tænder ordentlig løb i vand efter dem. For hver dag, der gik, fik hun mere og mere lyst til dem, og da hun vidste, at hun ikke kunne få nogle af dem, tabte hun rent humøret og kom til at se bleg og dårlig ud. Manden blev forskrækket og spurgte: "Hvad er der dog i vejen med dig, lille kone?" - "Jeg får ikke fred, før du skaffer mig nogle af de klokkeblomster inde fra haven," sagde hun og sukkede dybt. Manden syntes, det var synd for hende, og om aftenen kravlede han over muren ind i heksens have, plukkede i en fart en håndfuld klokkeblomster og slap lykkelig og vel ind til sin kone igen. Hun lavede straks salat af dem og spiste den med stor grådighed. Den havde imidlertid smagt hende så godt, at hun var dobbelt så lækkersulten dagen efter. "Hvis du ikke skaffer mig nogle flere klokkeblomster, dør jeg," sagde hun til sin mand. "Jeg kan da ikke se på, at min kone dør, uden at vove noget for at frelse hende," tænkte manden. Om aftenen klatrede han igen over muren. Men han blev meget forfærdet, da han så heksen stå for sig. "Hvor tør du liste dig ind i min have som en tyv og stjæle mine klokkeblomster," sagde hun rasende, "det skal komme dig dyrt til at stå." - "Hav barmhjertighed med mig," sagde manden ydmyg. "Det er kun den yderste nød, der har drevet mig dertil. Min kone har fået så stor lyst til klokkeblomsterne, at hun dør, hvis hun ikke får nogle af dem." Heksen blev formildet og sagde til ham.: "Når det hænger sådan sammen, vil jeg give dig lov til at plukke så mange klokkeblomster, du vil. Jeg stiller kun en betingelse og det er den, at du giver mig det barn, din kone føder. Jeg skal være en mor for det, og det skal få det rigtig godt." Den stakkels mand var så bange, at han sagde ja til alting, og så snart barnet var født, kom heksen, kaldte det Rapunzel, og tog det med sig.
Rapunzel var det dejligste barn under solen. Da hun var tolv år gammel, lukkede heksen hende inde i et tårn, der lå ude i skoven, og hverken havde dør eller trappe, men kun et lille vindue helt oppe. Rapunzel havde et dejligt langt hår, der var så fint som spundet guld. Når heksen ville ind, stillede hun sig nedenfor tårnet og råbte:
"Rapunzel, Rapunzel,lad dit hår falde ned."
Pigen viklede da en af sine fletninger fast om vindueskrogen og hejsede den ud af vinduet. Den nåede tyve alen ned, og heksen klatrede så op i den.
Et par år efter red kongens søn en dag gennem skoven og kom forbi tårnet. Han hørte nogen synge så dejligt, at han holdt stille og lyttede. Det var Rapunzel, der i sin ensomhed søgte at fordrive tiden med at synge. Kongesønnen ville gå op til hende og søgte efter en indgang til tårnet, men kunne ingen finde. Han red så hjem igen, men sangen havde gjort så dybt indtryk på ham, at han hver dag red ud i skoven og lyttede til den. En gang, da han var derude, så han heksen komme hen til tårnet og hørte hende sige:
"Rapunzel, Rapunzel,lad dit hår falde ned."
Rapunzel lod fletningerne hænge ned, og heksen klatrede op til hende. "Jeg vil også en gang forsøge min lykke på den stige," tænkte kongesønnen, og den næste aften gik han ud til tårnet og råbte:
"Rapunzel, Rapunzel,lad dit hår falde ned."
Fletningen kom straks ud af vinduet, og kongesønnen klatrede op.
Rapunzel blev først meget forskrækket, da hun så en vildfremmed mand, men kongesønnen talte venligt til hende og fortalte, at hendes sang havde gjort et sådant indtryk på ham, at han ikke havde kunnet få ro, før han havde set hende. Hun blev hurtig beroliget, og da han spurgte, om hun ville gifte sig med ham, og hun så, hvor smuk han var, tænkte hun: "Jeg vil sikkert få det bedre hos ham end hos den gamle heks," og sagde ja og rakte ham sin hånd. "Jeg vil gerne følge med dig," sagde hun, "og hør nu, hvordan jeg skal komme ud. Hvergang du kommer, skal du tage en silkesnor med, så fletter jeg en stige, og når den er færdig, klatrer jeg ned, og du sætter mig op på din hest." De aftalte da, at han skulle komme hver aften, for den gamle kom kun om dagen. Heksen mærkede heller ikke noget, før Rapunzel en dag i tanker sagde til hende: "Hør, hvor kan det egentlig være, at du er meget tungere at trække op end den unge kongesøn. Han er heroppe på et øjeblik." - "Du slemme pige," råbte heksen, "hvad er det dog, du har for. Jeg troede, jeg havde stænget dig ude fra alle mennesker, og så har du dog narret mig." I sit raseri greb hun fat i Rapunzels dejlige hår, snoede det et par gange om hånden, tog en saks, og ritsch, ratsch, lå de lange fletninger på jorden. Og hun viste ingen barmhjertighed, men bragte den stakkels Rapunzel ud i en ørken, hvor hun måtte lide stor nød.
Da heksen havde jaget Rapunzel bort, satte hun sig i tårnet og ventede på prinsen, og da han kom om aftenen og råbte:
"Rapunzel, Rapunzel,lad dit hår falde ned,"
hængte hun håret ud ad vinduet. Kongesønnen klatrede derop, men traf ikke sin egen Rapunzel, men heksen, der så ondt på ham. "Du ville nok hente din kæreste," sagde hun spottende, "men den fugl sidder ikke mere i reden og synger. Katten har taget den, og kradser også nok dine øjne ud. Rapunzel er tabt for dig, hende får du aldrig mere at se." Kongesønnen blev ude af sig selv af sorg, og i sin fortvivlelse sprang han ud af vinduet. Han slap derfra med livet, men faldt ned i et tjørnekrat, der stak hans øjne ud. Han flakkede nu blind om i skoven, levede af rødder og bær og græd og sørgede over sin tabte kæreste. Efter nogle års forløb kom han ud i den ørken, hvor Rapunzel levede i stor nød. Hun havde imidlertid født ham tvillinger, en dreng og en pige. En dag hørte han en stemme, og gik efter lyden, og da han kom derhen, var det hende. Hun faldt ham om halsen. To af hendes tårer faldt på hans øjne, og han fik straks synet tilbage. Så førte han hende hjem til sit rige, hvor folket modtog ham med jubel, og de levede længe lykkeligt sammen.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Brorlil og søsterlil

Brorlil tog søsterlil i hånden og sagde: "Siden mor er død, har vi ikke en lykkelig time mere. Vores stedmor slår os hver dag og sparker til os, når vi kommer hen til hende. Hunden har det bedre end vi, den får dog engang imellem noget godt at spise, men vi får ikke andet end tørre brødskorper. Du gode Gud, hvis mor vidste det! Kom, vi går sammen ud i den vide verden." De gik hele dagen over marker og enge, og når det regnede, sagde søsterlil: "Se, den gode Gud græder med os." Om aftenen kom de til en stor skov og var så trætte af sorg og sult og den lange vej, at de krøb ind i et hult træ og lagde sig til at sove.
Da de vågnede næste morgen, stod solen højt på himlen. "Jeg er så tørstig," sagde brorlil, "kan du ikke høre noget, der risler? Bare det var en kilde, så jeg kunne få noget at drikke." De tog så hinanden i hånden og gik ud for at søge efter kilden. Men den onde stedmor var en heks og da børnene gik, havde hun listet sig efter dem og forhekset alle kilderne i skoven. De kom snart til en, og brorlil ville lægge sig ned og drikke af det blinkende vand, men søsterlil kunne høre, hvordan den mumlede: "Den der drikker af mig, bliver til en tiger, den der drikker af mig, bliver til en tiger." - "Du må ikke drikke noget," råbte hun da, "så bliver du til en tiger og sønderriver mig." Skønt han var meget tørstig, sagde han: "Så venter jeg med at drikke, til vi næste gang kommer til noget vand." Men da de kom til den næste kilde, hørte søsterlil, at den mumlede: "Den, der drikker af mig, bliver til en ulv, den der drinker af mig, bliver til en ulv." - "Du må ingenting drikke," råbte hun, "så bliver du til en ulv og æder mig." Brorlil drak heller ikke denne gang, men da de kom til den næste kilde sagde han: "Nu kan jeg ikke holde det ud længere, nu må jeg drikke." Søsterlil hørte, at den mumlede: "Den der drikker af mig, bliver til et rådyr, den der drikker af mig, bliver til et rådyr," og råbte: "Du må ikke drikke noget, så bliver du til et rådyr og løber væk fra mig." Men brorlil havde allerede lagt sig ned for at drikke, og så snart den første dråbe var kommet over hans læber, blev han forvandlet til et rådyr.
Nu gav søsterlil sig til at græde, og rådyret græd også. Men pigen trøstede det og sagde: "Jeg vil aldrig nogensine forlade dig." Hun tog sit gyldne strømpebånd af, og bandt det om halsen på dyret. Derpå flettede hun et bånd af siv, og bandt det fast deri, og nu gik de videre ind i skoven. Da de havde gået meget længe, kom de til et lille hus, og da pigen så, det var tomt, tænkte hun: "Her kan vi bo." Hun lavede så et blødt leje af mos og løv til rådyret. Hver morgen gik hun ud og samlede rødder og bær og nødder til sig selv og fint græs til rådyret, som spiste af hendes hånd. Om aftenen, når hun var træt, lagde hun hovedet på rådyrets ryg og sov der. Havde brorlil blot været menneske igen, kunne de have haft det dejligt sammen.
I nogen tid var de helt alene i skoven. Men en gang holdt kongen en stor jagt derude. Hornene klang, hundenes gøen og jægernes lystige råb trængte ind til dem, og rådyret brændte af lyst til at løbe derhen. "Lad mig gå hen til dem," sagde det, "jeg kan ikke holde det ud." - "Du må love mig at komme tilbage i aften," sagde hun, "jeg lukker nu døren, for at de vilde jægere ikke skal komme herind. Når du vender hjem i aften, skal du banke på og råbe: "Søsterlil, luk op," så jeg kan vide, at det er dig ellers lukker jeg ikke op." Rådyret sprang af sted og tumlede sig glad i den friske luft. Kongen og hans jægere så det smukke dyr og satte efter det, men kunne ikke fange det; lige når de troede, de havde det, sprang det over buskene og forsvandt. Da det blev mørkt, løb det hjem til huset og råbte: "Søsterlil, luk op." Hun åbnede så døren for det, og det sprang ind og sov snart på sit bløde leje. Den næste dag begyndte jagten igen, og rådyret havde ingen ro på sig, men sagde: "Luk op, søsterlil, jeg må derud." Hun åbnede døren og sagde: "Ja, men du må komme hjem i aften og banke på ligesom i går." Da kongen og hans jægere så rådyret med det gyldne halsbånd, jagede de efter det, men det var for hurtigt og behændigt. Da de havde forfulgt det hele dagen blev det henimod aften såret i foden, og måtte hinke langsomt hjem. En af jægerne listede sig imidlertid bagefter hen til huset og hørte, at det sagde: "Søsterlil, luk op." og så, at døren blev åbnet og straks efter lukket igen. Jægeren lagde nøje mærke til det altsammen og fortalte kongen, hvad han havde set og hørt. "I morgen går vi på jagt igen," sagde kongen da.
Søsterlil blev meget forskrækket, da hun så, at rådyret var såret. Hun vaskede blodet af, lagde urter på og sagde: "Læg dig nu til at sove, lille rådyr, så du kan blive rask igen." Såret var imidlertid så ubetydeligt, at det var helt lægt næste morgen. Og da jagthornene igen lød derude, sagde rådyret: "Jeg kan ikke holde det ud, jeg må derhen. Jeg skal nok sørge for, at de ikke får fat i mig." Søsterlil gav sig til at græde og sagde: "De slår dig nok ihjel, og så er j eg helt alene i verden." Men da rådyret sagde: "Jeg dør af sorg, hvis jeg skal spærres inde her," kunne hun ikke andet end med tungt hjerte lukke døren op, og glad sprang det af sted. Da kongen så det, sagde han: "Nu jager vi efter det hele dagen, men ingen må gøre det fortræd." Da solen var gået ned, sagde kongen til jægeren: "Kom så og vis mig det lille hus." Da han var kommet derhen bankede han på og råbte: "Søsterlil, luk op." Døren blev åbnet og kongen trådte ind, og så den dejligste pige, han nogensinde havde set. Pigen blev meget bange, da hun så en fremmed mand med guldkrone på hovedet. Men kongen rakte venligt hånden ud imod hende og sagde: "Vil du følge med mig hjem og være min dronning?" - "Ja, jeg vil, " svarede hun, "men jeg vil aldrig forlade rådyret, det skal følge med." Og kongen lovede hende da, at det skulle blive hos hende, så længe hun levede, og have det godt i alle måder. Imidlertid kom det springende, hun bandt rebet fast i det, tog det i hånden, og de gik ud af huset.
Kongen tog den smukke pige foran sig på hesten og red hjem med hende til slottet, hvor brylluppet blev fejret med stor pragt. I lang tid levede de nu lykkeligt sammen, og rådyret blev plejet og passet og sprang omkring i slotshaven. Den onde stedmor havde imidlertid levet i den tro, at søsterlil var blevet sønderrevet af de vilde dyr i skoven, og brorlil forvandlet til et rådyr og skudt af jægerne. Da hun fik at vide, hvor godt det var gået dem, blev hun opfyldt af misundelse og tænkte bare på, hvordan hun kunne gøre dem fortræd. Hendes egen datter, der var grim som arvesynden og kun havde et øje, gjorde hende bebrejdelser og sagde: "Det var rigtignok mig, der skulle have været dronning." Den gamle søgte at stille hende tilfreds. "Vent lidt," sagde hun, "kommer tid, kommer råd." Mens kongen engang var på jagt i skoven, havde dronningen født en dejlig dreng. Den gamle heks af en stedmor påtog sig da hendes kammerjomfrus skikkelse og gik ind i stuen, hvor dronningen lå, og sagde til hende: "Kom nu ind og tag et bad, det vil styrke Jer. Men skynd Jer, før vandet bliver koldt." Hendes datter var også til stede, og de bar nu dronningen ind i badstuen og lagde hende i badekarret, og derpå låsede de døren og løb deres vej. Men inde i badstuen havde de tændt så stærkt et bål, at dronningen inden ret lang tid ville være kvalt.
Da de havde gjort det, lagde den grimme datter sig i sengen. Den gamle heks gav hende dronningens ansigt og skikkelse, men det øje, hun manglede, kunne hun ikke give hende. For at kongen ikke skulle mærke det, lagde hun sig på den side, hvor der intet øje var. Da han kom hjem om aftenen og fik at vide, at han havde fået en søn, blev han meget glad og gik hen til sin kones seng for at se, hvordan hun havde det. Men den gamle råbte hurtig: "For Guds skyld, lad være at trække forhænget fra! Dronningen kan ikke tåle lyset." Kongen gik så sin vej uden at vide, at der lå en falsk dronning i sengen.
Ved midnatstid, da alle sov, så barnepigen, der sad ved vuggen, at døren gik op og den rette dronning trådte ind. Hun tog barnet op af vuggen og gav det mælk at drikke. Så lagde hun puderne til rette, lagde barnet ned igen og dækkede det godt. Hun glemte heller ikke rådyret, men gik hen til det i krogen og klappede det. Derpå gik hun sagte bort igen. Barnepigen spurgte dagen efter skildvagterne, om der var kommet nogen ind i slottet om natten, men de sagde nej.
Dronningen kom mange nætter, men sagde aldrig noget. Barnepigen så hende hver gang, men turde ikke tale til nogen derom.
Efter nogen tids forløb begyndte dronningen en nat at tale og sagde:
"Mit lille barn, min lille rå,to gange endnu jeg komme må."
Barnepigen svarede ikke, men da dronningen var forsvundet, gik hun hen til kongen og fortalte det hele. Kongen bestemte da, at han ville våge hos barnet næste nat. Ved midnatstid viste dronningen sig igen og sagde:
"Mit lille barn, min lille rå,en gang endnu jeg komme må."
Derpå tog hun barnet op, som hun plejede, og forsvandt. Kongen turde ikke tale til hende, men han vågede også derinde næste nat. Og da dronningen sagde:
"Mit lille barn, min lille rå,nu aldrig mer jeg komme må,"
kunne han ikke længere holde sig tilbage, men sprang frem og råbte: "Du kan ikke være nogen anden end min egen elskede dronning." - "Det er jeg," svarede hun, og i samme nu gav Gud hende livet tilbage, og hun var frisk og sund. Derpå fortalte hun kongen om den forbrydelse, den onde heks og hendes datter havde begået. Kongen lod dem nu begge stille for domstolen. Datteren blev ført ud i skoven, hvor hun blev sønderrevet af de vilde dyr, heksen blev dømt til at brændes på bålet. Og i samme nu, hun var blevet til aske, blev rådyret forvandlet til menneske igen, og brorlil og søsterlil levede lykkeligt sammen til deres dages ende.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Pak

Hanen sagde en dag til hønen: "Nu er nødderne modne. Skal vi ikke gå sammen ud på bjerget og spise os rigtig mætte, før egernet tager dem allesammen. "Lad os det," sagde hønen, "det kan jo blive en rigtig morsom tur." De gik så derud; det var højlys dag, og de blev der lige til om aftenen. Om de nu havde spist for meget eller var blevet vigtige, ved jeg ikke; nok er det, de ville ikke gå hjem på deres ben, og hanen lavede så en lille vogn af nøddeskaller. Da den var færdig, satte hønen sig i den og sagde til hanen: "Kan du så spænde dig for vognen." - "Det manglede bare," svarede hanen, "så ville jeg da hellere gå hjem. Det var rigtignok ikke meningen. Jeg vil nok være kusk og sidde på bukken, men trække dig, nej tak."
Mens de stod der og skændtes, kom en and vraltende: "I tyveknægte," sagde den, "hvem har givet jer lov til at spise af mine nødder? Derpå gik den løs på hanen. Men hanen var ikke tabt bag af en vogn, den for ind på anden og hakkede sådan løs på den med sporerne, at den bad om nåde og til straf lod sig spænde forvognen. Hanen satte sig på bukken og var kusk, og anden måtte løbe så hurtigt den bare kunne. Da de havde kørt i nogen tid, mødte de to fodgængere, en knappenål og en synål. De bad om de måtte få lov til at køre med, for det blev snart bælgmørkt og der var så ækelt snavset på gaden. De var blevet noget forsinkede i en kro, hvor de havde drukket øl. Da de var så tynde og ikke kunne tage megen plads op, fik de lov til at sætte sig op i vognen, når de ville love, ikke at træde hanen eller hønen over tæerne. Sent om aftenen kom de til en kro, og der tog de ind, da de ikke holdt af at køre om natten, og anden desuden var så træt, at den ikke kunne stå på benene. Værten gjorde først indvendin¬ger og sagde, at han ikke havde plads, og tænkte også nok, at der ikke var noget videre at tjene ved dem. Men da de blev ved at overtale ham og lovede ham det æg, hønen havde lagt undervejs, og sagde, at han måtte beholde anden, som lagde æg hver eneste dag, gav han dem til sidst lov til at blive. Så svirede de sammen til langt ud på natten. Ganske tidlig næste morgen, da hele huset sov, vækkede hanen hønen og hentede ægget, som de spiste. Skallerne kastede de ud på skorstenen. Så tog de synålen, som sov endnu, og stak den ned i værtens stol, knappenålen satte de i hans håndklæde, og så fløj de uden videre over heden. Anden, der plejede at sove i fri luft, og var blevet ude i gården, hørte dem baske af sted, og kom nu også på benene. Den fandt en bæk lige i nærheden og svømmede af sted, og det gik jo rigtignok hurtigere end med vognen. Et par timer efter kom værten ud af fjerene, vaskede sig og tog håndklædet for at tørre sig. Så fik han knappenålen op i ansigtet, og den rev en lang rød stribe fra det ene øre til det andet. Han gik nu ud i køkkenet for at tænde sin pibe ved skorstenen, så fløj æggeskallerne ham op i ansigtet. "Jeg skal da også hele tiden komme galt af sted med mit hovede i dag," tænkte han, og ærgerlig smed han sig på en stol. Men han kom op igen i en fart, for synålen havde stukket ham endnu værre, og det var ikke i hovedet. Han var ude af sig selv af vrede og begyndte at fatte mistanke til de gæster, der var kommet så sent i går aftes, og da han skulle se efter dem, var de jo væk for længe siden. Så bandede han på aldrig mere at modtage sådan noget pak, som æder og drikker uden at betale og ovenikøbet laver skarnsstykker til tak.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

De tolv brødre

Der var engang en konge og en dronning, som levede lykkeligt med hinanden. De havde tolv børn, men det var drenge allesammen. En dag sagde kongen til sin kone: "Hvis det trettende barn, du føder, bliver en pige, skal de tolv drenge dræbes, for at hun kan få hele kongeriget." Han lod straks lave tolv kister, og der blev lagt høvlspåner i dem og puder, som de døde skulle ligge på. Så lod han dem stille ind i en stue, låsede døren og gav dronningen nøglen, men forbød hende at tale til nogen derom.
Dronningen sad hele dagen og sørgede, og hendes yngste søn, der hed Benjamin efter bibelen og altid var hos hende, spurgte hende da: "Hvorfor er du så bedrøvet, lille mor?" - "Mit elskede barn," svarede hun, "jeg tør ikke sige det." Men han lod hende ikke have fred, før hun gik hen og lukkede stuen op og viste ham de tolv kister med høvlspånerne. Så sagde hun: "Kære Benjamin, disse kister har din far ladet lave til dig og dine elleve brødre, og hvis jeg føder en datter, skal I allesammen dræbes og lægges deri og begraves." Hun græd, mens hun fortalte det, men drengen trøstede hende og sagde: "Du skal ikke græde, lille mor, vi skal nok klare os, vi løber vores vej." Men dronningen sagde: "Du skal tage dine elleve brødre med dig ud i skoven. Der skal en af jer kravle op i det højeste træ, I kan finde, og holde udkig efter tårnet her på slottet. Hvis jeg føder en dreng, hejser jeg en hvid fane, og så skal I komme hjem igen, men føder jeg en pige, hejser jeg en rød fane, og så skal I flygte, så hurtigt I kan. Den gode Gud vil nok beskytte jer. Hver nat vil jeg stå op og bede for jer, om vinteren beder jeg, at I må have ild til at varme jer ved, og om sommeren, at heden ikke må plage jer."
Hun velsignede sine sønner, og de gik ud i skoven. De skiftedes nu til at sidde oppe i den højeste eg og holde udkig efter tårnet. Da elleve dage var gået, og det var Benjamins tur, så han at her blev hejset en fane op, men det var det røde blodbanner, der forkyndte, at de allesammen skulle dø. Da brødrene hørte det, blev de rasende og råbte: "Vi vil ikke dø for en piges skyld. Vi sværger, at vi vil hævne os. Hvor vi møder en pige, skal hendes røde blod flyde."
De gik dybere ind i skoven og langt, langt inde, hvor der var allermørkest fandt de et lille forladt hus. "Her vil vi bo," sagde den ældste, "Benjamin er den yngste og svageste, han skal blive hjemme og passe huset. Vi andre må se at skaffe føden." De drog så ud i skoven og skød harer og rådyr og fugle, og hvad de kunne få ram på, og bragte det hjem til Benjamin, der lavede det til, så de kunne spise sig mætte. I ti år boede de nu i det lille hus, og tiden faldt dem aldrig lang.
Imidlertid var den lille pige, som dronningen havde født, vokset op. Hun havde et godt hjerte og et smukt ansigt, og midt i panden havde hun en guldstjerne. Engang, da de havde storvask på slottet, fandt hun mellem tøjet tolv drengeskjorter og spurgte sin moder: "Hvem tilhører disse tolv skjorter, de er da altfor små til far." - "De tilhører dine tolv brødre, kære barn," svarede hendes moder bedrøvet. "Hvor er de da henne, dem har jeg jo aldrig hørt noget om," sagde pigen. Og dronningen svarede: "Kun Gud ved, hvor de er. De vandrer omkring ude i den vide verden." Hun tog nu pigen med sig op i stuen med de tolv kister. "Disse kister var bestemt til dine brødre," sagde hun, "men drengene løb hemmeligt deres vej, inden du blev født," og så fortalte hun, hvordan det altsammen var gåeftil. Pigen trøstede hende og sagde: "Du skal ikke græde, kære mor. Jeg vil gå ud og søge efter mine brødre."
Hun tog de tolv skjorter med og begav sig på vej. Hun kom netop til den store skov og gik hele dagen i den. Om aftenen kom hun til det lille hus. Hun gik derind og traf en dreng, som spurgte: "Hvordan kommer du her? Hvor skal du hen?" Han var forbavset over, at hun var så smuk og klædt som en prinsesse med en stjerne i panden. "Jeg er en kongedatter," svarede hun, "jeg søger efter mine tolv brødre, og jeg vil gå, så længe jeg har himlen over mig, lige til jeg finder dem." Hun viste ham også de tolv skjorter, hun havde taget med. Da så Benjamin, at det var hans søster, og sagde: "Jeg er Benjamin, din yngste bror." De græd begge to af glæde og omfavnede og kyssede hinanden. Men så sagde han: "Nu er der kun en ting i vejen, lille søster. Vi har aftalt at dræbe alle de piger vi traf på vor vej, fordi det var en piges skyld, at vi måtte forlade vort rige." - "Jeg vil gerne dø," svarede hun, "hvis jeg kan frelse mine brødre derved." - "Nej," sagde Benjamin, "du skal ikke dø. Kryb ind under dette kar, og bliv der, til vores brødre kommer hjem, så skal jeg nok tale med dem." Det gjorde hun. Da det blev mørkt, kom de andre hjem fra jagten, og maden stod færdig og ventede på dem. Mens de sad ved bordet og spiste og drak, spurgte de: "Er der ikke noget nyt at fortælle?" - "Ved I ikke noget?" spurgte Benjamin. "Nej," svarede de. "I har været i skoven," sagde han, "og jeg har siddet hjemme og ved dog mere end I." - "Fortæl os det," råbte de. "Lover I mig så, at I vil lade være med at dræbe den første pige, I møder?" spurgte Benjamin. "Ja," råbte de allesammen, "hun skal få lov til at beholde livet. Fortæl os nu bare, hvad du ved." Benjamin rejste sig og gik hen til karret og løftede det op. "Her er vores søster," sagde han. Kongedatteren kom frem i sine kongelige klæder med guldstjernen på panden og så så smuk og god ud, at de allesammen straks kom til at holde af hende og omfavnede og kyssede hende.
Hun blev nu hjemme hos Benjamin og hjalp ham. De elleve brødre drog ud i skoven og fangede rådyr og fugle for at de kunne få noget at leve af, og søsteren og Benjamin lavede det til. Hun samlede brænde og urter og satte gryden over ilden, så maden altid var færdig i rette tid. Hun holdt huset i orden og redte sengene bløde og hvide, og brødrene var stadig tilfredse og levede i den største enighed.
En dag havde de to derhjemme lavet dejlig mad, og da de andre kom hjem, satte de sig til bords og spiste og drak. Ved siden af huset var der en lille have, hvori der stod tolv liljer, og da pigen gerne ville gøre sine brødre en glæde, gik hun ud for at plukke de tolv blomster for at give dem hver en, når de havde spist. Men i samme nu, hun plukkede dem, blev de tolv brødre forvandlede til ravne og fløj skrigende henover skoven. Huset og haven var også forsvundet. Nu var den stakkels pige helt alene i den store skov. Da hun vendte sig om, så hun, at der stod en gammel kone, som rystede på hovedet og sagde: "Barn, barn, hvad har du gjort? Nu er de for evig tid forvandlede til ravne." - "Kan jeg slet ikke gøre noget for at frelse dem," spurgte pigen grædende. "Nej," sagde den gamle, "der er kun en eneste ting, der kan redde dem, men det er så svært, det kan du ikke gøre. I syv år må du hverken tale eller le, og hvis du siger et eneste ord, og der mangler blot et sekund i de syv år, er det altsammen forgæves, og dine brødre må dø."
Men pigen tænkte: "Jeg vil frelse mine brødre." Hun klatrede så op i et højt træ og sad der og spandt og spandt og sagde ikke et ord og lo aldrig. Nu hændte det en gang, at en konge drog på jagt i skoven. Han havde en stor hund med, og den løb hen til træet, hvor pigen sad, snusede til det og sprang rundt om det og gøede. Kongen red derhen og så den smukke kongedatter med guldstjernen på panden. Han blev så betaget af hendes skønhed, at han råbte til hende, om hun ville være hans dronning. Hun svarede ikke, men nikkede blot. Han klatrede så selv op i træet, bar hende ned, satte hende foran sig på hesten og red hjem med hende. Brylluppet blev fejret med pomp og pragt, men bruden hverken talte eller lo. Da de havde levet lykkeligt med hinanden nogle år, begyndte kongens onde stedmor at bagtale den unge dronning og sagde til kongen: "Det er en simpel tiggertøs, du har taget med dig. Hvem ved, hvad for ugudelige ting hun hemmeligt foretager sig. Selv om hun ikke kan tale, kunne hun dog le engang imellem. Den, der aldrig ler, har en ond samvittighed." Kongen ville først ikke høre på hende, men den gamle blev så længe ved og beskyldte dronningen for så mange slemme ting, at han til sidst lod sig overtale og dømte hende til døden.
Der blev nu rejst et stort bål i gården, og der skulle hun brændes. Kongen stod oppe i vinduet og så til med tårer i øjnene, for han elskede hende endnu. Men lige i det øjeblik, hun blev bundet fast til pælen, og de røde flammer begyndte at slikke op ad hende, var det sidste sekund af de syv år forbi. Der hørtes en susen i luften, tolv ravne kom trækkende og dalede ned. Da de berørte jorden, forvandledes de til de tolv brødre, som hun havde frelst. De rev bålet ned, slukkede ilden, befriede deres kære søster og omfavnede og kyssede hende. Og nu, da hun atter kunne tale, fortalte hun kongen, hvorfor hun havde været stum og aldrig havde let. Kongen blev så glad, da han fik at vide, at hun var uskyldig, og de levede lykkeligt sammen til deres død. Den onde stedmor blev stillet for domstolen og puttet i et fad med kogende olie og giftige slanger og omkom ynkeligt.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Den underlige spillemand

Der var en gang en spillemand, som gik ganske alene gennem en stor skov. Han gik i sine egne tanker, men til sidst begyndte han at kede sig og tænkte: "Tiden falder mig alligevel lidt lang nu. Jeg vil se, om jeg ikke kan få fat på en kammerat." Han tog så sin violin og begyndte at spille, så det klang gennem skoven. Lidt efter kom en ulv travende gennem krattet. "Den har jeg rigtignok ikke længtes efter," tænkte spillemanden, da han så den, men ulven sagde: "Hvor du dog spiller dejligt, spillemand, den kunst ville jeg rigtignok gerne lære." - "Det er nemt nok," svarede spillemanden, "men så må du gøre alt, hvad jeg siger." - "Jeg vil adlyde dig som en lærling sin mester," svarede ulven. Spillemanden sagde så, at den skulle følge med ham, og da de havde gået en lille tid, kom de til en gammel eg, der var hul og helt revnet. "Hvis du vil lære at spille, skal du lægge dine poter i denne revne," sagde spillemanden. Ulven gjorde det, men spillemanden tog hurtig en stor sten og klemte træet så fast sammen, at ulven ikke kunne slippe løs. "Vent der, til jeg kommer tilbage," sagde han, og gik sin vej.
Nogen tid efter tænkte han igen: "Det keder mig at gå her alene. Jeg vil se at få fat på en kammerat," og han begyndte igen at spille på sin violin. Et øjeblik efter så han en ræv komme luskende mellem træerne. "Åh, det er en ræv," tænkte han, "den har jeg rigtignok ikke længtes efter." Den kom nu hen til ham og sagde: "Hvor du spiller kønt. Bare jeg kunne lære det." - "Det er nemt nok," svarede spillemanden, "du skal bare gøre alt, hvad jeg siger." - "Jeg vil adlyde dig som lærlingen sin mester," svarede ræven. "Kom så med," sagde spillemanden, og da de havde gået lidt, kom de til en sti med højt krat på begge sider. "Giv mig så din venstre pote, hvis du vil lære noget," sagde spillemanden. Ræven gjorde det, og han bandt den nu fast til en gren på den ene side af vejen. "Giv mig så den højre," sagde han, og bandt den fast på den anden side. Og da han havde bundet det rigtig stramt, gav han slip, grenene for op, og der hang ræven og dinglede. "Vent der, til jeg kommer igen," sagde han og gik videre.
Nogen tid efter tænkte han igen: "Det bliver alligevel lidt kedeligt at gå her alene. Jeg vil se at få fat på en kammerat." Han tog atter sin violin og gav sig til at spille, og et øjeblik efter kom en hare springende. "Det var rigtignok ikke den, jeg mente," tænkte han. "Hvor du dog spiller dejligt," sagde haren, "bare jeg kunne lære det." - "Det er såmænd let nok," svarede spillemanden, "du skal bare gøre alt, hvad jeg siger til dig." - "Jeg vil adlyde dig som en lærling sin mester," sagde haren. De gik nu videre til de kom til en åben plads, bevokset med popler. Spillemanden bandt et stykke sejlgarn om halsen på haren og bandt den anden ende fast til et træ. "Løb nu tyve gange rundt om træet," sagde spillemanden. Haren gjorde det, men blev sådan viklet ind i snoren, at den ikke kunne komme løs igen, og når den trak i den, skar den den i halsen. "Vent der, til jeg kommer tilbage," sagde spillemanden og gik videre.
Imidlertid havde ulven arbejdet så længe, at den havde kunnet trække poterne ud af revnen, og den styrtede nu rasende af sted efter spillemanden, for at kaste sig over ham og flå ham. Da ræven så den, begyndte den at skrige af alle kræfter: "Kom og hjælp mig, broder ulv, spillemanden har narret mig." Ulven trak træerne ned, bed snorene over og løste ræven, og de løb nu begge to af sted for at hævne sig på spillemanden. De kom også forbi haren og befriede den, og gik nu alle tre på jagt efter deres fjende.
Spillemanden havde imidlertid endnu en gang ladet violinens toner klinge, og nu havde han mere held med sig. Musikken var trængt hen til en fattig brændehugger, og enten han ville eller ej, måtte han holde op med arbejdet og kom nu gående med øksen under armen. "Der kommer den rigtige," tænkte spillemanden, "det er et menneske og ikke vilde dyr, jeg har kaldt på." Han spillede nu så dejligt, at den stakkels mand blev helt betaget, og hans bryst svulmede af glæde. Mens han stod der og lyttede kom ulven, ræven og haren farende, og han kunne nok se, at de havde ondt i sinde. Da løftede han sin blinkende økse og stillede sig foran spillemanden, som om han ville sige: "Den, der vil gøre ham fortræd, får med mig at bestille." Dyrene blev bange og løb ind i skoven igen. Men spillemanden spillede endnu længe for manden til tak, inden han drog videre.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Den gode handel

Der var engang en bonde, som havde drevet sin ko til marked og solgt den for fem daler. På hjemvejen kom han forbi en dam, og allerede langt borte fra hørte han frøerne kvække: "Brekekeks, brekekeks." - "De snakker, som de har forstand til," sagde han, "det er fem, jeg har fået, og ikke seks." Og da han kom hen til vandet, råbte han: "I fæhoveder. Det er nu fem og ikke seks." Men frøerne blev ved med deres: "Brekekeks." - "Når I ikke vil tro det, skal jeg vise jer det," sagde han, tog pengene op af lommen og talte dem. Frøerne brød sig aldeles ikke om det, men blev ved med at råbe: "Brekekeks, brekekeks." - "Hold dog op," råbte bonden rasende, "værsgod, nu kan I selv tælle efter, siden I tror, I ved bedre end jeg." Derpå kastede han pengene ud i vandet. Han blev stående og ventede på, at han skulle få sine penge tilbage, men de påståelige frøer blev ved med deres brekekeks, og der kom ingen penge. Han ventede i flere timer, lige til det blev aften. Så måtte han jo hjem, men han skældte frøerne dygtigt ud og råbte: "I torskepander, I tossehoveder. I vræler, så man får hovedpine af at høre på det, men I kan ikke engang tælle fem daler. Tror I jeg har tid at vente på det smøleri." Derpå gik han sin vej, men frøerne blev ved at råbe "Brekekeks," og han ærgrede sig rigtigt over dem.
Nogen tid efter købte han en anden ko. Den slagtede han og beregnede nu, at hvis han kunne få kødet godt betalt, kunne han få lige så mange penge, som begge køerne var værd, og så havde han oven i købet skindet af den ene. Da han kom til byens port, løb der en stor flok hunde imod ham. Den største af dem sprang op ad ham, snusede til kødet og gøede. Da den ikke ville holde op, sagde bonden til den: "Ja, jeg kan jo nok mærke, at du vil have fat i kødet, men det blev nok en net historie, hvis jeg gav dig det." - "Vov vov," sagde hunden. "Vil du lade være med at spise det og også stå inde for dine kammerater," spurgte han. "Vov vov," svarede hunden. "Ja, når du lover mig det, må jeg vel give dig det," sagde bonden, "men inden tre dage vil jeg have pengene for det. Jeg ved nok, hvem du tilhører. Bring dem selv ud til mig, ellers skal det komme dig dyrt til at stå." Derpå pakkede han kødet ud, og hundene styrtede sig straks over det. "Nu tager de det nok alle sammen," tænkte bonden, "men den store må indestå mig for pengene."
Den tredie dag tænkte bonden: "I aften har jeg pengene i lommen," og han glædede sig allerede til det. Men der kom ingen og bragte ham dem. "Man kan da heller ikke stole på nogen," sagde han, og til sidst tabte han tålmodigheden og gik ind til byen og forlangte pengene af slagteren. Slagteren troede det var spøg, men bonden sagde: "Det er mit ramme alvor, jeg vil have mine penge. Har den store hund ikke for tre dage siden bragt jer en hel ko?" Da blev slagteren vred, greb et kosteskaft og jagede ham ud. "Vent du bare," sagde bonden, "der er dog noget, der hedder retfærdighed." Derpå gik han op på slottet og bad om at få kongen i tale. Han blev ført frem for kongen, der sad på tronen med sin datter, og spurgte, hvad han havde at beklage sig over. "Frøerne og hunden har stjålet fra mig," sagde han, "og nu har slagteren givet mig prygl derfor." Kongedatteren gav sig til at le højt, og kongen sagde: "Ja der kan j eg ikke skaffe dig ret, men j eg vil give dig min datter til kone. Det er første gang, jeg har hørt hende le, og jeg har lovet, at den der fik hende til det, skulle blive gift med hende." - "Mange tak," svarede bonden, "men jeg har rigtignok en kone i forvejen, og det er såmænd mere end nok. Hun gør det virkelig broget nok for mig." - "Du er en uforskammet karl," sagde kongen vredt. "Åh, herre konge," svarede bonden, "hvad kan man forlange af en stud andet end et brøl." - "Vent lidt," sagde kongen, "du skal få en anden belønning. Gå din vej nu, men kom igen om tre dage. Så skal du få femhundrede."
Da bonden kom ud, sagde skildvagten til ham: "Du får nok noget godt, når du har fået kongedatteren til at le." - "Ja det tror jeg," svarede bonden, "femhundrede daler, får jeg." - "Hvad vil du med alle de penge?" sagde soldaten "giv mig nogle af dem." - "Ja ja, siden det er dig," svarede bonden, "om tre dage kan du melde dig hos kongen og bede om de to hundrede." En jøde, der havde hørt, hvad han fortalte, løb hen til ham og sagde: "I er rigtignok en lykkens yndling. Men hvad vil I med alle de store dalere? Skal jeg ikke veksle dem for jer." - "Jeg har trehundrede tilbage," sagde bonden, "giv mig dem så straks. Du kan få dem hos kongen om tre dage." Jøden blev glad og betalte ham pengene i gamle skillinger, hvoraf tre var så meget værd som to nye. Efter tre dages forløb gik bonden igen op til kongen. "Træk trøjen af ham," sagde han, "så skal han få de femhundrede." - "Det er ikke mig der skal have dem," sagde bonden, "tohundrede har jeg lovet skildvagten herudenfor, og resten har jeg fået vekslet hos en jøde." Imidlertid kom soldaten og jøden og forlangte at få, hvad bonden havde lovet dem. Kongen lod så hente en tamp, og soldaten fik først tohundrede af de slag, som han havde tiltænkt bonden. Han fandt sig tålmodig i det - han havde nok prøvet det før - men jøden jamrede og skreg: "Av, av, sikke hårde dalere." Kongen lo ad bonden og var ikke mere vred på ham. "Nu har du jo ingen belønning fået," sagde han, "men det skal du nok få erstatning for. Gå ind i mit skatkammer og tag så mange penge, du vil." Det lod bonden sig ikke sige to gange, men stoppede så meget i sine store lommer, som han på nogen måde kunne. Så gik han ned på kroen og gav sig til tælle sine penge. Jøden havde listet sig bagefter ham og lyttede nu efter, hvad han sad og snakkede med sig selv om. "Den lurendrejer af en konge har nok narret mig alligevel," hørte han ham sige, "han havde vel nok selv kunnet give mig pengene. Nu ved jeg jo slet ikke, om alt dette her, som jeg har taget på må og få, er noget værd." - "Gud fri os," tænkte jøden, "det er rigtignok nydeligt, som han taler om kongen. Det må jeg op på slottet og fortælle, så får jeg nok en belønning, og han bliver straffet." Kongen blev rasende, da han hørte, hvad bonden havde sagt, og befalede jøden at bringe synderen op på slottet. Jøden skyndte sig ned til bonden og sagde: "I skal på stående fod komme op til kongen." - "Tøv lidt," sagde bonden, "jeg ved nok, hvad der passer sig. Jeg må først have syet mig en anden frakke. Tror I en mand, der har så mange penge på lommen, går til kongen i de pjalter." Da jøden så, at han ikke kunne få bonden med i det tøj og var bange for, at kongens vrede skulle gå over, sagde han: "Hvad gør man ikke for sine venner. Jeg vil låne jer en pæn frakke." Det tog bonden imod, trak jødens frakke på og gik op på slottet. Kongen bebrejdede ham nu hans utaknemmelige opførsel. "En jøde siger ikke et sandt ord," sagde bonden, "det kunne såmænd gerne falde den fyr ind at sige, det var hans frakke, jeg havde på." - "Hvad for noget," råbte jøden, "er det ikke min frakke. Jeg har jo lånt Jer den af det bare venskab, for at I kunne være pænt klædt på, når I skulle op på slottet." Da kongen hørte det, sagde han: "Enten har jøden narret bonden eller mig," og så lod han ham give endnu flere af de hårde dalere. Men bonden gik hjem i sin gode frakke og med alle sine penge i lommen og tænkte: "Denne gang har jeg rigtignok båret mig klogt ad."
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Den tro Johannes

Der var en gang en gammel konge, som var meget syg. Da han troede, han skulle dø, sagde han: "Lad den tro Johannes komme ind til mig." Den tro Johannes var hans kæreste tjener og blev kaldt sådan, fordi han havde været ham tro, så længe han levede. Han kom nu ind til kongen, der sagde til ham: "Min tro Johannes, jeg føler, at jeg snart skal dø. Jeg er kun bekymret for min søn, han er endnu så ung, at han ikke kan råde sig selv. Vil du love mig, at tage dig af ham og være en fader for ham, så kan jeg lukke mine øjne i fred." Den tro Johannes svarede: "Jeg vil aldrig forlade ham, og jeg skal være ham tro, om det så skalkoste mit liv." - "Så kan jeg dø rolig," sagde den gamle konge. "Når jeg er død, skal du vise ham hele slottet og alle de skatte, der er gemt derinde, men du må ikke vise ham det bageste værelse i den lange gang, det, hvor billedet af kongedatteren fra det gyldne tag hænger. Hvis han får det billede at se, vil han blive dødelig forelsket i hende og falde i afmagt. Og han vil komme i store farer for hendes skyld, så det må du love mig, at passe godt på." Da den tro Johannes havde givet ham hånden på det, lagde den gamle konge hovedet tilbage på puden og døde.
Da han var begravet fortalte tjeneren den unge konge, hvad han havde lovet hans fader på dødslejet. "Og jeg vil holde mit løfte og være dig tro, om det så skal koste mit liv," sagde han. Da sørgetiden var forbi, sagde den tro Johannes: "Nu er det på tiden, at du får din arv at se. Kom, så skal jeg vise dig slottet." Derpå førte han ham omkring overalt og viste ham de pragtfulde sale med kostbare skatte; kun det ene værelse, hvor det farlige billede stod, lod han ham ikke se. Billedet var hængt således, at man havde det lige for sig, når man åbnede døren. Der kunne ikke tænkes noget skønnere, det var så dejlig malet, at det så ud, som det var levende. Den unge konge mærkede, at den tro Johannes sprang en dør over og spurgte: "Hvorfor lukker du ikke den dør op?" - "Der er noget derinde, som vil gøre dig fortræd," svarede Johannes. Men kongen sagde: "Nu har jeg set hele slottet, og jeg vil også vide, hvad der er derinde." Derpå gik han hen og ville åbne døren med magt. Den tro Johannes holdt ham tilbage og sagde: "Jeg har lovet din far, før han døde, at du ikke skulle se, hvad der var i det værelse. Det vil blive til ulykke for os begge to." - "Nej, vist ikke," sagde kongen, "men hvis jeg ikke kommer derind, vil jeg hverken have ro dag eller nat. Jeg går ikke herfra, før du har lukket op."
Da så den tro Johannes, at der ikke var noget at gøre ved det, og tung om hjertet tog han nøglen frem. Da han havde åbnet døren, gik han selv først ind og havde i sinde at stå foran billedet og skjule det, men kongen stillede sig på tæerne og kiggede over hans skulder. Og da han så den dejlige jomfru, faldt han besvimet om på gulvet. Den tro Johannes løftede ham op og bar ham ind i hans seng, mens han bedrøvet tænkte: "Nu er ulykken sket. Herre Gud, hvad skal der dog blive af os." Derpå gav han kongen vin at drikke, så han kom til sig selv igen. "Hvem forestiller det vidunderlige billede?" var det første han sagde. "Det er kongedatteren fra det gyldne tag," svarede den tro Johannes. "Hvis hvert blad på træerne var en tunge, kunne de dog ikke sige, hvor stor min kærlighed er," sagde den unge konge. "Jeg vil sætte livet ind på at vinde hende. Og du, min tro Johannes du må hjælpe mig."
Den tro tjener grundede længe over, hvordan de skulle bære sig ad, for han tænkte, det ville være en vanskelig sag blot at få adgang til kongedatteren. Endelig mente han, han havde fundet ud af det, og sagde til kongen: "Alt, hvad der omgiver hende, er af guld, borde og stole og fade og bægre. I dit skattekammer er der fem tønder guld. Deraf skal du lade en guldsmed forarbejde en hel mængde kar og fugle og mærkelige dyr. Det vil hun nok synes om, og så tager vi af sted med tingene og prøver vor lykke." Kongen sendte nu bud til alle guldsmede i landet, og de måtte arbejde dag og nat for at få tingene færdige. Derpå blev det altsammen læsset på et skib, og kongen og den tro Johannes klædte sig ud som købmænd, så man slet ikke kunne kende dem. Så sejlede de af sted over havet, til de nåede den by, hvor kongedatteren fra det gyldne tag boede.
Den tro Johannes sagde, at kongen skulle blive nede på skibet, og vente på ham. "Måske bringer jeg kongedatteren med," sagde han, "sørg for, at alt er i orden, lad guldtingene stille op og hele skibet smykke." Derpå tog han nogle guldsager med sig i land og gik lige hen til slottet. Da han kom ind i gården, stod der en smuk pige ved brønden og øste vand i to guldspande. Da hun var færdig og vendte sig om for at bære det blinkende vand bort, så hun, at der stod en fremmed mand, og spurgte, hvem han var. "Jeg er købmand," sagde han, og viste hende nogle af sine guldsager. "Nej, sikke dejlige ting," udbrød hun og satte spandene fra sig og så på det ene efter det andet. "Det skulle kongedatteren se," sagde hun, "hun holder så meget af guld. Hun købte det nok altsammen." Hun tog ham så i hånden for at føre ham til prinsessen, for hun var kammerjomfru. Kongedatteren blev meget glad og sagde: "Hvor det er smukt. Jeg vil købe det altsammen." - "Jeg er kun tjener hos en rig købmand," sagde den tro Johannes, "det, som jeg har her, er ingenting imod det, min herre har nede på sit skib. Det er det dejligste, der nogensinde er lavet af guld." Prinsessen ville da have det altsammen bragt derop, men han sagde: "Det vil vare mange dage, for der er så meget, at I ikke engang vil have plads til det i alle jeres sale." Hun blev da så nysgerrig, at hun sagde: "Tag mig med ned på skibet, så jeg kan få alle din herres skatte at se."
Den tro Johannes fulgte glad prinsessen derned, og kongen troede, hans hjerte skulle briste, da han så hende lyslevende, hundrede gange dejligere end på billedet. Han førte hende nu rundt, mens den tro Johannes blev oppe på dækket hos styrmanden og befalede ham at støde fra land. "Sæt alle sejl til," sagde han, "så flyver vi som fuglen i luften." Imidlertid viste kongen prinsessen alt guldtøjet, hvert eneste bæger og fad og alle fuglene og de mærkelige dyr. Det varede flere timer, og kongedatteren morede sig så godt, at hun aldeles ikke mærkede, at de sejlede. Da hun havde set det altsammen, takkede hun købmanden og ville køre hjem, men da hun kom op på dækket, så hun, at de sejlede i rum sø for fulde sejl. Hun blev forfærdet og råbte: "Jeg er blevet bedraget. Jeg vil hellere dø end være i en købmands magt." Kongen greb hendes hånd og sagde: "Jeg er ingen købmand, men en konge, og min slægt er ikke ringere end din. Det er kun på grund af min store kærlighed, at jeg har bortført dig. Blot ved at se dit billede, faldt jeg i afmagt." Da kongedatteren hørte det, blev hun beroliget, og kom straks til at synes så godt om ham, at hun lovede at gifte sig med ham.
De sejlede nu videre over havet, og en dag, da den tro Johannes sad i forstavnen og sang, så han tre ravne komme flyvende. Han holdt nu op med at synge for at høre, hvad de talte om, for han forstod fuglenes sprog. "Se der," skreg den ene," der sejler han med kongedatteren fra det gyldne tag." - "Javel," svarede den anden, "men han har hende ikke endnu." - "Han har hende dog hos sig på skibet," sagde den tredie. "Hvad hjælper det," skreg den første. "Når han går i land, kommer der en rød fuks springende hen imod ham. Den svinger han sig op på, og så sprænger den af sted med ham gennem luften, og han ser aldrig sin brud igen." - " Kan han ikke frelses?" spurgte den anden. "Jo, hvis en anden i en fart tager den bøsse, der er stukket ind i grimen, og skyder hesten, så er kongen reddet. Men det er der ingen derved. Og hvis der er nogen, som ved det og siger det til ham, bliver den, der har sagt det, forvandet til sten fra fodsålen til knæet." - "Jeg ved mere endnu," sagde den anden, "selv om hesten bliver dræbt, får kongen dog ikke lov til at beholde sin brud. Når de kommer hjem til hans slot, ligger der en bryllupskjorte, der ser ud, som den var lavet af guld og sølv, men den er af svovl og beg, og hvis han tager den på, brænder den ham op til marv og ben." - "Kan han ikke frelses?" spurgte den tredie. "Jo han kan," svarede den anden, "hvis en anden tager handsker på og kaster skjorten i ilden, er kongen reddet. Men hvad kan det nytte! Den der siger det til ham, bliver forvandlet til sten fra knæene til hjertet." - "Jeg ved mere endnu," sagde den tredie, "selv om skjorten bliver brændt, beholder kongen ikke sin brud. På bryllupsdagen vil den unge dronning midt under dansen blegne og falde om som død. Og hvis der ikke er en, som løfter hende op og suger tre dråber blod af hendes højre bryst og spytter dem ud igen, må hun dø. Og den, der ved det og fortæller det, bliver forvandlet til sten fra hoved til fod." Da ravnene havde fortalt dette, fløj de videre. Den tro Johannes havde forstået det altsammen, og fra nu af var han stille og bedrøvet. Hvis han ikke fortalte sin unge konge, hvad han havde hørt, gjorde han ham ulykkelig, og sagde han det, måtte han selv dø. Men han tænkte dog: "Jeg vil redde min herre, om jeg end selv skal gå til grunde derved."
Da de steg i land, gik det, som ravnene havde sagt, øjeblikkelig kom en dejlig, rød ganger springende. "Den skal bære mig til mit slot," sagde kongen og ville svinge sig op på den, men den tro Johannes kom ham i forkøbet, sprang hurtig op på hesten, tog bøssen og skød dyret ned. "Hvor det er skammeligt," sagde de andre tjenere, der var misundelige på Johannes, "tænk at dræbe det dejlige dyr, som kongen skulle ride hjem på." Men kongen sagde: "Ingen må gøre ham noget. Han er min tro Johannes, og man kan ikke vide, hvad det kan være godt for." De gik nu ind i slottet, og der lå bryllupskjorten i en sal og så ud, som om den var af guld og sølv. Kongen ville tage den, men den tro Johannes skød ham bort, tog handsker på og kastede den i ilden. De andre tjenere knurrede og sagde: "Nu brænder han ovenikøbet kongens bryllupskjorte." Men kongen sagde: "Man kan ikke vide, hvad det er godt for. Lad ham gå i fred, han er min tro Johannes." Nu blev brylluppet fejret, og dansen begyndte. Bruden dansede også, men på en gang blev hun ligbleg og faldt om som død. Da sprang den tro Johannes hurtig frem, løftede hende op og bar hende ind i et værelse. Der lagde han sig på knæ, sugede tre bloddråber af hendes højre bryst og spyttede dem ud. Straks begyndte hun at ånde og kom til sig selv igen. Kongen, der havde set det hele og ikke kunne begribe, hvad det skulle betyde, blev vred og råbte: "Kast ham straks i fængsel." Den næste morgen blev den tro Johannes stillet for domstolen og dømt til at hænges. Da han var bleven ført til galgen og tovet skulle lægges om hans hals, sagde han: "Enhver, der skal dø, har lov til at tale først. Har jeg også ret dertil?" - "Det må du have lov til," svarede kongen. "Jeg er bleven uretfærdig dømt, jeg har altid været trofast," sagde den tro Johannes da. Og nu fortalte han, hvad ravnene havde sagt, og at han havde gjort det altsammen for at frelse sin herre. "Før ham ned, før min tro Johannes ned," råbte kongen. Men da den tro Johannes havde sagt det sidste ord, faldt han livløs ned og var bleven forvandlet til sten.
Kongen og dronningen var dybt bedrøvede. "Så slet har jeg lønnet så stor en troskab," sagde kongen. Han lod stenfiguren løfte op og bære ind i sit sovekammer og stille ved sin seng. Hver gang han så på den, græd han og sagde: "Kunne jeg dog blot gøre dig levende igen, min tro Johannes." Nogen tid efter fødte dronningen to sønner, og de voksede op og var dem til glæde. En dag, da dronningen var i kirke, og kongen sad og legede med sine børn, så han igen på stenfiguren og sagde: "Kunne jeg dog blot gøre dig levende igen, min tro Johannes." Da begyndte stenen at tale og sagde: "Hvis du vil ofre det, der er dig kærest i verden, kan jeg blive levende igen." - "Der er ikke den ting, jeg ikke vil gøre for din skyld," sagde kongen. "Hvis du med egne hænder vil hugge hovederne af dine børn og stryge deres varme blod over mig," sagde stenen, " så giver du mig livet tilbage." Kongen blev forfærdet, men tænkte på, at den tro Johannes var død for hans skyld, tog sit sværd og huggede hovederne af sine egne børn. Og da han havde smurt stenen over med blodet, stod den tro Johannes lyslevende for ham. "Jeg skal lønne din kærlighed," sagde han til kongen, tog børnenes hoveder, satte dem på kroppene og strøg blod henover dem. I samme nu blev de levende igen og legede videre, som om der ikke var sket noget. Kongen var ude af sig selv af glæde, og da han så dronningen komme, skjulte han den tro Johannes og børnene i et stort skab. "Har du bedt i kirken?" spurgte han, dahunkomind. "Ja," svarede hun, "men jeghar hele tiden tænkt på den tro Johannes, der er bleven så ulykkelig." Da sagde han: "Kære kone, vi kan give ham livet tilbage, men vi må ofre begge vore sønner." Dronningen blegnede, og hendes hjerte fyldtes med sorg, men hun sagde: "Vi skylder ham det for hans store troskab." Han blev glad over, at hun tænkte ligesom han, hentede børnene og den tro Johannes og sagde: "Gud være lovet, han er frelst og vore sønner også," og han fortalte hende nu, hvordan det hele var gået til. Og nu levede de lykkelige med hinanden til deres dages ende.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Ulven og de syv gedekid

En gang var der en gammel ged, som havde syv små kid, og dem holdt den så meget af, som en moder kan holde af sine børn. En dag, da den ville gå ind i skoven og hente føde, kaldte den på dem alle syv og sagde: "Nu skal jeg ud i skoven, lille børn. Kan I nu passe godt på, at ulven ikke kommer herind, mens jeg er borte, for ellers æder den jer med hud og hår. Den slemme fyr forstiller sig tit, men man kan altid kende den på dens grove stemme og sorte fødder." Kiddene lovede at tage sig i agt, og den gamle gik rolig sin vej.
Kort efter var der en, som bankede på døren og råbte: "Luk op, kære børn, her kommer jeres mor hjem med noget rigtig godt til jer." Men gedekiddene kunne høre på den grove stemme, at det var ulven. "Vi lukker ikke op," råbte de, "du er slet ikke vores mor. Hun har en mild stemme og din stemme er så grov. Du er ulven." Ulven gik da hen til en købmand og købte et stort stykke kridt, som den spiste, og så blev dens stemme ganske tynd og blid. Den gik nu igen hen og bankede på og råbte: "Luk op, kære børn, her er jeres mor med noget godt til jer allesammen." Men kiddene så på de sorte poter, som ulven havde lagt op i vinduet, og råbte: "Nej, vi lukker ikke op. Vores mor har ikke sådan sorte poter. Du er ulven." Ulven løb da hen til en bager og sagde: "Jeg har stødt min fod, vil du ikke nok smøre lidt dej på den." Bageren gjorde det, og så løb den hen til mølleren og bad ham strø hvidt mel derpå. Mølleren, der tænkte, at ulven ville narre en eller anden, sagde først nej, men da ulven truede ham med, at den ville æde ham, blev han bange, og gjorde som den bad om. Sådan er menneskene.
Nu gik den slemme ulv for tredie gang hen til gedekiddene og bankede på. "Luk op, lille børn," sagde den, "her er jeres mor med mad til jer alle syv." - "Vis os først dine poter, så vi kan se, om det er sandt," råbte kiddene. Ulven lagde poten op i vinduet, og da de så, at den var hvid, gik en af dem hen og lukkede døren op. Og så kom ulven ind. De blev forfærdelig bange og prøvede på at skjule sig. Den ene krøb under bordet, den anden sprang op i sengen, den tredie ind i kakkelovnen, den fjerde løb ud i køkkenet, den femte ind i skabet, den sjette krøb under vaskebordet og den syvende ind i urkassen. Men ulven fandt de seks og gjorde ikke mange omstændigheder, men slugte den ene efter den anden. Kun den mindste, der sad inde i uret, fandt den ikke. Da den nu havde fået sin sult stillet, sjokkede den af sted og lagde sig til at sove under et træ ude på engen.
Kort tid efter kom den gamle ged hjem. Døren stod på vid gab, stole, borde og bænke var væltet imellem hinanden, skårene af vandfadet lå strøet på gulvet og lagner og puder var revet ud af sengen. Hun gav sig til at søge efter sine børn, men de var jo intet steds at finde. Hun kaldte på dem, den ene efter den anden, men ingen svarede. Da hun kom til den sidste, var der endelig en tynd lille stemme, der sagde: "Jeg sidder herinde i uret, lille mor." Hun hjalp den straks ud, og den fortalte nu, hvordan ulven var kommet og havde spist alle de andre. Den stakkels mor gav sig til at græde, fordi hun havde mistet sine seks små børn.
Lidt efter gik hun udenfor, og det yngste lille kid gik med hende. Da de kom ud på engen, fik de øje på ulven, der lå og snorkede, så grenene rystede. Hun så på den fra alle sider og kunne se, at der var noget, der rørte sig inde i maven på den. "Gode Gud," tænke hun, "skulle mine børn være levende endnu." I en fart fik hun det lille gedekid sendt hjem for at hente en saks og nål og tråd. Derpå begyndte hun at klippe uhyrets mave op, og hun var næppe begyndt, før det ene kid stak hovedet frem. Hun klippede videre og efterhånden sprang alle seks spillevende ud. De havde ikke taget den mindste skade, for ulven havde været så grådig, at den havde slugt dem hele. Der blev rigtignok glæde! De omfavnede deres mor og hoppede rundt om hende, men hun sagde til dem: "Gå hen og find nogle kampestene. Dem lægger vi så i maven på den stygge ulv, mens den ligger og sover." Gedekiddene skyndte sig at slæbe sten derhen og puttede så mange, de kunne få plads til, ind i ulvens mave. Så syede den gamle den sammen i en fart, og ulven mærkede det slet ikke, rørte sig ikke en gang af pletten.
Da den endelig havde fået udsovet, rejste den sig op, og da den var tørstig ville den gå hen til en brønd for at få noget at drikke. Men da den begyndte at røre sig, stødte stenene i maven imod hinanden og raslede. Den råbte da:
"Av, min mave, er rent af lave,det rumler og tumlersom var den fuld af sten,og så er det dog kun gedebukkeben."
Da den kom hen til brønden og bøjede sig ud over vandet tyngede stenene sådan, at den tabte ligevægten og styrtede på hovedet ned i vandet og druknede. De syv gedekid kom løbende og råbte højt: "Ulven er død, ulven er død!" Så tog de hinanden i hånden og dansede glade rundt om brønden.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Eventyret om en, der drog ud, for at lære frygt at kende

En far havde to sønner. Den ældste var klog og flink, men den yngste var så dum, at der slet ikke var noget at stille op med ham. "Han vil rigtignok falde sin far ordentlig til byrde," sagde folk om ham. Når der var et eller andet, der skulle gøres, var det altid den ældste, der måtte gøre det, men når hans fader sent om aftenen eller om natten bad ham hente noget, og vejen gik forbi kirkegården, sagde han: "Åh, far, må jeg ikke være fri," for han var ikke så lidt af en kujon. Om aftenen, når de sad om ilden og hørte på historier, var der tit en eller anden, der sagde: "Uh ha, jeg bliver helt bange." Den yngste dreng sad i en krog og hørte efter, og kunne ikke begribe, hvad det skulle betyde. "Altid siger de, at de er bange," tænkte han, "jeg er aldrig bange, men det er vel også en af de ting, jeg ikke forstår."
En dag sagde faderen til ham: "Hør engang, min dreng. Du er nu stor og stærk, og det er på tiden, at du lærer noget, hvorved du kan fortjene dit brød. Se, hvor din broder er flittig, men al den ulejlighed, man gør sig med dig, nytter ikke en smule. "Jeg vil også gerne lære noget," svarede drengen, "og der er særlig en ting, jeg kunne have lyst til. Jeg ville gerne lære, hvad det er at være bange, for det kan jeg slet ikke tænke mig." Den ældste broder lo, da han hørte det, og tænkte: "Du gode Gud, hvor er min broder dum, han bliver da aldrig i livet til noget." Faderen sukkede og svarede: "Det vil du såmænd nok snart lære, men det kan du ikke leve af."
Kort efter kom degnen på besøg. Faderen klagede sin nød for ham og sagde, at han slet ikke vidste, hvad han skulle stille op med sin yngste søn; han var så dum, så det ikke var til at beskrive. "Tænk engang," sagde han, "da jeg talte med ham om, at han måtte lære noget for at kunne tjene sit brød, sagde han, at han helst ville lære, hvad det var at være bange." - "Når der ikke er andet i vejen," sagde degnen, "så send ham bare hen til mig. Jeg skal nok sætte skik på ham." Det var faderen velfornøjet med og tænkte: "En lille smule kan det dog måske hjælpe på ham." Drengen kom altså i huset hos degnen og skulle ringe med klokken. Efter et par dages forløb vækkede degnen ham ved midnat og sagde, at han skulle gå op i kirketårnet og ringe. "Så skal du nok lære, hvad det er at være bange," tænkte han, og listede i forvejen hen til klokketårnet. Da drengen kom derop og ville tage fat i rebet, så han, at der stod en hvid skikkelse på trappen lige overfor lydhullet. "Hvem der," råbte han, men skikkelsen gav intet svar og rørte sig ikke af pletten. "Vil du svare," råbte drengen, "eller se til, du kommer af sted. Du har ikke noget at gøre her midt om natten." Men degnen blev stående ubevægelig, for at drengen skulle tro, han var et spøgelse. Da råbte drengen igen: "Hvad vil du her? Hvis du er en ærlig karl, så sig det, eller jeg smider dig ned ad trappen." - "Åh, han mener det vel ikke så slemt," tænkte degnen og gav ikke en lyd fra sig, og stod så stille, som om han var af sten. For tredie gang spurgte drengen, hvad han ville, og da det ikke nyttede, gav han spøgelset et spark, så det faldt ti trin ned ad trappen og blev liggende i en krog. Derpå ringede han med klokken og gik hjem og krøb i seng. Degnens kone ventede længe på sin mand, men han kom ikke. Til sidst blev hun bange, vækkede drengen og spurgte: "Ved du ikke, hvor min mand bliver af. Han gik op i tårnet lige før du." - "Nej, det ved jeg ikke," svarede drengen, "men der stod en på trappen, der hverken ville svare mig eller gå sin vej, og så troede jeg, det var en gavtyv og smed ham ned ad trappen. I kan jo gå hen og se, om det er ham, det ville gøre mig ondt." Konen løb af sted og fandt sin mand liggende jamrende i en krog. Han havde brækket det ene ben.
Hun bar ham hjem og løb grædende hen til drengens far. "Jeres søn har gjort en stor ulykke," råbte hun, "han har smidt min mand ned ad trappen, så han har brækket benet. Jeg vil ikke have ham en time længere i mit hus." Faderen blev meget forskrækket og skændte dygtigt på drengen. "Hvad er det for slemme ting, jeg hører om dig," sagde han vredt, "det må jo være djævelen selv, der er faret i dig." - "Hør nu, far," sagde drengen, "jeg er ganske uskyldig. Han stod der midt om natten og så ud, som om han havde ondt i sinde. Jeg vidste ikke, hvem det var, og tre gange bad jeg ham tale eller gå sin vej." - "Gud ved, hvad for ulykker du skaffer mig på halsen," sagde faderen. "Gå din vej, jeg vil ikke se dig for mine øjne." - "Det skal være mig en fornøjelse, far," svarede drengen, "så snart det bliver lyst, drager jeg af sted for at lære, hvad det er at være bange. Så ved jeg dog en ting." - "Lær, hvad du vil," sagde faderen, "det er mig ganske ligegyldigt. Der har du halvtredsindstyve daler. Gå så ud i den vide verden, men sig ikke til noget menneske, hvem du er og hvem der er din far, for jeg skammer mig over dig." - "Det skal jeg nok huske," svarede drengen, "når det er det hele, I forlanger skal jeg nok lyde jer."
Da det gryede ad dag stak drengen sine halvtredsindstyve daler i lommen og begyndte at gå ud ad landevejen, mens han stadig mumlede: "Bare jeg vidste, hvad det er at være bange, bare jeg vidste, hvad det er at være bange." En mand, der kom forbi, hørte, hvad drengen sagde til sig selv, og da de var kommet så langt, at de kunne se galgen, sagde han til ham: "Se, der i det træ er syv mænd hængt op. Sæt dig under det og vent, til det bliver nat, så vil du noklære, hvad det er at være bange." - "Skal jeg ikke gøre andet," sagde drengen, "det var nemt sluppet. Hvis jeg så hurtig kan lære det, skal du få mine halvtredsindstyve daler. Kom herhen igen i morgen tidlig." Drengen gik hen til galgen og satte sig der og ventede, til det blev aften. Han kom til at fryse og tændte et lille bål, men ved midnatstid blev det så koldt, at han alligevel ikke kunne blive varm. Vinden tog fat i de hængte, så de dinglede frem og tilbage, og han tænkte: "Hvor det må være koldt for dem deroppe, når jeg ikke engang kan holde varmen." Han fik medlidenhed med dem og krøb op og tog dem ned, den ene efter den anden. Derpå rodede han op i ilden, fik den til at brænde klart, og anbragte dem alle syv rundt om den, for at de skulle varme sig. Ilden greb fat i deres klæder, men de rørte sig ikke af pletten. "Tag jer i agt," sagde han, "ellers hænger jeg jer op igen." Men de døde hørte ingenting og sad ganske rolig og lod deres klæder brænde. Da blev han vred og sagde: "Hvis I ikke vil passe på, vil jeg ikke hjælpe jer. Jeg vil ikke brændes for jeres skyld," og så hængte han dem op igen. Derpå satte han sig ved ilden og faldt i søvn. Næste morgen kom manden og ville have de halvtredsindstyve daler. "Nu ved du vel, hvad det er at være bange," spurgte han. "Hvor skulle jeg vide det fra," svarede drengen, "de deroppe har ikke engang gidet lukke munden op, men har været dumme nok til at lade den smule pjalter, de endnu havde på kroppen, brænde op." Manden kunne nok indse, at det ikke nyttede at forlange pengene, og gik sin vej, mens han tænkte: "Han er ikke til at komme nogen vegne med."
Drengen begav sig videre ud i verden og begyndte igen at snakke med sig selv: "Bare jeg dog kunne få at vide, hvad det er at være bange." En kusk, der gik bagefter ham, hørte ham snakke og spurgte: "Hvad er du for en?" - "Det ved jeg ikke," svarede drengen. "Hvor kommer du da fra?" spurgte kusken. "Det ved jeg ikke." - "Hvem er din far da?" - "Det må jeg ikke sige." - "Hvad er det, du går og mumler i skægget?" - "Åh, jeg ville ønske, der var nogen, der kunne lære mig hvad det er at være bange," svarede drengen, "men der er ingen, der kan." - "Sikke noget dumt snak," sagde kusken, "kom du kun med mig, så skal jeg se, hvad jeg kan gøre." Drengen gik nu med kusken, og om aftenen kom de til en kro, hvor de ville overnatte. Da de gik ind i stuen, sagde drengen igen højt: "Bare der dog var nogen, der kunne lære mig, hvad det er at være bange." Værten hørte det og sagde leende: "Her skal du nok få din lyst styret." - "Ti dog stille," sagde hans kone, "der er allerede så mange, der har sat livet til her. Det ville være synd, hvis de kønne øjne ikke skulle se lyset mere." Men drengen sagde: "Hvor svært det end er, vil jeg lære det. Det er jo det, jeg er draget ud i verden for." Han lod ikke værten have fred, før han fortalte, at der dér i nærheden lå et forhekset slot, hvor man nok kunne få at vide, hvad det var at være bange. Kongen havde lovet den, der ville våge tre nætter derinde, sin datter til ægte, og hun var den dejligste jomfru, man kunne se for sine øjne. I slottet var der også gemt store skatter, som blev bevogtede af onde ånder. De ville så også blive fri, og der var så mange, at en fattig mand jo nok ville blive rig ved at få dem. Mange mennesker var allerede gået derind, men ingen var kommet ud igen. Den næste dag gik drengen op til kongen og sagde: "Jeg ville gerne have lov til at være tre nætter i det forheksede slot." Kongen syntes godt om ham og sagde: "Du må have lov til at tage tre ting med ind i slottet." Drengen bad om et fyrtøj, en drejerbænk og en høvlebænk med en kniv.
Kongen lod det altsammen bringe ind i slottet. Om aftenen gik drengen derind, tændte sig et klart bål, stillede høvlebænken med kniven ved siden af og satte sig på drejerbænken. "Bare jeg nu kunne blive bange," tænkte han, "men det lærer jeg såmænd heller ikke her." Henimod midnat gav han sig til at rode op i ilden, og han hørte da henne fra en krog stemmer, der råbte: "Mjav, mjav, vi fryser sådan." - "I tossehoveder," sagde drengen, "hvis I fryser, så kom hen til ilden og varm jer." Næppe havde havde han sagt det, før to vældige sorte katte kom springende, satte sig ved siden af ham og så på ham med vilde øjne. Da de havde varmet sig sagde de: "Skal vi spille kort, kammerat?" - "Ja, hvorfor ikke," svarede han, "lad mig først se jeres poter." De strakte da kløerne frem. "Sikke lange negle, I har," sagde han, "dem må vi først klippe af." Derpå tog han dem i nakken, løftede dem op på høvlebænken og skruede poterne fast. "Man taber lysten til at spille kort, når man ser på de fingre," sagde han, slog dem ihjel og kastede dem ud i vandet. Da han igen ville sætte sætte sig hen til ilden, vrimlede der sorte katte og hunde frem fra alle sider, flere og flere, så han til sidst knap kunne være der. De skreg grueligt, og ville rive ilden fra hinanden og slukke den. En tidlang så han rolig til, men da det blev ham for broget, greb han sin kniv og råbte: "Vil I se at komme bort i en fart," og huggede løs på dem. Nogle løb deres vej, resten slog han ihjel og kastede ud i dammen. Så gav han sig til at blæse på ilden og lægge den til rette, men da han så sad og varmede sig, blev han så søvnig, at han ikke kunne holde øjnene åbne. Han så sig om og opdagede, at der henne i krogen stod en stor seng. "Det er jo udmærket," tænkte han og lagde sig i den. Men da han havde lukket øjnene, begyndte sengen at løbe rundt og for rundt i hele slottet. "Det var ret," sagde han, "bliv bare ved." Sengen for videre, som om den var forspændt med seks heste, op og ned ad trapper, og så på en gang, bums, væltede den helt om, og han lå der med hele sengen over sig.
Han slyngede imidlertid tæpper og puder væk, kravlede ud og sagde: "Værsgod kør nu, hvem der har lyst." Så lagde han sig ved ilden og sov til den lyse morgen. Da nu kongen kom, og så ham ligge der på jorden, troede han, at spøgelserne havde slået ham ihjel. "Det er dog skade for det smukke, unge menneske," sagde han. Drengen hørte det og rejste sig op. "Så galt er det dog heller ikke," sagde han. Kongen blev meget forundret og glad og spurgte, hvordan det var gået ham. "Rigtig godt," svarede han, "nu er den ene nat forbi. De to andre går også nok." Han gik så ud til værten, der gjorde store øjne. "Jeg troede rigtignok aldrig, jeg skulle se dig igen," sagde han, "har du nu lært, hvad det er at være bange?" - "Nej," svarede drengen, "det hjælper slet ikke. Bare der dog var en, der ville lære mig det."
Den næste nat gik han igen ind i det gamle slot, satte sig hen til ilden og begyndte sin gamle vise: "Bare jeg nu kunne blive bange." Ved midnatstid hørte man larm og buldren, først sagte, så stærkere og stærkere. Så blev det helt stille, men på en gang lød der et højt skrig, og der faldt et halvt menneske ned på skorstenen. "Hej," råbte han, "det er for lidt. Der mangler det halve." Larmen begyndte nu igen, man hørte støjen og hylen Og nu faldt den anden halvdel ned. "Vent lidt," sagde han, "jeg vil først blæse lidt på ilden." Da han havde gjort det, og vendte sig om igen, så han at de to stykker var sat sammen, og der sad en gyselig mand på hans plads. "Det var ikke meningen," sagde drengen, "det er min bænk." Manden ville puffe ham væk, men det fandt drengen sig ikke i, han skød ham bort og satte sig igen på sin plads. Der faldt endnu flere mænd ned, den ene efter den anden. De hentede dødningeben og to dødningehoveder og gav sig til at spille kegler. Drengen fik lyst til at være med og spurgte: "Må jeg spille med?" - "Ja, hvis du har penge," svarede de. "Jeg har penge nok," sagde han, "men kom her med jeres kugler. De er ikke rigtig runde." Derpå tog han dødningehovederne og satte dem på drejerbænken. "Nu vil de trille bedre," sagde han, "hej, nu skal det gå i en fart." Han gav sig så til at spille med dem og tabte nogle af sine penge. Da klokken slog tolv forsvandt det altsammen, og han lagde sig roligt til at sove. Den næste morgen kom kongen for at høre, hvordan det var gået. "Nå, hvordan har du haft det," spurgte han. "Jeg har spillet kegler," svarede drengen, "og tabt et par skilling." - "Har du ikke været bange?" - "Bange!" råbte han, "nej, jeg har været rigtig lystig. Bare jeg dog vidste, hvad det var at være bange."
Den tredie nat satte han sig igen pfå bænken og sagde ærgerlig: "Bare jeg dog nu kunne blive bange." Henad midnat kom seks høje mænd ind med en båre. "Det er nok min fætter," tænkte han, "han er jo død for et par dage siden." Han gav sig til at vinke og råbte: "Kom kun, lille fætter." De stillede ligkisten på jorden, men drengen gik hen og løftede låget op så, at der lå en død mand. Han følte på hans ansigt, der var koldt som is. "Vent lidt, så skal jeg varme dig," sagde han, gik hen og varmede sin hånd ved ilden og lagde den på den dødes ansigt, men det blev ved at være lige koldt. Han tog ham da op af kisten og satte sig ved ilden med ham og gned hans lemmer, for at blodet kunne komme i bevægelse. Da det heller ikke hjalp, faldt det ham ind, at når to ligger i seng sammen, varmer de hinanden så godt. Han lagde derfor den døde op i sengen, dækkede ham til og lagde sig ved siden af ham. Efter en lille tids forløb begyndte den døde da også at røre sig. "Der kan du se, lille fætter," sagde drengen, "nu har jeg dog varmet dig." Men den den døde rejste sig op og råbte: "Nu kvæler jeg dig." - "Hvad for noget," sagde han, "det var en rar tak. Duskalligepå hovedet igen i din kasse." Derpå løftede han ham op, lagde ham ned i kisten og skruede låget til, og de seks mænd kom og bar den bort igen. "Jeg var slet ikke bange," sukkede drengen, "her lærer jeg det aldrig i evighed."
I det samme trådte en mand ind, der var større og frygteligere end nogen af de andre. Han var meget gammel og havde et langt, hvidt skæg. "Din usling," råbte han, "nu skal du lære, hvad det er at være bange, for nu skal du dø." - "Tag det med ro," svarede drengen, "jeg har vel også nok lidt at skulle have sagt." - "Dig skal jeg nok få bugt med," sagde manden. "Nå, nå, vær nu ikke så vigtig," sagde drengen, "jeg er vel nok mindst lige så stærk som du." - "Nu skal vi se," sagde den gamle, "hvis du er stærkere end jeg, vil jeg lade dig slippe. Kom så skal vi prøve." Han førte ham så gennem snævre, mørke gange til en smedie, tog en økse og huggede ambolten igennem med et slag, "Det kan jeg meget bedre, " sagde drengen, og gik hen til en anden ambolt. Den gamle stillede sig ved siden af og ville se på det, og hans hvide skæg hang ned lige ved ambolten. Da greb drengen øksen, og med et hug slog han en spalte i ambolten og klemte den gamles skæg fast deri. "Nu har jeg dig," sagde han, "nu er det nok din tur til at dø." Han greb nu en jernstang og slog løs på manden, til han jamrende bad ham holde op og lovede at give ham store skatte. Drengen trak så øksen ud og lod ham komme løs. Den gamle mand førte ham da tilbage til slottet og viste ham tre kister med guld, der stod i en kælder. "Den ene er til de fattige," sagde han, "den anden skal kongen have, og den tredie er din." I det samme slog uret tolv, ånden forsvandt, og drengen stod alene tilbage i mørket. "Jeg finder vel nok ud," sagde han og famlede sig frem og fandt også vejen tilbage til værelset, hvor han lagde sig ved ilden og sov. Den næste morgen kom kongen og sagde: "Nå, har du lært, hvad det er at være bange?" - "Nej," svarede drengen. "Hvordan kan det dog være? Jeg har haft besøg af min døde fætter og en mand med et langt skæg, der har vist mig en hel masse penge, men ingen af dem har lært mig, hvad det er at være bange." Men kongen sagde: "Du har udfriet slottet og nu giver jeg dig min datter til ægte." - "Ja, det er altsammen meget godt," svarede han, "men jeg ved endnu ikke, hvad det er at være bange."
Guldet blev nu bragt op og brylluppet fejret, men hvor glad den unge konge end var, og hvor højt han end elskede sin dronning så sagde han dog stadig: "Kunne jeg dog bare blive bange." Det ærgrede dronningen, og hendes kammerpige sagde så til hende: "Jeg skal nok lære kongen, hvad det er at være bange." Hun gik derpå ned til den bæk, der løb igennem haven, og tog en hel spand fuld af karudser. Om natten, da den unge konge sov, trak dronningen tæppet af ham og hældte det kolde vand med karudserne ud over ham, så de små fisk lå og sprællede rundt om ham. Da vågnede han og råbte: "Åh, lille kone, jeg er så bange, så bange. Ja, nu ved jeg rigtignok, hvad det er at være bange."
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Mariebarnet

I udkanten af en stor skov boede der engang en brændehugger med sin kone og deres eneste barn, en lille pige på tre år. De var så fattige, at de ikke havde det daglige brød, og de vidste slet ikke, hvordan de skulle få noget at spise. En morgen gik brændehuggeren dybt bedrøvet ind i skoven til sit arbejde. Bedst som han stod og huggede brænde, så han på en gang en dejlig kvinde med en strålende glorie om hovedet stå for sig. "Jeg er jomfru Marie," sagde hun til ham, "det lille Jesusbarns moder. Du er fattig og lider nød. Bring mig dit barn, så vil jeg tage det med mig og være en moder for det." Brændehuggeren hentede sin lille pige og gav hende til jomfru Marie, der tog hende med sig op i himlen. Der havde hun det dejligt, spiste kager og drak sød mælk, havde gyldne klæder på og legede med englene. Da hun var 14 år gammel, sagde jomfru Marie en dag til hende: "Jeg skal på en lang rejse, min lille pige. Her har du nøglerne til himlens tretten døre. De tolv må du gerne lukke op og se på al herligheden derinde, men den trettende, som denne lille nøgle passer til, må du aldrig åbne. Husk på det. Du vil blive meget ulykkelig, hvis du er ulydig." Pigen lovede at gøre, hvad jomfru Marie havde sagt. Hver dag lukkede hun en af dørene op, lige til hun havde åbnet alle de tolv. Inde bag hver dør sad en apostel omgivet af glans og pragt. Hun syntes det var dejligt at se, og alle englene, der fulgte med hende, glædede sig også ved det strålende syn. Hun manglede nu bare den trettende dør, og havde stor lyst til at vide, hvad der var gemt bag den. Hun sagde derfor til englene: "Det kunne aldrig falde mig ind at lukke døren helt op og gå ind, men jeg lukker den lige op på klem, så vi kan kigge derind." - "Nej, det må du ikke," sagde englene, "det er synd. Jomfru Marie har forbudt det, det kunne let føre dig i ulykke." Hun tav så stille, men nysgerrigheden lod hende ikke have fred. Og en dag, da ingen af englene var hjemme, tænkte hun: "Nu kigger jeg derind. Jeg er jo alene hjemme, så ingen kan vide, at jeg gør det." Hun tog den lille nøgle, stak den i låsen og drejede om. Straks sprang døren op, og hun så den treenige Gud i al hans herlighed. Hun stod et øjeblik forbavset uden at røre sig, så holdt hun den ene finger hen i den gyldne glans, og den blev straks helt forgyldt. Hun blev på en gang forfærdelig angst, smækkede døren i og løb sin vej. Angsten ville slet ikke gå over, og hjertet hamrede i hendes bryst. Guldet ville heller ikke gå af fingeren, hvor meget hun så vaskede sig.
Kort tid efter kom jomfru Marie hjem fra sin rejse. Hun kaldte på pigen og bad om nøglerne. Da hun fik dem, så hun barnet ind i øjnene og sagde: "Har du nu ikke åbnet den trettende dør?" - "Nej," svarede hun. Jomfru Marie lagde hånden på hendes hjerte og følte, hvor det bankede; hun mærkede deraf, at pigen ikke havde holdt sit løfte. "Er det sikkert, at du ikke har gjort det?" spurgte hun igen. "Ja," svarede pigen. Da så hun den gyldne finger og spurgte for tredie gang: "Har du ikke åbnet døren?" - "Nej," svarede pigen. Men jomfru Marie sagde: "Du har været ulydig og har ovenikøbet løjet. Du er ikke værdig til at være i himlen."
Pigen faldt nu i en dyb søvn, og da hun vågnede, lå hun nede på jorden i et tæt krat. Hun ville råbe om hjælp, men kunne ikke få en lyd frem. Da sprang hun op og ville løbe sin vej, men allevegne voksede der tjørnehække, og hun kunne ikke bane sig vej gennem de skarpe torne. Hun fandt så et gammelt, hult egetræ, som hun måtte bo i. Om natten lå hun derinde og sov, og når det stormede og regnede, krøb hun derind og søgte ly. Det var rigtignok et andet liv end at lege med englene i himlen, og hvergang hun tænkte på, hvor godt hun havde haft det, kom hun til at græde. Hun havde ikke andet at leve af end rødder og bær, som hun plukkede, hvor hun kunne komme til. Da efteråret kom, samlede hun de nedfaldne nødder og blade, og bar dem ind i træet. Nødderne levede hun af om vinteren, og når det sneede og var koldt, krøb hun som et stakkels lille dyr ind under bladene for ikke at fryse. Det varede ikke længe, før hendes klæder gik itu, og tilsidst faldt de helt af hende i stumper og stykker. Da det igen blev varmt, og solen skinnede, satte hun sig foran træet, og hendes lange hår faldt ned over hende som en kappe. Og det ene år gik efter det andet, og hun følte sig som det ulykkeligste menneske på hele jorden.
En gang, da træerne stod friske og grønne, drog landets konge på jagt i skoven. Han forfulgte et rådyr, som flygtede ind i krattet, og steg derfor af hesten og banede sig med sit sværd vej gennem buskene. Da han endelig var trængt igennem dem, så han, at der under et træ sad en dejlig pige, helt indhyllet i sit lange, gyldne hår. Han standsede forbavset og spurgte: "Hvem er du, og hvorfor sidder du her?" Hun svarede ikke, for hun kunne ikke mere tale. Konge spurgte igen: "Vil du følge med mig til mit slot?" Hun nikkede, kongen løftede hende op på sin arm, satte hende på sin hest og red hjem med hende. Da de kom til slottet, gav han hende skønne klæder på og rige smykker. Og selv om hun ikke kunne tale, var hun dog så smuk og mild, at han kom til at holde af hende og giftede sig med hende.
Efter omtrent et års forløb fødte dronningen en søn. Om natten, da hun var alene, viste jomfru Marie sig for hende og sagde: "Hvis du vil sige sandheden og tilstå, at du har været ulydig, vil jeg give dig din stemme igen, men hvis du endnu er så forstokket at du nægter din synd, tager jeg dit nyfødte barn med." Dronningen fik sin stemme tilbage for at svare, men hun sagde hårdnakket: "Jeg har ikke åbnet døren." Da tog jomfru Marie det nyfødte barn på armen og forsvandt. Den næste morgen var barnet intetsteds at finde, og folk begyndte at hviske om, at dronningen var en menneskeæderske, der havde ædt sit eget barn. Hun hørte det, men kunne ikke forsvare sig, og kongen ville heller ikke tro det, fordi han holdt så meget af hende.
Et år efter fødte dronningen igen en søn. Om natten kom jomfru Marie til hende og sagde: "Hvis du vil tilstå, at du har været ulydig, vil jeg give dig dit første barn tilbage og løse din tunge. Men vil du ikke, tager jeg igen dit nyfødte barn med mig." Dronningen sagde igen: "Nej, jeg har ikke gjort det." Jomfru Marie tog da barnet med sig til himlen. Da nu også dette barn var forsvundet, begyndte folk at tale højt om, at dronningen havde ædt det, og ministrene forlangte, at hun skulle stilles for en domstol. Men kongen, der elskede hende og ikke ville tro det, forbød dem under dødsstraf at tale derom.
Året efter fødte dronningen en dejlig lille pige, og jomfru Marie kom for tredie gang og sagde til hende: "Kom med mig." Hun tog hende i hånden og førte hende op i himlen og viste hende hendes to ældste børn, der smilede til hende og legede med jordkuglen. Dronningen glædede sig ved at se dem, og jomfru Marie spurgte: "Er dit hjerte nu ikke blødgjort? Hvis du tilstår, at du har åbnet den dør, jeg har forbudt dig at røre, vil jeg give dig dine sønner igen." Men dronningen svarede for tredie gang: "Nej, jeg har ikke gjort det." Da lod jomfru Marie hende atter synke ned på jorden og beholdt også det tredie barn.
Da det dagen efter rygtedes, at barnet var forsvundet, råbte hele folket: "Dronningen er en menneskeæderske, hun skal dømmes," og kongen kunne ikke mere sige nej. Hun blev stillet for en domstol, og da hun ikke kunne forsvare sig, blev hun dømt til at dø på bålet. Træet blev stablet sammen ude i gården, og hun blev bundet fast til en pæl. Da flammerne begyndte at slå op om hende, smeltede den isskorpe, som stoltheden havde lagt om hendes hjerte, og hun tænke angerfuldt: "Kunne jeg dog blot før min død tilstå, at jeg har åbnet døren." I samme øjeblik fik hun sin stemme tilbage og råbte højt: "Ja, jomfru Marie, jeg har gjort det." Straks begyndte det at regne, så ilden slukkedes, der bredte sig et strålende lys over himlen, og jomfru Marie kom svævende med drengene ved siden og den lille pige på armen. "Den der angrer sin synd får tilgivelse," sagde hun mildt til dronningen og gav hende de tre børn. Og dronningen kunne atter tale, og jomfru Marie skænkede hende et langt og lykkeligt liv.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.