Grimms eventyr

Spillehans

Der var engang en mand, som ikke bestilte andet end at spille, og derfor kaldte folk ham Spillehans. Til sidst havde han sat sit hus og alt, hvad han ejede, over styr. Lige før hans kreditorer skulle komme for at tage hans hus kom Vorherre og St. Peter og bad, om de måtte blive der om natten. "For min skyld gerne," sagde Spillehans, "men jeg kan ikke give jer nogen seng, og jeg har heller ingen mad til jer." Men Vorherre sagde, at når de blot måtte blive der, skulle de nok selv købe sig noget mad, og det havde Spillehans ikke noget imod. Peter gav ham så en mark og sagde, han skulle gå hen til bageren og købe brød. Og Spillehans gik, men da han kom til det hus, hvor de andre spillefugle sad, som havde vundet alt fra ham, kaldte de på ham: "Kom herind, Hans," råbte de. "Ja, det kunne I lide," sagde han, "I vil også vinde den mark fra mig." Men de lod ham ikke slippe og til sidst gik han da derind og spillede pengene bort. Vorherre og St. Peter ventede og ventede, men da det varede så længe, gik de ud for at møde ham. Da de traf ham lod han, som han havde tabt pengene og ledte efter dem alle vegne, men Vorherre vidste godt, at han havde spillet dem bort. Peter gav ham igen en mark, og denne gang modstod han fristelsen og bragte dem brødet. Vorherre spurgte ham nu, om han ingen vin havde, men han svarede, at alle tønderne var tomme. Vorherre befalede ham da at gå ned i kælderen. "Der ligger den dejligste vin, man kan få," sagde han. Han ville først ikke tro det, men til sidst sagde han: "/eg kan jo gerne gå derned, men jeg ved, der ikke er noget." Men da han drejede tappen om løb der den dejligste vin ud af tønden. Han bragte den op til dem, og de blev der så om natten. Næste morgen sagde Vorherre til Spillehans, at han måtte ønske sig tre ting. Vorherre tænkte, at han ville ønske at komme i himlen, men han bad om et spil kort, med hvilke han altid vandt, et træ, der altid bar frugt, og som den, der var krøbet op deri, ikke kunne komme ned af før han befalede det. Vorherre gav ham det og gik sin vej igen med Peter.
Spillehans begyndte nu rigtigt at spille og vandt snart den halve verden. "Det går virkelig ikke an," sagde Peter til Vorherre, "han vinder jo til sidst hele verden. Vi kommer til at sende døden til ham," og det gjorde de så. Da døden kom, sad Hans netop ved spillebordet, og den sagde så til ham: "Kom med udenfor et øjeblik." - "Vent lidt, til spillet er færdig," sagde Hans, "Du kan imens kravle op i det træ og plukke os lidt frugt, så jeg har noget at gnaske på vejen." Døden kravlede derop, og kunne slet ikke komme ned igen. Spillehans lod den sidde deroppe i syv år, og i den tid døde der ikke et eneste menneske.
Da sagde Peter til Vorherre: "Det kan jo slet ikke gå, der dør jo ikke et eneste menneske. Vi må selv derned." De gik da også ned på jorden, og Vorherre befalede Hans at lade døden slippe fri. Han gik straks ud til træet og sagde: "Kom ned," og da døden kom ned, drejede den øjeblikkelig halsen om på ham. De fulgtes så ad til den anden verden, og Spillehans kom til himlens port og bankede på. "Hvem er det?" - "Spillehans." - "Ham har vi ingen brug for, gå din vej." Så gik han til skærsilden og bankede på porten. "Hvem er det?" - "Spillehans." - "Her er såmænd jammer og nød nok, vi har ikke lyst til at spille, gå din vej." Han gik så til helvede, og der kom han ind. Der var ikke andre hjemme end gamle Lucifer og de forkrøblede djævle, (de raske havde nok at gøre oppe på jorden) og Hans satte sig så ned og gav sig til at spille med Lucifer. Men han havde ikke andet at spille om end sine forkrøblede djævle, og dem vandt Hans allesammen, for han havde jo de kort, som han altid vandt med. Han fløj så med sine djævle op på jorden og. Hentede nogle humlestænger og for hen til himlen og gav sig til at slå løs på den. Den knagede og bragede, og Peter sagde til Vorherre: "Det går ikke, vi må lade ham komme ind ellers jager han os ud af himlen," De lod ham da slippe ind. Spillehans gav sig straks til at spille kort, og der blev sådan et spektakel, at man ikke kunne høre, hvad man selv sagde. Da sagde Peter: "Det går skam ikke. Vi må smide ham ud igen, ellers bringer han hele himlen i oprør." De greb ham nu og kastede ham på porten, og hans sjæl rev de i stumper og stykker, og de for ind i alle de spillefugle, der lever endnu den dag i dag.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Bror Lystig

Der rasede engang en stor krig, og da den var forbi, fik mange soldater afsked, og deriblandt bror Lystig. Han fik ikke andet end et lille brød og fire skilling, og dermed drog han af sted. Apostlen Peter havde imidlertid forvandlet sig til en gammel tigger og sat sig ude på landevejen, og da bror Lystig kom forbi, bad han om en almisse. "Hvad skal jeg give dig, min ven," sagde soldaten, "jeg har fået min afsked og ejer ikke andet end et lille brød og fire skilling. Men du skal alligevel få noget." Derpå delte han brødet i fire dele, gav tiggeren den ene og også en skilling. Peter takkede mange gange og gik videre. Han forvandlede sig nu til en anden tigger og satte sig længere henne på landevejen. Da bror Lystig kom forbi, bad han igen om noget og fik det samme som forrige gang. Han sagde mange tak og forvandlede sig til en anden tigger og fik den tredie del af brødet og den tredie skilling. Bror Lystig gik nu videre med det sidste stykke brød og den sidste skilling. Han gik så ind i en kro, spiste brødet og købte for en skilling øl. Da han havde spist, drog han videre og mødte igen Peter, der havde forvandlet sig til en gammel soldat. "Kan du ikke give mig en bid brød og en skilling til lidt øl," sagde Peter. "Bare jeg vidste, hvor jeg skulle få det fra," sagde bror Lystig, "jeg har fået min afsked og ejede ikke andet end et brød og fire skilling og så mødte jeg tre tiggere på landevejen, og de fik hver et stykke brød og en skilling. Det sidste spiste jeg selv i kroen og jeg brugte min sidste skilling til noget øl. Nu er jeg blank, og hvis du heller ikke har noget, kan vi gå ud og tigge sammen." - "Det er ikke nødvendigt," svarede Peter," - "jeg er lidt af en doktor, og jeg kan nok fortjene, hvad vi behøver." - "Ja, så må jeg nok tigge, for sådan noget forstår jeg mig ikke på," sagde bror Lystig. "Kom du bare med mig," sagde Peter, "du skal få halvdelen af det, jeg tjener." Det var bror Lystig vel fornøjet med, og de drog videre sammen.
Nogen tid efter kom de forbi et bondehus, hvorfra der lød skrigen og jamren. Da de gik derind så de, at manden lå for døden, og konen hulkede højt. "Hold op med at græde," sagde Peter, "nu skal jeg gøre din mand rask." Derpå tog han en salve og smurte på den syge, som øjeblikkelig blev rask og rejste sig op. "Hvordan skal vi dog lønne dig," sagde manden og konen ude af sig selv af glæde. Men Peter ville ikke have noget, hvor meget de så trængte ind på ham. "Tag dog noget, vi har jo brug for det," hviskede bror Lystig og gav ham et puf i siden. Til sidst kom konen med et lam og bad Peter tage det, men han ville ikke. Bror Lystig gav ham igen et puf og sagde: "Tag det dog, dit fæhovede." - "Ja, ja, så lad mig få det," sagde Peter endelig, "men du skal bære det." - "Det skal jeg såmænd nok," sagde bror Lystig og tog det på skulderen. De gik nu videre og kom ind i en skov. Bror Lystig var træt af at slæbe på lammet og var også sulten. "Her er god plads til at stege lammet," sagde han. "For min skyld gerne," svarede Peter, "men jeg forstår mig ikke på at lave mad, det må du om. Her har du en kedel. Jeg går imidlertid lidt frem og tilbage, men du må ikke begynde at spise, før jeg kommer. Jeg skal nok komme i rette tid." - "Gå du kun," sagde bror Lystig, "jeg skal nok lave maden." Peter gik sin vej og bror Lystig slagtede lammet, gjorde ild på og lagde kødet i kedlen. Det var allerede mørt og Peter var endnu ikke kommet. Da tog bror Lystig det op, skar det itu og tog hjertet ud. "Det skal være det bedste," sagde han og spiste det altsammen. Langt om længe kom Peter tilbage. "Du kan gerne få hele lammet," sagde han, "giv mig bare hjertet." Bror Lystig tog kniv og gaffel og lod som han søgte ivrig efter det, men han kunne naturligvis ikke finde det, og til sidst sagde han: "Der er slet intet." - "Hvor kan det da være?" spurgte apostlen. "Det ved jeg ikke," svarede bror Lystig, "jo, det er sandt, vi er jo nogle rigtige fæhoveder, et lam har jo slet intet hjerte." - "Det er noget helt nyt," sagde Peter, "det har jo alle dyr, hvorfor skulle et lam så ikke have det." - "Nej, vist har det ej. Tænk dig nu om, så ved du det jo meget godt." - "Ja, ja," sagde Peter, "men når der ikke er noget hjerte, vil jeg slet ikke have noget, så kan du spise det alene," - "Så tager jeg med, hvad jeg levner," sagde bror Lystig, spiste det halve lam og puttede resten i sin ransel.
De gik nu videre, og Peter fik det indrettet sådan, at de pludselig kom til en dyb flod, som de måtte over. "Gå du nu først," sagde han. "Nej, gå du først," svarede bror Lystig. "Hvis vandet er for dybt, bliver jeg her," tænkte han. Peter gik nu ud i vandet, og det nåede ham ikke længere end til knæene. Bror Lystig gik nu også derned, men vandet steg og steg og nåede ham til sidst lige til halsen. "Hjælp," råbte han. "Vil du så tilstå, at du har spist; lammets hjerte?" - "Nej," sagde bror Lystig, "jeg har ikke gjort det." Da steg vandet højere endnu, til det nåede ham til munden. "Hjælp," råbte han igen. "Vil du så tilstå, at du har spist hjertet?" - "Nej, jeg har ikke gjort det." Peter ville alligevel ikke have, han skulle drukne og vandet sank, og han slap op på land.
Nu gik de af sted igen, og kort efter kom de til et land, hvor prinsessen var dødssyg. "Nåda," sagde bror Lystig, "der er noget for os at gøre. Hvis vi kan gøre hende rask, er vi da forsørget for livstid." Men de kom ikke hurtig nok af sted, syntes han. "Tag benene på nakken, kammerat," sagde han, "lad os sørge for at komme tidsnok." Men Peter gik stadig langsommere, hvor meget end bror Lystig skyndede på ham, og en dag fik de at vide, at prinsessen var død. "Der kan du se, hvad der kommer af dit driveri," sagde bror Lystig. "Ti bare stille," svarede Peter, "Jeg kan mere end helbrede syge. Jeg kan også gøre døde levende igen." - "Ja, så er det godt," sagde bror Lystig, "derved må vi da i det mindste vinde det halve kongerige." De gik nu ind i slottet, hvor der herskede dyb sorg, og Peter sagde til kongen, at han ville gøre hans datter levende igen. "Bring mig en kedel vand," sagde han. Da han havde fået den, lod han alle, undtagen bror Lystig, gå ud. Han skar så alle lemmerne af den døde, kastede dem i vandet og satte kedlen over ilden. Da alt kødet var faldet fra benene, tog han de hvide knogler og lagde dem i orden på et bord. Derpå sagde han: "I den hellige treenigheds navn befaler jeg dig, stå op." Da han havde sagt det tre gange rejste kongedatteren sig sund og frisk. Kongen var meget glad og sagde til Peter: "Forlang, hvad du vil. Om du så vil have mit halve kongerige, skal du få det." - "Jeg vil ikke have noget," svarede Peter. "Sikken et fæ," tænkte bror Lystig og gav ham et puf i siden. "Vær nu ikke så dum," sagde han, "selv om du ikke bryder dig om det, har jeg nok lyst til at få noget." Peter ville alligevel ikke have noget, men da kongen så, at bror Lystig nok ville, lod han skatmesteren fylde hans ransel med guld.
De drog nu videre igen, og da de kom ind i skoven sagde Peter: "Lad os nu dele guldet," - "javel," svarede bror Lystig. Peter delte det nu i tre dele. "Han har nok en lille skrue løs," tænkte bror Lystig, "han laver tre bunker og vi er kun to." - "Nu har jeg delt det," sagde Peter, "en bunke til mig, en til dig og en til den, der har spist lammets hjerte." - "Det har jeg," sagde bror Lystig og strøg i en fart guldet til sig, "det har jeg virkelig." - "Det kan da ikke være sandt," sagde Peter, "et lam har jo intet hjerte." - "Sikke noget snak," sagde bror Lystig, "et lam har virkelig et hjerte lige så godt som alle andre dyr." - "Ja, ja," sagde Peter, "behold du det kun altsammen, men jeg vil ikke blive hos dig længere, jeg drager videre alene." - "Ja, værsgod," sagde soldaten, "lykkelig rejse."
Peter gik nu en anden vej og bror Lystig tænkte: "Det er såmænd godt, at han stikker af. Han er dog en løjerlig fyr." Han havde penge nok nu, men forstod ikke at passe på dem, og satte dem over styr eller gav dem bort og da der var gået en lille tid, havde han ikke flere. Da kom han til en by og hørte, at prinsessen netop var død. "Hende skal jeg nok gøre levende igen," tænkte han, "og så skal jeglade mig ordentlig betale." Han gik op på slottet og tilbød, at opvække den døde. Kongen havde hørt, at en afskediget soldat drog omkring og gjorde døde levende igen, og troede, det var bror Lystig. Men han havde ingen rigtig tillid til ham og rådspurgte først sine ministre, som mente han nok turde vove forsøget, da hans datter jo alligevel var død. Bror Lystig forlangte nu en kedel vand, bød alle gå ud, skar lemmerne af prinsessen og kastede dem på ilden, ganske som han havde set Peter gøre. Vandet kom i kog, kødet faldt fra benene og han lagde nu skelettet sammen på bordet, men da han ikke vidste, i hvilken orden det skulle være, lagde han det helt galt. Så stillede han sig foran bordet og sagde: "I den hellige treenigheds navn befaler jeg dig, stå op." Han sagde det tre gange, men den døde rørte sig ikke. Så sagde han det tre gange til, men det hjalp heller ikke. "Stå dog op, din pokkers tøs," råbte han, "stå op, eller du vil komme til at angre det." Da han havde sagt det, kom pludselig Peter i sin forrige skikkelse som den gamle soldat spadserende ind ad vinduet. "Hvordan er det, du bærer dig ad," sagde han, "tror du den døde kan blive levende, sådan som du har lagt knoglerne." - "Jeg gjorde det, så godt jeg kunne," svarede bror Lystig. "Denne gang skal jeg hjælpe dig, men det siger jeg dig, hvis du en eneste gang prøver på sådan noget er det ude med dig, og du må heller ikke tage imod den mindste smule af kongen." Han lagde nu knoglerne i orden, sagde tre gange: "I den hellige treenigheds navn befaler jeg dig, stå op," og prinsessen rejste sig, sund og smuk som før. Peter gik nu igen ud gennem vinduet, og bror Lystig var glad over, at det var spændt så godt af, men det ærgrede ham jo ikke så lidt, at han ikke måtte tage imod noget af kongen. "Gud ved, hvad han i grunden mener med det," tænkte han, "han giver med den ene hånd og tager med den anden. Det er der ingen mening i." Kongen tilbød nu bror Lystig alt, hvad han ville have, men han turde ikke tage imod noget. Han fik det dog ved listige hentydninger lavet sådan, at kongen lod hans ransel fylde med guld, og så drog han af sted. Da han kom ud af byen, stod Peter ved porten og sagde: "Du er slet ikke til at stole på. Har jeg ikke forbudt dig at tage imod noget, og så kommer du dog med ranslen fuld af guld." - "Jeg kan da ikke gøre for, at det bliver puttet derned," sagde bror Lystig. "Hvis du vover sådan noget en gang til, skal det komme dig dyrt til at stå." - "Det skal du såmænd ikke være bange for, nu har jeg jo penge nok, hvorfor skulle jeg så vaske ben." - "Det guld vil vist række langt," sagde Peter, "men for at du ikke oftere skal gå på gale veje, vil jeg give din ransel den kraft, at alt hvad du ønsker straks skal være i den. Og så farvel, nu ser du mig aldrig mere." - "Lykke på rejsen," sagde bror Lystig. "Det er godt, at den løjerlige fyr går sin vej," tænkte han, "jeg skal sandelig ikke følge efter." Det Peter havde sagt om hans ransel, tænkte han ikke mere på.
Bror Lystig drog videre med sit guld og strøede det omkring som forrige gang. Da han kun havde fire skilling tilbage, kom han forbi en kro: "Lad dem bare ryge," tænkte han og forlangte for tre skilling vin og for en skilling brød. Mens han sad og spiste og drak, mærkede han lugten af gåsesteg, og da han så sig om så han, at der stod to gæs i kakkelovnen. Pludselig kom han i tanker om, at hans kammerat havde sagt, at han kunne få alt, hvad han ønskede sig, i sin vadsæk. "Det må jeg prøve med gåsen," tænkte han. Han rejste sig, og da han var kommet ud af stuen, sagde han: "Jeg ønsker, at de to stegte gæs må ligge i min ransel." Derpå spændte han ranselen op, og gæssene lå ganske rigtigt deri. "Nu er jeg da en holden karl," tænkte han, gik ud på engen og tog stegen frem. Mens han sad og spiste, kom to håndværkssvende og så med sultne øjne på den gås, han endnu ikke var begyndt på. " Jeg har såmænd nok i den ene," tænkte han, kaldte på dem og sagde: "Vil I have den gås. Spis den på min sundhed." De takkede mange gange og gik hen på kroen og bestilte en halv flaske vin og noget brød, tog gåsen frem og begyndte at spise den. Værtinden så på dem og sagde til sin mand: "Se, de to der sidder og spiser gås. Se om det ikke er en af vores." Værten skyndte sig hen til kakkelovnen, og der var ikke spor af gæs. "I fordømte tyve," råbte han rasende, "tror I, I kan slippe så billig til gåsesteg. Hvis I ikke straks betaler, skal I få jeres rygstykker smurt." - "Vi er ikke tyve," sagde en af dem, "vi har fået gåsen af en gammel soldatude på engen." - "I skal ikke tage mig ved næsen," råbte værten, "soldaten har været her og er gået igen som en ærlig fyr. Ham har jeg passet på. I er tyvene og skal betale." Og da de ikke havde noget at betale med, tog han sin stok og jog dem ud ad døren.
Bror Lystig gik imidlertid videre og kom til et prægtigt slot, der lå lige i nærheden af en tarvelig kro. Han gik ind i kroen og spurgte, om han måtte blive der om natten, men værten sagde: "Jeg har ikke plads til flere. Her er helt fuldt af fornemme gæster." - "Det er da underligt," sagde bror Lystig, "hvorfor går de herind og ikke ind i slottet." - "Ja, det er nu ikke så lige en sag at være der en nat," svarede værten, "og de der har prøvet på det, er ikke sluppet levende fra det." - "Når andre har forsøgt det, vil jeg også," sagde bror Lystig. "Det skulle du dog hellere lade være med," sagde værten, "det kan koste dig dit liv." - "Åh, det går vel ikke ligestraks på livet løs," sagde bror Lystig, "giv mig kun nøglen og lad mig få en god mængde mad og drikke med." Værten gav ham det, og bror Lystig gik ind i slottet, spiste et rigtig solidt foder, og da han blev søvnig, lagde han sig på gulvet, for der var ingen seng. Han faldt hurtigt i søvn, men om natten blev han vækket af en stærk støj, og da han rejste sig op så han, at ni fæle djævle dansede i kreds om ham. "Dans I kun, så meget I vil," sagde bror Lystig, "men kom bare ikke mig for nær." Djævlene kom imidlertid nærmere og nærmere og til sidst var de lige ved at træde ham i ansigtet med deres væmmelige fødder. "Kan I så holde op," råbte bror Lystig, men de blev værre og værre. "Nu skal jeg nok holde styr på jer," råbte han, tog et stoleben og slog løs på dem. Men ni djævle mod en soldat er dog temmelig mange, og når han slog løs på den ene, rev de andre ham i håret. "Nu bliver I mig dog for slemme," råbte han, "men vent bare. Ned i min ransel alle ni." En, to, tre var de dernede, og han spændte den fast sammen og kastede den hen i en krog. Nu blev det ganske stille, og bror Lystig lagde sig ned igen og sov til den lyse morgen. Værten og den adelsmand, hvem slottet tilhørte, kom da for at se, hvordan det var gået ham, og da de så ham frisk og rask, spurgte ejeren forundret: "Har ånderne slet ikke gjort dig noget?" - "De ligger nok så pænt alle ni i min ransel," sagde bror Lystig, "og nu er der ikke flere, så I kan ganske roligt flytte ind i slottet igen." Adelsmanden takkede ham mange gange, gav ham rige gaver og bad ham blive der. Han skulle sørge for ham, så længe han levede. "Nu er jeg så vant til at strejfe rundt," sagde bror Lystig, "jeg vil hellere drage ud i den vide verden igen." Han begav sig så på vej og gik til han kom til en smedie. Der gik han ind, lagde ranselen med de ni djævle på ambolten og bad smeden og hans svende slå rigtig til. De slog af alle kræfter med deres store hammere så djævlene skreg ynkeligt. Da han derpå lukkede ranselen op, var de otte døde, men den niende havde siddet i en fold og var levende endnu. Den smuttede så ud og for ned i helvede.
Bror Lystig drog nu længe omkring i verden og oplevede mange ting, som vel nok var værd at fortælle, hvis man vidste det. Da han blev gammel begyndte han at tænke på sin død og gik hen til en gammel eneboer, der var vidt og bredt bekendt for sin fromhed. "Nu er jeg træt af at vandre omkring," sagde han, "nu vil jeg gerne prøve på at komme i himlen." - "Menneskene vandrer ad to veje," svarede eneboeren, "den ene er bred og bekvem og fører til helvede, den anden er smal og tornefuld og fører til himlen." - "Jeg måtte da være en god nar, hvis jeg gik ad den snævre vej," tænkte bror Lystig, begyndte at spadsere henad den brede vej og kom til sidst til en stor, sort port, og det var indgangen til helvede. Han bankede på og dørvogteren kiggede ud for at se, hvem det var. Men da han så bror Lystig blev han meget forskrækket, for han var netop den niende djævel, som havde siddet i ranslen og var sluppet derfra med et blåt øje. Han skød derfor i en fart slåen for, løb hen til overdjævelen og sagde: "Der står en fyr med en ransel udenfor, men lad ham for alt i verden ikke slippe ind. Han er i stand til at putte hele helvede i sin ransel. Jeg er blevet ordentlig pryglet igennem, da jeg var der." Bror Lystig fik derfor det svar, at han skulle gå sin vej, han kom ikke ind. "Når de ikke vil have mig her, må jeg se at slippe ind i himlen," tænkte han, "et sted må jeg da være." Han vendte så om og gik hen til himlen og bankede på porten. Peter sad der netop og bror Lystig kendte ham straks og tænkte: "Her finder jeg da en gammel ven igen, her vil det nok gå bedre." - "Jeg tror sandelig du vil i himlen," sagde Peter. "Lad mig dog komme ind," sagde bror Lystig, "et sted må jeg da være, og hvis de ville have haft mig i helvede, var jeg slet ikke kommet." - "Du kommer ikke ind," sagde Peter. "Nu vel, når du ikke vil have mig, så vil jeg slet ikke have noget af dig. Tag din ransel igen." - "Ja, kom så med den," sagde Peter, og bror Lystig rakte ham den gennem gitteret og han hængte den ved siden af sin stol. "Nu ønsker jeg mig selv ned i ranslen," sagde bror Lystig, og vips var han inde i himlen og Peter måtte lade ham blive der.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Om hønens død

Hønen og hanen gik en dag ud på nøddebjerget, og de blev enige om, at når de fandt en nøddekerne, skulle de dele den. Hønen fandt en vældig stor en, men sagde ikke noget om det, og ville spise den alene. Den var imidlertid så stor, at den blev siddende fast i halsen, og hønen blev bange for, at den skulle blive kvalt, og råbte til hanen: "Skynd dig at hente mig noget vand, ellers dør jeg." Hanen løb så stærkt den kunne ned til brønden og sagde: "Giv mig noget vand. Hønen ligger oppe på nøddebjerget og er ved at blive kvalt, fordi hun har spist for stor en kerne." - "Løb først hen til bruden og hent mig noget rød silke," svarede brønden. Hanen for af sted hen til bruden: "Giv mig noget rød silke," sagde den, "det skal brønden have, også skal den give mig noget vand til hønen, som ligger oppe på nøddebjerget og er ved at blive kvalt, fordi den har spist for stor en nøddekerne." - "Løb først hen og hent min krans, den er blevet hængende på et piletræ," sagde bruden. Hanen løb ud og hentede kransen og bragte den til bruden, fik den røde silke og skyndte sig så hen til brønden og fik vand. Men da den kom op på bjerget med det, var hønen kvalt og lå ganske stille uden at røre sig. Hanen blev så bedrøvet at den gav sig til at græde højt, og alle dyrene kom løbende og sørgede også over den stakkels høne. Seks mus lavede en lille vogn, hvori hønen skulle køres hen og begraves, og da den var færdig, blev de spændt for, og hanen satte sig op på bukken. På vejen mødte de en ræv. "Hvor skal du hen?" spurgte den. "Jeg skal hen og begrave hønen." - "Må jeg køre med?"
"Ja, men sæt dig helt tilbage,ellers er mine heste for svage."
Den satte sig op og nu kom også ulven, bjørnen og løven og alle dyr i skoven, og de kørte af sted til de kom til en bæk. "Hvordan skal vi nu kommer over?" sagde hanen. Ved bredden lå et halmstrå, og det sagde: "Jeg skal lægge mig tværs over, så kan I bruge mig som bro." Men da musene kom ud på det, gled det ned i vandet og de druknede alle seks. Nu var nøden lige stor, men så kom der en gnist og sagde: "Jeg er stor nok. Nu lægger jeg mig her, så kører I over mig. "Den lagde sig nu overvandet, men kom uheldigvis til at dukke så langt ned i det, at den hvislende sluktes og døde. En sten, der lå dernede, fik ondt af hanen og ville hjælpe den, og lagde sig tværs over vandet. Hanen trak nu selv vognen og kom op på land med den døde høne, men ville nu også trække de andre op, der sad bagpå. Men de var alt for tunge, vognen gled tilbage og de faldt allesammen i vandet og druknede. Nu var hanen alene med hønen og den gravede en grav og rejste en høj over den. Så satte den sig på toppen og der sad den og døde af sorg og så var de allesammen døde.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Havfruen

Der var engang en lille dreng og en lille pige, som legede sammen nede ved havet, og de var så uforsigtige, at de begge to faldt i. Nede i havet kom en havfrue hen til dem og sagde: "Nu har jeg jer, nu skal I få lov til at bestille noget." Derpå gik hun af sted med dem og gav pigen noget uredt hør at spinde, og lod hende slæbe vand i en tønde. Drengen skulle fælde et træ med en stump økse, og de fik ikke andet at spise end stenhårde boller. Til sidst blev børnene lede og kede af det, og en dag, da havfruen var i kirke, flygtede de bort. Da havfruen kom hjem så hun, at fuglene var fløjet, og for af sted efter dem med lange skridt. Børnene så hende i lang afstand og pigen kastede en børste bagved sig. Den blev til et helt børstebjerg med tusinde og atter tusinde pigge, og det var meget besværligt for havfruen at klatre derover, men endelig lykkedes det dog. Da børnene så det, kastede drengen en kam bagved sig, og den blev til et stort kammebjerg med tusinde og atter tusinde tænder, men havfruen holdt sig fast i dem og slap til sidst over. Da kastede pigen et spejl bagved sig, og det blev til et spejlbjerg, der var så glat, at hun umuligt kunne komme over det. "Jeg må løbe hjem i en fart og hente min økse og hugge det itu," tænkte hun, men da hun kom tilbage og fik bjerget knust, var børnene for længe siden langt borte, og havfruen måtte igen dukke ned i vandet.Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Bedstefaderen og sønnesønnen

Der var engang en meget gammel mand. Han var både blind og døv, og hans knæ rystede under ham. Når han sad ved bordet, kunne han næsten ikke holde på skeen, men spildte tit på dugen, og mange gange savlede han også. Hans søn og svigerdatter syntes, at det var væmmeligt at se på, og den gamle bedstefar måtte derfor sætte sig i kakkelovnskrogen og de gav ham mad i en lerskål. Han fik ikke engang så meget, at han kunne spise sig mæt, og med tårer i øjnene så han hen til bordet, hvor de andre sad. En dag rystede han sådan på hænderne, at han tabte skålen, og den gik itu. Den unge kone skændte på ham, men han sukkede blot og sagde ikke noget. Hun købte nu en træskål til et par øre, og den måtte han spise af. En dag, da de sad derude, så de, at deres lille dreng på 4 år slæbte nogle brædder sammen. "Hvad bestiller du?" spurgte faderen. "Jeg laver et trug," svarede han, "det skal far og mor spise af, når jeg bliver stor." Manden og konen så på hinanden og begyndte at græde. Og øjeblikkelig førte de den gamle bedstefar hen til bordet og lod ham fra nu af altid spise med dem og sagde heller ikke noget, selv om han spildte lidt.Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Den kloge Grete

Der var engang en kokkepige, som hed Grete. Hun havde sko med røde hæle, og når hun gik med dem på, svansede hun rigtig af sted og tænkte: "Jeg er dog en køn pige." Når hun kom hjem, drak hun af bare glæde en slurk vin og så fik hun også lyst til at spise og smagte så længe på maden til hun var mæt. "Kokkepigen må da vide, hvordan det smager," sagde hun.
En gang sagde hendes husbond til hende: "I aften får vi fremmede. Kan du stege to rigtig lækre høns." - "Det skal jegnok," svarede Grete, slagtede dem, skoldede og plukkede dem og satte dem på spiddet, og henimod aften stillede hun dem på ilden for at stege dem. De begyndte at blive brune og møre, men den fremmede var ikke kommet endnu. "Hvis han ikke kommer snart, må jeg tage dem af ilden," sagde Grete, "men det er synd, hvis det varer ret længe før de bliver spist. De er allersaftigst nu." - "Jeg vil selv løbe hen og hente ham," sagde husbonden. Så snart han var gået, flyttede Grete hønsene til side og tænkte: "Man bliver varm og tørstig af at stå så længe ved ilden. Gud må vide, når de kommer hjem. Jeg må ned i kælderen og have noget at drikke." Derpå løb hun derned og fyldte et krus. "Skål, Grete," sagde hun og tog en ordentlig slurk. "Det er ikke sådan at holde op, når man først er begyndt," sagde hun og tog et drag til. Hun gik nu op igen, satte hønsene over ilden, smurte smør på og drejede dem rundt. De lugtede lækkert, og Grete tænkte: "Det er bedst at smage på dem, for at det ikke skal gå galt," strøg fingeren hen over dem og slikkede på den. "Hvor de høns dog er dejlige, tænkte hun, "det er synd og skam, at de ikke skal spises straks." Hun løb hen til vinduet for at se, om hendes husbond ikke kom med sin gæst, men der var ingen at se. "Den ene vinge brænder jo," tænkte hun, da hun kom hen til hønsene igen, "det er meget bedre, at jeg spiser den." Hun skar den af, og den smagte hende så godt, at hun tænkte: "Det er bedst, jeg også tager den anden. Ellers kan man se, at der mangler noget." Da hun havde spist den med, gik hun hen til vinduet for at se efter sin husbond, men hun kunne ikke øjne ham. "Måske kommer de slet ikke," tænkte hun, "de kan jo være taget ind et andet sted. Frisk mod, Grete. Tag en god slurk vin og spis det hele. Du er jo dog begyndt og så får du ro. Hvorfor skal man spilde Guds gaver." Hun løb så ned i kælderen og tog sig noget vin og spiste nok så fornøjet den ene høne. Og da hendes husbond stadig ikke kom, så hun på den anden og tænkte: "Hvor den ene er, må den anden også være. De to hører sammen, og hvad der passer for den ene, passer også for den anden. Når jeg får lidt mere at drikke, kan det vist ikke gøre mig noget." Og da hun havde taget sig en ordentlig slurk vin, gled den anden høne også ned.
Mens hun sad der og spiste nok så godt, kom husbonden gående og råbte: "Skynd dig lidt, Grete, nu kommer gæsten straks." - "Nu skal jeg gøre det i stand," svarede Grete. Husbonden så imidlertid efter, om bordet var dækket pænt, og gik så ud på gangen og hvæssede den store kniv, som han ville skære hønsene for med. Imidlertid kom den fremmede og bankede pænt og høfligt på døren. Grete løb derhen, og da hun så, hvem det var, lagde hun fingeren på munden og sagde: "Skynd jer lidt at komme af sted. Hvis min husbond får fat på jer, er I ulykkelig. Han har kun indbudt jer for at skære begge ørerne af jer. Kan I høre, han hvæsser kniven." Det kunne han jo nok høre og løb ned ad trappen, alt hvad han kunne. Grete var ikke tabt bag af en vogn, løb grædende ind til sin husbond og råbte: "Det er en net gæst, I der har indbudt." - "Hvad mener du, Grete." - "Tænkbare, jeg var på vej ind med hønsene, også snuppede ham dem begge to og løb sin vej." - "Det er rigtignok en nydelig opførsel," sagde manden, ærgerlig fordi han var gået glip af de dejlige høns, "bare han da i det mindste havde ladet mig beholde den ene, så havde jeg da haft noget at spise." Han råbte nu til gæsten, at han skulle vente, men han lod som han ikke hørte. Da løb han efter ham, stadig med kniven i hånden, og råbte: "Bare den ene, bare den ene." Han mente, at han ville have den ene høne, men den fremmede troede, at han skulle af med sit ene øre og løb, som han havde ild under fødderne, for at slippe helskindet hjem med dem begge to.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Nelliken

Der var engang en dronning, hvem Vorherre havde nægtet den lykke at få børn. Hver morgen gik hun ud i haven og bad, om hun måtte få en søn eller en datter. Og da kom en engel fra himlen og sagde: "Glæd dig, du skal få en søn, og han skal opnå alt, hvad han ønsker sig." Hun gik straks hen og fortalte kongen det, og da et år var gået, fødte hun en søn, og kongen var meget glad.
Hver morgen gik hun med barnet ind i dyrehaven og badede i en klar kilde. Da drengen var blevet noget ældre, faldt hun en dag i søvn, da hun sad med det på skødet. Den gamle kok, som vidste, at barnet havde ønskegave, listede sig da derhen og stjal det. Derpå dræbte han en høne, stænkede blodet på dronningens forklæde og kjole, og bar barnet langt bort til en amme, der måtte give det die. Så skyndte han sig op til kongen og sagde, at dronningen havde ladet de vilde dyr røve barnet. Da kongen så blodet på forklædet troede han, at det var sandt, og blev så rasende, at han lod bygge et højt tårn, hvor hverken solens eller månens stråler trængte ind, og lod dronningen mure inde der. I syv år skulle hun sidde der uden at få mad eller drikke. Men Gud sendte to af sine engle i skikkelse af hvide duer, og to gange hver dag bragte de mad til hende, til de syv år var omme.
Kokken tænkte imidlertid: "Det kunne måske bringe mig i fortræd at blive her, hvis denne dreng har ønskegave." Han begav sig derfor af sted hen til barnet, der allerede var så stort, at det kunne tale, og sagde til ham: "Ønsk dig et smukt slot med en have." Næppe havde drengen udtalt ordene, før slottet stod der. "Du har ikke godt af at være så ene," sagde kokken nogen tid efter, "ønsk dig, at du må få en smuk pige til at holde dig med selskab." Straks stod der den dejligste pige, skønnere end nogen maler kunne male hende. De to legede nu sammen og kom til at holde meget af hinanden, og kokken gik på jagt som en fornem herre. Imidlertid kom han til at tænke på, at det måske engang kunne falde prinsen ind at ønske sig hjem til sin far, og det ville jo være en slem historie. Han sagde derfor i al hemmelighed til pigen: "I nat, når drengen sover, skal du stikke denne kniv i hans hjerte, ellers er det ude med dig." Derpå gik han sin vej, men da han dagen efter kom igen, havde hun ikke gjort det. "Hvorfor skal jeg udgyde uskyldigt blod," sagde hun, "han har jo ikke gjort nogen mors sjæl fortræd." - "Hvis du ikke gør det, koster det dig dit liv," sagde kokken. Da han var gået, fik hun fat på et lille rådyr, lod det slagte og lagde hjerte og tunge på en tallerken, og da hun så den gamle komme, sagde hun til drengen: "Læg dig i sengen og træk tæppet over dig."
Den onde kok kom nu ind og spurgte: "Hvor er drengens hjerte og tunge?" Pigen rakte ham tallerkenen, men prinsen kastede tæppet af sig og sagde: "Hvorfor ville du dræbe mig, din gamle skurk. Nu fælder jeg din dom. Du skal blive til en sort puddelhund med en guldkæde om halsen og spise glødende kul, så flammerne står dig ud af gabet." I samme øjeblik var den gamle forvandlet til en sort puddel med en guldkæde om halsen, og kokken måtte bringe glødende kul, som den åd, og flammerne stod den ud af halsen. Kongesønnen blev endnu nogen tid på slottet og tænkte stadig på, om hans mor levede endnu. "Jeg vil hjem til mit fædreland," sagde han til pigen, "vil du gå med mig, så skal jeg sørge for dig." - "Vejen er så gruelig lang," svarede hun, "og hvad skal jeg gøre i det fremmede land, hvor jeg ikke kender et menneske." De ville dog ikke skilles, og efter hans ønske blev hun forvandlet til en smuk nellike og den tog han med sig.
Han drog nu af sted, og puddelhunden måtte følge med. Da han kom til sit fædreland, gik han hen til det tårn, hvor hans mor sad, og da det var så højt, ønskede han sig en stige, der kunne nå lige op til toppen. Derpå gik han op ad den, kiggede ned i tårnet og råbte: "Er du levende endnu min egen lille mor?" - "Jeg har jo lige spist, jeg er helt mæt," svarede hun, for hun troede, det var englene. "Jeg er din søn, som skulle være ædt af de vilde dyr," sagde han, "men jeg lever endnu, og jeg skal nok frelse dig." Derpå steg han ned og lod sig melde hos sin far kongen som en fremmed jæger, der ønskede at træde i hans tjeneste. Kongen svarede, at hvis han var en udlært jæger og kunne skaffe ham noget vildt, kunne han jo nok bruge ham, men for resten var der slet ingen vilde dyr der på egnen. Men jægeren lovede, at han nok skulle skaffe ham ligeså meget, som der behøvedes til hans taffel. Han fik nu alle jægerne med sig ud i skoven, lod dem stille sig op i en stor kreds, der var åben til den ene side, og stillede sig i midten og begyndte at ønske. Straks kom over tohundrede dyr springende, og jægerne skød løs på dem. De blev læsset på seks vogne og kørt hjem til kongen, og nu kunne han da få nok af vildt til taflet. Han havde jo også måttet undvære det i mange år.
Kongen blev meget glad og besluttede at fejre en stor fest og hele hoffet blev indbudt. Da alle var samlede, sagde han til jægeren: "Du skal sidde ved siden af mig, fordi du er så flink." - "Bliv ikke vred, herre konge," svarede prinsen, "jeg er jo kun en simpel jæger." Men kongen blev ved at trænge ind på ham, og til sidst gav han efter. Han sad og tænkte på sin mor og ønskede, at en af kongens mænd ville begynde at tale om hende, og i samme øjeblik sagde marskallen: "Her sidder vi nu i fryd og glæde, men hvordan mon det går dronningen i tårnet. Mon hun er død eller levende." - "Jeg vil ikke høre et ord om hende," sagde kongen, "det er hendes skyld, at min søn blev sønderrevet af de vilde dyr." Da rejste jægeren sig og sagde: "Hun lever endnu, og jeg er din søn. De vilde dyr har ikke røvet mig, men den gamle kok tog mig, da min mor sov, og stænkede blodet af en høne på hendes forklæde." Derpå pegede han på hunden. "Der er forbryderen," sagde han, og lod hente glødende kul, som den måtte spise, mens de allesammen så på det, og flammerne slog den ud af halsen. Derpå spurgte han kongen, om han ville se ham i hans sande skikkelse, og i samme øjeblik han ønskede det, stod kokken der med sit hvide forklæde og kniven ved siden. Kongen blev meget vred og befalede, at han skulle kastes i det mørkeste fængsel. "Vil I se den pige, der har været så god imod mig, mens jeg levede derude," sagde jægeren, "hun skulle have dræbt mig, men gjorde det ikke, skønt hendes eget liv stod på spil." Kongen sagde ja. "Så skal du først se hende som en dejlig blomst," sagde prinsen, tog nelliken frem, og den var smukkere end nogen anden blomst. "Nu skal du se hende i hendes virkelige skikkelse," sagde han, og i samme øjeblik, han ønskede det, blev hun til en kvinde så skøn, at ingen maler kunne male hende skønnere.
Kongen sendte nu to kammerpiger og to tjenere op i tårnet for at hente dronningen. De førte hende ind i salen, men hun ville intet spise. "Den gode Gud, som har sørget for mig i tårnet, vil snart kalde mig til sig," sagde hun. Endnu tre dage levede hun, så sov hun roligt hen. De to engle, der havde bragt hende mad i tårnet, fulgte hende i skikkelse af to hvide duer og satte sig på hendes grav. Kongen lod den gamle kok hugge i fire stykker, men kort tid efter døde han selv af sorg. Prinsen giftede sig med den dejlige pige, der havde fulgt ham, forvandlet til en nellike, men om de lever endnu, det må Gud vide.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Ræven og katten

Da katten en gang gik sig en tur i skoven, mødte den ræven. "Den er klog og har stor indflydelse her i verden," tænkte den og hilste venligt på den. "God morgen, hr. Ræv," sagde den, "hvordan går det? Kan I klare jer i disse dyre tider." Den hovmodige ræv betragtede katten fra top til tå og vidste først slet ikke, om den ville svare. "Din sølle, skæggede fyr," sagde den endelig, "din forsultne, brogede nar, din musejæger, hvad bilder du dig ind. Hvor tør du spørge, hvordan det går mig? Hvad har du lært? Hvad for kunster kan du gøre?" - "Jeg kan kun en eneste," svarede katten beskedent. "Hvad er det for en?" spurgte ræven. "Når hundene er efter mig kan jeg frelse mig ved at springe op i et træ." - "Er det det hele," sagde ræven, "jeg kan hundrede kunster og har desforuden en hel pose fuld af list. Men jeg har ondt af dig. Kom med mig, så skal jeg lære dig, hvordan man slipper fra hundene." I samme øjeblik kom en jæger gående med fire hunde. Katten sprang behændigt op i et træ og satte sig helt oppe i toppen, fuldstændig skjult af grene og blade. "Luk posen op, hr. Ræv, luk posen op," råbte katten, men hundene havde allerede fat i ræven og holdt fast i den. "I havde nok ikke meget gavn af jeres hundrede kunststykker," råbte katten, "hvis I havde kunnet klatre som jeg, havde I nok kunnet frelse livet."Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Ræven og fru Ulv

Engang fødte ulvens kone en dreng og bad ræven stå fadder. "Den er jo dog nær i familie med os," tænkte hun, "og har en god forstand og er en flink fyr og kan lære vores søn en hel del og hjælpe ham til at komme frem i verden." Ræven kom da også meget pænt og sagde: "Mange tak for den ære, I viser mig. Jeg skal nok gøre mig værdig til den, så I skal få glæde af mig." Ved festen lod han sig maden rigtig smage og var meget lystig og sagde bagefter: "Kære fru Ulv. Det er vores pligt at sørge for barnet, og I må have rigtig god føde, så det kan få mange kræfter. Der er en fårestald herhenne, hvor vi meget let kan få fat i en god bid." Ulven blev lækkersulten, og hun og ræven gik hen til bondegården. I lang afstand viste han hende stalden og sagde: "Der kan I krybe ind uden at nogen ser det. Jeg vil imidlertid prøve min lykke ad anden vej og se, om jeg ikke kan få fat i en høne." Den gik imidlertid ganske roligt hen til indgangen af skoven og lagde sig ned der og hvilede sig. Ulven krøb ind i stalden, men der lå en hund og gøede sådan, at bønderne kom løbende og fik fat i ulven og tampede den ordentligt igennem. Endelig slap den ud og slæbte sig af sted hen til ræven, der lå og klagede sig ynkeligt. "Jeg er rigtignok blevet ilde medtaget," sagde den, "bønderne har overfaldet mig og slået mig sønder og sammen, og hvis I ikke kan hjælpe mig af sted, må jeg blive liggende her og dø ar sult." Ulven kunne kun selv gå med stort besvær, men var dog så ængstelig for ræven, at hun tog den på ryggen, og langsomt bar den fuldstændig raske gudfar hjem til sit hus. "Farvel, kære fru Ulv," råbte den og lo af fuld hals, "lad stegen smage eder godt." Derpå løb den sin vej.Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Ulven og ræven

En ræv var engang flyttet sammen med en ulv, men da den var den svageste, måtte den gøre alt, hvad ulven ville have, så den ville gerne være af med den herre. En dag, da de gik igennem skoven, sagde ulven: "Skaf mig noget at æde, ellers æder jeg dig." - "Jeg ved, hvor der er en bondegård med et par små lam," svarede ræven, "hvis du har lyst til det, kan vi jo hente et af dem." Ulven var meget fornøjet med forslaget, og ræven stjal lammet, bragte det til ulven og løb så sin vej. Ulven åd det, men havde ikke fået nok, og gik ind for at hente det andet. Men den bar sig så kejtet ad, at fåret opdagede den og gav sig til at skrige og bræge, så bønderne kom løbende og fandt ulven. De pryglede løs på den af alle kræfter og haltende og hylende løb den tilbage til ræven. "Du har rigtignok lokket mig i en rar snare," sagde den, "jeg ville hente det andet lam, og så fik bønderne fat på mig og gav sig til at prygle mig, så jeg er ganske mør." - "Hvorfor er du også så grådig," sagde ræven.
Næste dag gik de igen ud og ulven sagde: "Skaf mig noget at æde, ellers æder jeg dig selv." - "Jeg ved et sted herhenne, hvor konen skal lave pandekager i aften," svarede ræven, "skal vi hente nogle af dem." De gik derhen og ræven listede sig rundt om huset og snusede og kiggede så længe, til den opdagede, hvor fadet stod. Derpå snappede den seks pandekager og bragte dem til ulven. "Der har du noget at æde," sagde den og gik sin vej. Ulven slugte dem på et øjeblik. "De smager efter mere," tænkte den og gik hen og rev hele fadet ned, så det gik itu. Det gjorde et vældigt spektakel, konen kom styrtende, og da hun så ulven, kaldte hun folk til, som pryglede løs på den af al magt, og hylende slæbte den sig ud i skoven til ræven. "Hvor du har narret mig nederdrægtigt," råbte den, "bønderne fik fat i mig og garvede mit skind ordentligt." - "Hvorfor er du dog også så grådig," sagde ræven.
Dagen efter gik de ud sammen igen, og skønt ulven kun med besvær kunne slæbe sig af sted, sagde den dog: "Skaf mig noget at æde, ellers æder jeg dig." - "Der er en mand derhenne, der lige har slagtet," sagde ræven, "kødet er saltet og ligger nede i kælderen. Skal vi hente noget af det?" - "Ja, lad os det," svarede ulven, "men jeg går straks med, så du kan hjælpe mig at slippe bort." - "Værsgo'," sagde ræven, og ad en mængde krogveje slap de omsider ned i kælderen. Der var fuldt op af kød og ulven gav sig straks i færd med det og tænkte: "Det skal vare en stund, før jeg holder op." Ræven tog også for sig af retterne, men kiggede hele tiden rundt om sig og løb hvert øjeblik hen til det hul, de var kommet igennem, for at se, om den endnu var tynd nok til at slippe igennem. "Hvorfor render du hele tiden derhen og springer frem og tilbage?" spurgte ulven. "Jeg må dog se om der ikke kommer nogen," svarede den listige ræv, "spis nu ikke formeget." - "Jeggårikke, før tønden er tom," svarede ulven. Imidlertid kom bonden, der havde hørt ræven springe frem og tilbage. Ræven var med et spring ude af hullet, ulven ville løbe bagefter, men havde ædt sig så tyk, at den ikke kunne komme igennem, men blev siddende fast, og bonden tog nu en knippel og slog den ihjel. Men ræven sprang ind i skoven og var glad over, at den var blevet af med den gamle, grådige fyr.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Ulven og mennesket

Der var engang en ræv, som fortalte en ulv, at mennesket var så stærkt, at intet dyr kunne stå sig imod ham, men måtte bruge list for at klare sig. "Hvis jeg engang traf på et menneske, ville jeg dog gå løs på ham," sagde ulven. Kom bare hen til mig i morgen tidlig," sagde ræven, "så skal jeg vise dig sådan en fyr." Ulven kom ganske tidligt og ræven førte den ud på en vej, jægeren hver dag gik ad. Først kom der en gammel, afskediget soldat forbi. "Er det et menneske?" spurgte ulven. "Nej," svarede ræven, "han har været det." Lidt efter kom der en lille dreng, som skulle i skole. "Er det et menneske?" spurgte ulven. "Han bliver det først," svarede ræven. Endelig kom jægeren med bøssen på ryggen og kniven ved siden. "Se, der kommer et menneske," sagde ræven, "gå løs på ham. Jeg løber ind i min hule." Ulven gik nu henimod jægeren. "Det er dog skade, at jeg ingen kugler har," tænkte han, sigtede og skød en ladning hagl i øjnene på ulven. Den skar nogle fæle ansigter, men lod sig dog ikke skræmme, og gik frem mod jægeren, der gav den endnu en salve. Ulven bed smerten i sig og gik helt ind på jægeren, men da drog han sin kniv og gav den et par hug til højre og venstre, så den blødte dygtigt og hylende løb tilbage til ræven. "Nå, lille ulv," spurgte den, "hvordan kom du så ud af det med mennesket." - "Så stærk har jeg rigtignok ikke troet, han var," svarede ulven, "først tog han en stok ned af skulderen og blæste deri, så der fløj mig noget i øjnene, som kildrede mig ganske modbydeligt, og da han pustede en gang til, var det som det lynede og haglede. Da jeg kom helt hen til ham, tog han et blankt ribben ud af kroppen og slog sådan løs på mig, at jeg var lige ved at blive på pletten." - "Der kan du se, hvad du er for en pralhals," sagde ræven, "du spænder buen så højt, at den brister."Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Historien om seks, der kommer gennem hele verden

Der var engang en mand, som forstod sig på en hel del. Han havde været i krig og kæmpet tappert, og da freden var sluttet, fik han sin afsked og tre skilling i tærepenge med på vejen. "Bi bare," tænkte han, "det lader jeg mig ikke nøje med. Når jeg først finder de folk, jeg kan bruge, skal kongen blive nødt til at give mig alle landets skatte." Han gik ind i skoven, og der så han en mand, der rykkede seks træer op, så let som om det var græsstrå. "Vil du følge med mig og være min tjener?" spurgte han. "Ja, det vil jeg nok," svarede den anden, "men jeg vil først bringe det knippe brænde hjem til min mor." Derpå snoede han det ene træ om de fem andre, løftede dem op på skulderen og gik af sted med dem. Lidt efter kom han tilbage til sin herre. "Vi to skal nok komme gennem hele verden," sagde han. Da de havde gået lidt, så de en jæger, der lå på knæ med bøssen til kinden. "Hvad sigter du på?" spurgte herren. "To mil herfra sidder der en flue på en egegren," svarede jægeren, "jeg vil skyde dens venstre øje ud."
"Å, gå dog med mig," sagde manden, "når vi tre holder sammen, skal vi nok komme gennem hele verden." Jægeren sagde straks ja, og de gik videre. Noget efter kom de til syv vindmøller, hvis vinger gik rundt i susende fart, skønt der ikke var en vind, som rørte sig. "Hvordan kan de møller dog gå, når det er blikstille," sagde manden forbavset. Da de var kommet to mil videre, så de en mand, der sad oppe i et træ og trykkede det ene næsebor til og blæste ud gennem det andet.
"Hvad i al verden bestiller du deroppe?" spurgte manden. "Jeg blæser på syv vindmøller, der står to mil herfra," svarede han. "Kom og gå med mig," sagde manden, "vi fire kommer nok gennem hele verden." Blæseren klatrede nu ned af træet og fulgte med dem, og nogen tid efter kom de til en mand, som havde spændt det ene ben af sig og lagt det ved siden af sig. "Det er en rigtig bekvem måde at hvile sig på," sagde manden. "Jeg er løber," svarede han, "og jeg har taget benet af, for at det ikke skal gå alt for hurtigt. Når jeg løber på begge ben, går det hurtigere end en fugl kan flyve." - "Vil du ikke gå med mig?" spurgte manden, "vi fem skal nok komme gennem hele verden." De gik nu allesammen videre og lidt efter mødte de en fyr, som havde hatten på det ene øre. "Hvordan er det dog, du ser ud," sagde manden, "du ligner jo en nar. Sæt dog din hat ordentligt." - "Det tør jeg ikke," svarede han, "for når jeg gør det, bliver det så koldt, at fuglene fryser ihjel og falder døde til jorden." - "Kom her og følg med mig," sagde manden, "når vi seks holder sammen, kommer vi nok gennem hele verden."
De kom nu til en by. Kongen havde ladet bekendtgøre, at den der kunne løbe hurtigere end hans datter skulle få hende til brud, men lykkedes det ham ikke, skulle han bøde med sit hovede. Manden gik derop og meldte, at han ville lade sin tjener løbe for sig. "Så må du også sætte hans liv i pant," sagde kongen, "så gælder det både dit og hans hovede." Det gik manden ind på, spændte benet på løberen og formanede ham til at gøre sine sager rigtig godt. Det blev bestemt, at den, der hurtigst kunne hente vand fra en brønd, som lå langt borte, havde vundet. De fik hver et krus i hånden og begyndte at løbe på samme tid. Men da prinsessen var kommet et lille stykke, var løberen allerede ude af syne og susede af sted som vinden. Kort tid efter nåede han brønden, fyldte kruset og vendte. På hjemvejen blev han så træt, at han satte kruset fra sig og lagde sig til at sove. For at det ikke skulle vare for længe før han vågnede, lagde han en rigtig hård sten under sit hovede. Imidlertid havde kongedatteren, der løb så godt som noget almindeligt menneske kan, nået brønden og skyndte sig tilbage med kruset. Da hun så løberen ligge der og sove, tænkte hun glad: "Ham har jeg da i min magt," hældte vandet ud af kruset og løb videre. Nu havde spillet jo været tabt, hvis ikke til alt held jægeren havde stået oppe på slottet og set det hele med sine skarpe øjne. "Vi skal nok stå os mod prinsessen," sagde han, ladede sin bøsse og skød stenen bort under løberens hovede uden at gøre ham noget. Han vågnede straks, sprang op og så, at kruset var tomt og kongedatteren et langt stykke i forvejen. Men han tabte ikke modet, løb tilbage til brønden fyldte kruset og var hjemme ti minutter før prinsessen. "Se, nu har jeg først brugt mine ben," sagde han, "det andet var slet ikke noget at tale om."
Men kongen og endnu mere prinsessen var meget misfornøjet med, at hun skulle have sådan en almindelig afskediget soldat til mand, og lagde råd op om, hvordan de skulle blive af med ham og hans kammerater, og endelig fandt kongen på noget. "Du skal ikke være bange," sagde han til sin datter, "nu har jeg fundet et middel, så du nok skal slippe for dem." Derpå sagde han til soldaten: "Nu skal I få mad og drikke, så I kan have det lidt gemytligt sammen," og han førte dem så ind i en stue, hvor gulvet og døren var af jern og vinduerne spærret med jernstænger. Der stod et bord med den dejligste mad og kongen bød dem tage for sig af retterne. Så låsede og stængede han døren rigtigt forsvarligt og befalede kokken at fyre under stuen, til jernet var glødende. Han tog fat, og de seks derinde mærkede nok, at der blev noget varmt, men de troede, at det var fordi de spiste. Heden tog imidlertid til, og til sidst kunne de ikke holde det ud længere. Men da de ville gå deres vej og fandt døren låset, mærkede de jo, at kongen havde haft ondt i sinde og havde villet kvæle dem. "Det skal ikke lykkes ham," sagde han med hatten, "nu skal der komme sådan en kulde, at ilden skal skamme sig og krybe i et musehul." Han tog nu hatten på, og straks blev det iskoldt, og maden på fadene begyndte at fryse. Da der var gået et par timer tænkte kongen, at de måtte være døde af varmen, og ville selv hen og se til dem. Men da døren blev åbnet stod de der alle seks sunde og raske og sagde, at det var rart, de kunne komme ud og varme sig, for i den stærke kulde, der havde været derinde, var maden frosset fast til fadene. Kongen gik rasende ned til kokken og spurgte, hvorfor han ikke havde adlydt hans befaling. "Der er ild nok," svarede kokken, "se kun selv." Kongen så nu, at der brændte et mægtigt bål under stuen og mærkede jo nok, at han ikke på den vis kunne komme de seks til livs.
Men han tænkte stadig på, hvordan han skulle blive dem kvit, og lod soldaten kalde for sig og sagde: "Hvis du vil opgive ethvert krav på min datter, skal du få så meget guld du vil." - "Lad gå," svarede han, "når jeg får lige så meget, som min tjener kan bære, bryder jeg mig ikke om eders datter." Kongen var fornøjet med det, og det blev bestemt, at manden skulle have det om fjorten dage. Han lod nu alle skræddere i hele riget kalde til sig, og de måtte i de 14 dage sidde og sy en sæk, og da den var færdig tog den stærke fyr, som rykkede træer op, den på nakken og gik op til slottet. "Hvad er det dog for en vældig fyr med en rulle lærred så stort som et hus på skulderen," sagde kongen, men han blev jo noget forfærdet ved tanken om alt det guld, han kunne bære med sig. Seksten af de stærkeste mænd kom nu slæbende med en tønde guld, men fyren greb den med den ene hånd, puttede den ned i sækken og sagde: "Hvorfor bringer I ikke mere med det samme. Dette her dækker jo knap bunden." Kongen måtte efterhånden lade alle sine skatte hente, men sækken var endda ikke engang halvfuld. "Kom med mere," sagde den stærke mand, "den smule fylder ikke noget." Syvtusind vogne belæsset med guld kørte nu frem på rad og blev puttet i sækken med vogn og okser og det hele. "Nu tager jeg, hvad der kommer, så sækken kan blive fuld," sagde han, men da han havde stoppet det altsammen deri, var der plads til meget endda. "Nu binder jeg sækken til, selv om den ikke er fuld, for dog at få ende på sagen," sagde han, tog den på ryggen og gik af sted med sine kammerater.
Kongen blev rasende, da han så, at en eneste mand spadserede af sted med alle landets skatte, og lod sine ryttere stige til hest og ride efter ham og tage sækken fra ham. Det varede ikke længe, før to regimenter nåede dem, og anføreren råbte: "I er fanger, læg straks sækken fra jer ellers hugger vi jer sønder og sammen." - "Hvad for noget," sagde blæseren, "tror I, vi er jeres fanger. Det bliver nok jer, der kommer til at danse i luften." Derpå holdt han for det ene næsebor og blæste gennem det andet, og begge regimenterne fløj op i luften over alle bjerge, den ene mod øst, den anden mod vest. En af sergenterne bad om nåde. Det var en tapper fyr, som havde fået ni sår, og ikke fortjente sådan en skændsel. Blæseren holdt da lidt inde, så han uskadt kom ned på jorden, og sagde så til ham: "Gå nu hjem og sig til kongen, at han skal bare sende flere ryttere, så skal jeg blæse dem allesammen op i luften." Da kongen hørte den besked sagde han: "Lad de karle løbe, de kan mere end deres fadervor." De seks drog nu hjem med deres rigdom, delte den og levede lykkeligt til deres død.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

De tre lykkebørn

Der var engang en mand, som kaldte på sine tre sønner og gav den ældste en hane, den anden en le og den tredie en kat. "Jeg er nu gammel og vil gerne sørge for jer, før jeg dør," sagde han. "Penge har jeg ikke, og det, jeg giver jer, har tilsyneladende ringe værdi, men det kommer blot an på at bære sig fornuftigt ad. Find et land, hvor sådanne ting ikke kendes, så er jeres lykke gjort." Da faderen var død vandrede den ældste af sted med sin hane, men den var godt nok kendt, hvor han kom frem. I lang afstand så han den sidde på byens tårne og dreje sig for vinden, i landsbyerne hørte han den gale og ikke et eneste menneske faldt på at undre sig over hans dyr, så det så rigtig nok ikke ud, som om han skulle gøre sin lykke dermed. Til sidst kom han dog ud på en ø, hvor folkene aldrig nogensinde havde set en hane og ikke engang kunne inddele tiden. De vidste nok, når det var morgen og aften, men når de ikke sov om natten, kunne de slet ikke hitte ud af tiden. "Sikken et dejligt dyr," sagde han, "det har en rubinrød krone på hovedet og sporer som en ridder. Om natten kalder det tre gange på bestemte tider, sidste gang lidt før solen står op. Og når det råber om dagen, kan I være vis på, at vejret forandrer sig." Folkene syntes godt om hanen og sov ikke en hel nat og morede sig kongeligt ved at høre hanen fortælle dem højt og lydeligt kl. to og fire og seks, hvordan tiden gik. De spurgte ham om dyret ikke var til salg, og hvad han forlangte for det. "Så meget guld, som et æsel kan bære," svarede han. "Det er jo en latterlig lille pris for sådan et kostbart dyr," råbte de allesammen og gav ham, hvad han ønskede.
Da han kom hjem med al den rigdom, blev hans brødre meget forundrede, og den næstældste sagde: "Jeg vil også ud og se, om min le kan meje ligeså meget af til mig." Det så imidlertid ikke ud til det, for alle vegne mødte han bønder som lige så godt havde en le på skulderen som han. Til sidst kom han til en ø, hvor folkene aldrig havde set en le. Når kornet var modent, kørte de kanoner ud på marken og skød det ned. Men det var jo slet ikke hensigtsmæssigt, nogle skud gik i luften, andre traf aksene i stedet for strået, og så gjorde det jo et forbistret spektakel. Manden gav sig så til at meje ganske stille så rask, han kunne, og folkene var lige ved at tabe næse og mund af forundring. De ville gerne give ham alt, hvad han ønskede, for leen, og han fik en hest belæsset med så meget guld, den kunne bære.
Den tredie bror ville nu også prøve sin lykke med katten. Det gik ham ligesom de andre, så længe han blev inde på fastlandet nyttede den ham ikke noget, for de havde katte alle vegne og der var oven i købet så mange, at ungerne blev kastet i vandet. Til sidst sejlede han over til en ø, og det traf sig så heldigt, at de slet ikke kendte katte. Musene havde udbredt sig ganske uhindret og dansede rundt på bænke og borde uden at bryde sig om, at folkene var hjemme. Alle mennesker var fortvivlet derover, og ikke engang kongen i sit slot kunne undgå denne plage. Musene peb i alle kroge og gnavede alt, hvad de kunne få fat i. Katten begyndte nu sin jagt og havde snart ryddet to store sale. Folkene bad kongen købe dette mærkelige dyr og den tredie bror forlangte og fik et muldæsel belæsset med guld og kom således hjem med de allerstørste skatte.
Katten gjorde sig rigtig til gode med musene og dræbte så mange, at de ikke var til at tælle. Til sidst blev den forpustet og tørstig af arbejdet og standsede, strakte hals og råbte: "Mjav." Dette løjerlige skrig forskrækkede kongen og hele hoffet sådan, at de styrtede ud af slottet. Udenfor holdt de råd om, hvad de skulle gøre, og blev til sidst enige om at sende bud til katten for at spørge, om den ville rømme slottet godvilligt eller om de skulle bruge magt. "Vi vil hellere plages af musene, det er vi jo dog vant til, end give vort liv til pris for sådan et uhyre," sagde de. En page blev sendt op til katten for at høre dens svar, men den var blevet endnu mere tørstig og svarede blot: "Mjav, mjav." Pagen syntes, at den sagde: "Nej, nej," og gik ned og fortalte det til kongen. "Så bruger vi magt," sagde rådsherrerne. Der blev så kørt kanoner op, og slottet blev skudt i brand. Da ilden nåede den sal, hvor katten var, sprang den ud ad vinduet og slap helskindet fra det, men folkene blev ved at skyde, lige til slottet var skudt i grus.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Jorinde og Joringel

Der lå engang et gammelt slot ude i en stor mørk skov, hvor der boede en gammel kone ganske alene, og hun var en rigtig heks. Om dagen forvandlede hun sig til en kat eller en natugle, og om aftenen blev hun igen til et menneske. Hun lokkede fugle og dyr til sig og slagtede og stegte dem. Når nogen kom så nær til slottet, at der kun var hundrede skridts afstand, måtte han blive stående, uden at kunne røre sig, lige til hun gav ham fri. Når en ren jomfru kom indenfor tryllekredsen blev hun forvandlet til en fugl, og heksen satte hende ned i en kurv og bar hende ind i et værelse i slottet. Hun havde ikke mindre end syv tusind kurve med sådanne fugle.
Nu var der en pige, som hed Jorinde og var smukkere end alle andre piger, og hun havde forlovet sig med en smuk, ung mand, der hed Joringel. De var så glade og lykkelige, for de var lige blevet forlovet, og en dag gik de ud i skoven for rigtig at tale sammen. "Pas på, at du ikke kommer for nær til slottet," sagde Joringel. Det var en dejlig aften. Solens stråler faldt klart gennem det tætte løv og turtelduerne sad oppe i træerne og sang deres sørgelige viser.Jorinde var tung om hjertet og satte sig ned i det lyse solskin og græd, og Joringel var også underlig sørgmodig. De var så bange, som om de skulle dø, og da de så sig om, vidste de slet ikke, hvor de var, og kunne ikke finde vej hjem. Solen var endnu ikke sunket helt bag bjergene, og da Joringel så gennem krattet, fik han øje på det gamle slot lige i nærheden og blev dødsensangst. Men Jorinde gav sig til at synge:
"Min lille fugl, med ringen rød,du synger så bedrøvet,du spår den stakkels dues død,du synger så - kvivit, kvivit, kvivit -så synger du bag løvet."
Og da Joringel så sig om efter Jorinde var hun forvandlet til en nattergal og sang: "Kvivit, kvivit." En natugle fløj tre gange rundt om hende og sagde tre gange: "Hututu, hututu, hututu." Joringel kunne ikke røre sig af pletten men stod stiv som en støtte og kunne hverken græde eller tale. Nu sank solen helt, uglen fløj ind i en busk, og straks efter kom en gul, mager, gammel kone med røde øjne og en spids næse, som hang helt ned på hagen. Hun mumlede noget, fangede nattergalen og tog den med sig. Joringel stod der og kunne ikke sige noget og ikke røre sig af stedet, og nattergalen var borte. Langt om længe kom konen tilbage og sagde med hæs stemme: "Hil dig, Zakiel. Når månen skinner i buret, er det tid. Løs ham da."
Så blev Joringel fri. Han faldt på knæ og bad, om hun ville give ham Jorinde tilbage. Men heksen svarede, at han fik hende aldrig mere at se, og gik sin vej, det hjalp ikke, hvor meget han græd og klagede. "Hvad skal der blive af mig," jamrede han og gik langsomt ud af skoven og kom noget efter til en fremmed landsby, hvor han levede i lang tid som fårehyrde.
Ofte gik han ind i skoven, rundt om slottet, men vogtede sig vel for at komme for nær. En nat drømte han, at han fandt en blodrød blomst, og midt i den sad der en dejlig stor perle. Han plukkede blomsten og gik ind i slottet, og alt, hvad han rørte ved med den, blev løst af trolddommen og han fik også Jorinde tilbage. Da han vågnede næste morgen begyndte han at søge på bjerge og i dale for at finde en sådan blomst. Han søgte og søgte, og den niende dag fandt han en blodrød blomst, og i midten af den lå der en dugdråbe så stor som den skønneste perle. Han plukkede den og gik dag og nat, til han kom til slottet. Han gik løs på det uden at blive forstenet. Hans hjerte bankede højt af glæde, og da han rørte ved porten med blomsten, sprang den op. Han gik ind i gården og stod stille og lyttede, lige til han kunne høre, hvor alle fuglene sad. Da han kom ind i salen sad heksen der og fodrede fuglene i de syvtusind kurve. Da hun så Joringel blev hun vred og spyede gift og galde imod ham, men hun måtte hele tiden holde sig to skridt fra ham. Han brød sig slet ikke om hende, men gik hen og så på alle de mange kurve og vidste ikke, hvordan han skulle kende sin elskede igen. Da lagde han pludselig mærke til, at heksen i al hemmelighed tog en af kurvene og ville liste sig ud ad døren. Hurtig sprang han efter hende og berørte både kurven og hende med blomsten. Nu var hendes magt brudt og Jorinde stod for ham, ligeså smuk som altid. Han forvandlede nu alle de andre fugle til jomfruer, tog Jorinde i hånden og gik hjem, og de levede længe lykkeligt sammen.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Lærling og mester

Der var engang en mand, som hed Jan. Han ville lade sin søn lære et eller andet håndværk og gik op i kirken og bad Vorherre sige ham, hvad for et han skulle vælge. Degnen stod imidlertid skjult bag alteret og hørte det og råbte: "Han skal lære at hekse." Jan gik så hjem til sin søn og sagde, at Vorherre havde sagt, at han skulle lære at hekse, og de gik nu af sted for at finde en mand, som forstod sig på det. Da de havde gået i lang tid, kom de ind i en stor skov, hvor der boede en gammel kone. "Kan du ikke sige os en, som kan lære min søn her at hekse," spurgte Jan. "Det kan han såmænd lære her," svarede konen, "min søn er en mester deri." Da sønnen kom hjem spurgte manden, om han også forstod sig rigtigt på hekseriet. "Jeg vil gerne tage din søn i lære," svarede han, "kom igen om et år, og hvis du så kan kende ham, skal du slet ikke betale mig noget, men kender du ham ikke, skal du give mig tohundrede daler."
Faderen gik nu hjem og sønnen blev derude for at lære at hekse. Da året var omme, begav Jan sig på vej og gik og grundede over, hvordan han skulle bære sig ad med at kende sin søn igen. Han mødte da en lille mand, som spurgte, hvorfor han var så tankefuld. "Det skal jeg såmænd gerne fortælle," svarede Jan, "for et år siden satte jeg min søn i lære hos en heksemester, der sagde, at hvis jeg ikke kunne kende fyren igen efter et års forløb, skulle jeg give ham to hundrede daler, men hvis jeg kendte ham, skulle jeg slet ingenting betale. Nu går jeg og er så bange for, at jeg ikke kan kende ham, og jeg ved ikke, hvor jeg skal skaffe de penge fra."
Manden sagde da, at han skulle tage en kurvfuld brød med og gå hen til kaminen. Oppe på hylden stod der en lille kurv, og ud af den kiggede der en lille fugl, som var hans søn.
Jan gik hen og kastede noget rugbrød foran kurven og spurven stak hovedet ud. "Goddag, min søn," sagde faderen. Sønnen blev meget glad over at se sin far igen, men heksemesteren sagde: "Det har djævelen sagt dig, ellers kunne du umuligt have vidst det." - "Lad os nu gå, far," sagde sønnen, og så gik de.
Noget efter så de en vogn komme kørende, og sønnen sagde da: "Nu forvandler jeg mig til en mynde, så kan du tjene mange penge på mig." Herren, der sad i vognen, råbte til manden: "Vil du sælge mig den hund?" Manden sagde ja, og da herren spurgte, hvad han ville have for den, sagde han tredive daler. "Det er jo lidt dyrt," sagde herren, "men da det er sådan en usædvanlig smuk hund, vil jeg alligevel købe den." Han tog den nu ind i vognen til sig, men da de havde kørt et lille stykke sprang hunden ud gennem vinduet og blev atter menneske og kom til sin far igen.
De gik nu hjem. Dagen efter var der marked i den nærmeste landsby og sønnen sagde da til sin far: "Nu forvandler jeg mig til en smuk hest, så kan du gå ind og sælge mig, men pas på, du husker at tage tømmen af ellers kan jeg ikke blive menneske igen." Faderen trak ham nu ind på markedet, og der kom hans læremester og købte hesten for hundrede daler, men faderen glemte at tage tømmen af og manden trak den hjem i sin stald. Da pigen kom gående forbi sagde hesten: "Tag tømmen af, tag tømmen af." Pigen stod stille og lyttede efter: "Ih, kan du tale," sagde hun. Derpå gik hun hen og tog tømmen af, og da blev hesten til en spurv og fløj ud ad døren, men heksemesteren forvandlede sig også til en spurv og fløj bagefter. De kom nu ordentligt op at slås, men mesteren kunne ikke stå sig og forvandlede sig til en fisk. Drengen blev nu også en fisk og de sloges igen, men også her trak mesteren det korteste strå. Og da han så forvandlede sig til en høne, blev drengen til en ræv og bed hovedet af ham, så han faldt død om, og der ligger han endnu den dag i dag.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

De tolv jægere

Der var engang en prins, som havde en brud, som han holdt forfærdelig meget af. En dag, da han sad og talte fornøjet med hende, kom der bud, at hans far lå for døden og gerne ville se ham. Han tog da afsked med sin elskede og sagde: "Jeg er nødt til at forlade dig. Denne ring skal du gemme til minde om mig, og når jeg er blevet konge kommer jeg og henter dig." Derpå red han hjem og kom lige tidsnok til at finde sin far i live. "Gudskelov, jeg får dig at se, inden jeg dør," sagde han, "lov mig, at du vil ægte den brud, jeg har valgt til dig," og han nævnede navnet på en prinsesse. Prinsen var så bedrøvet, at han glemte alt andet og sagde ja, og derpå lukkede kongen sine øjne og døde.
Da prinsen var blevet udråbt til konge og sørgetiden var forbi, måtte han holde det løfte, han havde givet sin far, og friede til kongedatteren og fik hendes ja. Da hans første brud fik det at vide, blev hun meget bedrøvet og var lige ved at dø af sorg over hans utroskab. "Hvorfor er du så bedrøvet, min lille pige?" sagde hendes far, "er der noget, du gerne vil have?" Hun tænkte sig om et øjeblik og sagde så: "Jeg ønsker mig elleve piger, hvis ansigt og skikkelse ligner mig aldeles." - "Hvis det er muligt, skal jeg skaffe dig det," sagde kongen, og der blev søgt i hele riget, lige til de elleve piger blev fundet.
Da de kom til prinsessen, lod hun lave tolv ganske ens jægerdragter, som hun og pigerne tog på. Så tog hun afsked med sin far og red af sted til sin elskede brudgoms slot og spurgte, om han ville tage dem allesammen i sin tjeneste. Kongen kendte hende ikke, men syntes godt om dem, og de kom nu alle tolv i tjeneste som jægere hos ham.
Kongen havde imidlertid en løve, som var et ganske mærkeligt dyr, og vidste besked om alle ting. En aften sagde den til ham: "Du tror nok, du har tolv jægere." - "Ja, det gør jeg rigtignok," svarede han. "Men du tager fejl," sagde løven, "det er piger." - "Det er umuligt," råbte kongen, "kan du bevise det." - "Du kan bare strø ærter i forværelset," svarede løven, "så skal du nok få det at se. Mænd har en fast gang og når de går hen over ærter rører de sig ikke, men pigebørn tripper og lister, og så triller ærterne omkring." Kongen syntes, det var et godt råd, og besluttede at følge det.
Kongen havde imidlertid en tjener, som godt kunne lide jægerne, og da han hørte, hvilken prøve de skulle stilles på, gik han hen og fortalte dem det og sagde: "Løven vil have kongen til at tro, at I er piger." Prinsessen takkede ham mange gange og sagde til sine jomfruer: "Træd rigtig fast på ærterne." Da kongen næste morgen lod sine tolv jægere kalde, og de skulle gennem forværelset, hvor ærterne lå, gik de så fast og sikkert, at ikke en eneste trillede. "Du har løjet for mig, de går jo aldeles som mænd," sagde kongen til løven, da de var borte. "De har vidst, at de skulle stilles på prøve og har gjort vold på sig selv," sagde løven, "sæt nu tolv rokke ud i forstuen, så vil de gå hen til dem og glæde sig over dem, og det gør ingen mand." Kongen syntes godt om rådet og besluttede at følge det.
Men tjeneren, der mente det godt med jægerne, gik hen og fortalte dem det, og da de var alene, sagde prinsessen til sine jomfruer: "I må ikke se til den side, hvor rokkene står." Da kongen næste morgen lod sine jægere kalde, gik de gennem forstuen uden at kaste et blik på rokkene. "Du har løjet," sagde kongen til løven, "det er mænd, de har slet ikke set på rokkene." - "De har vidst, at de skulle sættes på prøve og har gjort vold på sig selv," svarede løven, men kongen troede den ikke mere.
De tolv jægere fulgte stadig kongen på jagt, og han kom til at holde mere og mere af dem. En dag, da de var ude i skoven, kom der bud om, at man kunne vente brudens ankomst. Da den rette brud hørte det, blev hun så bedrøvet, at hendes hjerte var ved at briste, og hun faldt afmægtig om på jorden. Kongen troede, at hans kære jæger var blevet syg og løb hen for at hjælpe ham og trak hans handske af. Da så han den ring, han havde givet sin første brud, og da han så på hendes ansigt, kendte han hende straks igen. Han blev dybt bevæget, bøjede sig ned og kyssede hende, og da hun slog øjnene op sagde han: "Du er min, og jeg er din, og intet i verden skal skille os." Derpå sendte han bud til den anden brud og bad hende vende tilbage til sit rige, for han havde allerede en brud, og den, der har fundet en gammel nøgle, behøver ikke nogen ny. Derpå blev brylluppet fejret og løven blev igen taget til nåde, fordi den jo dog alligevel havde sagt sandhed.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Harebruden

Der var engang en kone, som boede sammen med sin datter. De havde en dejlig kålhave, og en vinterdag kom en hare løbende og gav sig til at æde af den. "Gå ud og jag den væk," sagde konen til datteren, og pigen gik derud. "Væk med dig, du æder jo al kålen," sagde hun. "Kom og sæt dig på min hale og rid hjem med mig," sagde haren, men hun ville ikke. Næste dag kom haren igen og åd af kålen, og konen sagde til sin datter: "Gå ud og jag den væk," og pigen gik derud. "Væk med dig, du æder jo al kålen," sagde hun. "Kom og sæt dig på min hale og rid hjem med mig," sagde haren, men hun ville ikke. Dagen efter kom den igen, og konen sagde til sin datter: "Gå ud og jag den væk," og pigen gik derud. "Væk med dig, du æder jo al kålen," sagde hun. "Kom og sæt dig på min hale og rid hjem med mig," sagde haren. Pigen gjorde det og haren løb med hende hjem til sin hytte. "Kan du nu lave grønkål og hirsegrød, så går jeg ud og indbyder folk til bryllup," sagde den.
Skal jeg fortælle dig, hvem bryllupsgæsterne var? Det var alle harerne, og kragen var præst og ræven degn, og alteret var lige under regnbuen.
Pigen følte sig så ene og var meget bedrøvet. Haren kom nu til hende og råbte: "Luk op, luk op, her er alle bryllupsgæsterne i strålende humør." Men hun svarede ikke, græd bare. Haren gik så sin vej men kom lidt efter igen og råbte: "Luk op, luk op, bryllupsgæsterne er sultne." Men bruden sad og græd og svarede ikke. Haren gik igen sin vej og kom lidt efter tilbage og sagde: "Luk op, luk op, bryllupsgæsterne sidder derude og venter." Bruden svarede ikke, men da haren var gået, lavede hun en dukke af strå, gav den sine klæder på og en ske i hånden, satte den hen ved komfuret og løb hjem til sin mor. Haren kom endnu engang tilbage og råbte: "Luk dog op," og til sidst lukkede den selv op og gav dukken en ørefigen, så hovedet faldt af.
Da så haren, at det ikke var dens brud, og hang med hovedet og gik sin vej.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Tusindskind

Der var engang en konge, som havde en dronning med gyldent hår, og hun var så dejlig, at hendes lige ikke fandtes i hele verden. Engang blev hun syg, og da hun mærkede, at hun skulle dø, kaldte hun på kongen og sagde: "Hvis du gifter dig igen, når jeg er død, må du love mig, at den du vælger, skal være ligeså smuk som jeg og have ligesådan et gyldent hår." Da kongen havde lovet det, lukkede hun sine øjne og døde.
Kongen sørgede dybt og tænkte ikke på at tage sig en anden kone. Men så sagde rådsherrerne: "Det går ikke an, kongen må gifte sig igen, så landet får en dronning." Der blev nu sendt bud vidt og bredt for at finde en brud, der var ligeså smuk som den afdøde dronning. Men der var ingen i hele verden, og der var slet ingen, som havde sådan et dejligt gyldent hår. Sendebudene måtte altså vende tilbage med uforrettet sag.
Kongen havde en datter, der var lige så smuk som hendes afdøde mor og også havde sådan et gyldent hår. Da hun var blevet voksen, så kongen pludselig en dag, hvor meget hun lignede sin mor, og blev straks forelsket i hende. Han sagde derfor til sine rådsherrer: "Jeg vil gifte mig med min datter, hun er min afdøde dronnings udtrykte billede, og jeg kan dog ikke finde nogen brud, som ligner hende." Rådsherrerne blev meget forfærdede og sagde: "Gud har forbudt, at en far gifter sig med sin datter. Det er en stor synd, og det vil sikkert styrte riget i ulykke." Datteren blev endnu mere forfærdet, da hun hørte det, men håbede dog at bevæge ham til at opgive sit forehavende og sagde til ham: "Før jeg opfylder eders ønske må jeg have tre kjoler, en så gylden som solen, en der blinker af sølv som månen og en, der stråler som stjernerne. Endelig vil jeg have en kappe af tusind slags pelsværk, hvert dyr i eders rige må give et stykke af sit skind dertil." Hun tænkte, det var umuligt, og mente, at hendes far imidlertid nok ville komme på andre tanker. Men kongen lod de dygtigste jomfruer i landet væve de tre kjoler, der strålede som solen og månen og stjernerne, og jægerne måtte fange alle dyrene i hele riget og tage et stykke skind af hver. Da det hele var færdigt, bredte kongen det ud for hende og sagde: "I morgen skal brylluppet stå."
Da kongedatteren så, at der ikke var noget håb, besluttede hun at flygte. Om natten, da alle sov, stod hun op, tog tre af sine kostbarheder med sig, en guldring, en guldrok og en guldten. De tre kjoler lagde hun i en nøddeskal, tog kappen af de tusind skind over sig og sværtede ansigt og hænder sorte. Så bad hun til Gud og gik og gik hele natten, til hun kom til en stor skov. Og da hun var træt, satte hun sig i et hult træ og faldt i søvn.
Solen stod op og hun sov og sov langt hen på dagen. Den konge, som ejede skoven, var imidlertid netop på jagt derinde, og da hundene kom hen til træet løb de rundt om det og snusede. "Se dog efter, hvad for et dyr, der har gemt sig derinde," sagde kongen til sine jægere. De adlød og kom lidt efter tilbage og sagde: "Der ligger et løjerligt dyr inde i det hule træ og sover. Det er bedækket med tusind slags skind." - "Se om I kan fange det levende og bind det så på vognen," sagde kongen. Da jægerne tog fat på pigen, for hun forskrækket op og råbte: "Jeg er et stakkels barn, som hverken har far eller mor. Må jeg følge med jer?" - "Der kan være god brug for dig i køkkenet, Tusindskind," sagde de, "kom kun med, du kan feje asken sammen." De satte hende nu op på vognen og kørte hjem til slottet. Der anviste de hende et lille rum under trappen, hvor der ikke trængte en solstråle ind, og sagde: "Der kan du bo, lille rovdyr." Derpå blev hun sendt ned i køkkenet og måtte bære vand og brænde, gøre ild på, plukke fjerkræ, feje aske sammen og alt det groveste arbejde.
Hun førte nu i lang tid en kummerlig tilværelse her, den stakkels, smukke prinsesse. Engang, da der var fest på slottet, bad hun kokken, om hun måtte få lov til at gå op og stille sig udenfor døren og kigge lidt på al herligheden. "Ja, men du må være tilbage om en halv time og feje asken op," sagde han. Hun tog nu en lampe og gik ned i sit lille rum, tog kappen af, vaskede soden af ansigt og hænder, så man så, hvor smuk hun var. Derpå lukkede hun nødden op og tog den kjole, der skinnede som solen. Så gik hun op i salen og alle veg til side for hende. Ingen kendte hende, men de tænkte allesammen, at det måtte være en prinsesse. Kongen kom hen og dansede med hende og tænkte, at han aldrig havde set så dejlig en kvinde. Da dansen var forbi, nejede hun, og da kongen vendte sig om, var hun forsvundet, og ingen vidste, hvor hun var blevet af. Der blev sendt bud efter skildvagterne, som stod udenfor slottet, men de kunne heller ikke give nogen oplysning.
Prinsessen var imidlertid løbet ned i sit lille rum, havde i en fart taget sin kjole af, sværtet ansigt og hænder og kastet kappen om sig og var igen Tusindskind. Da hun kom ind i køkkenet og ville gå hen og feje asken sammen, sagde kokken: "Lad det bare ligge og gå hen og kog kongens suppe. Jeg skal nok have et øje med dig. Men pas på, at der ikke falder et eneste hår ned deri, for så får du aldrig mere noget at spise." Derpå gik han, og Tusindskind lavede suppen så godt hun kunne, og da hun var færdig, hentede hun sin guldring og lagde den i den terrin suppen skulle hældes i. Da dansen var forbi lod kongen maden bringe op, og han syntes aldrig, han havde smagt så dejlig en suppe. Da terrinen var tømt, så han guldringen på bunden og kunne ikke begribe, hvor den var kommet fra. Han sendte bud efter kokken, som blev meget forskrækket og sagde til Tusindskind: "Du har nok tabt et hår i suppen, du skal få dine ører varmet." Han gik nu op til kongen, som spurgte, hvem der havde kogt suppen. "Det har jeg," svarede kokken. "Det er ikke sandt," sagde kongen, "den er lavet helt anderledes end ellers og smager meget bedre." - "Ja, når jeg skal være ærlig må jeg tilstå, at Tusindskind har lavet den," svarede han, og kongen befalede, at hun skulle hentes.
Da Tusindskind kom derop spurgte kongen, hvem hun var. "Jeg er et stakkels barn, som hverken har far eller mor," svarede hun. "Hvad gør du her i slottet?" spurgte han. "Jeg bestiller ikke andet end at få støvlerne kastet i hovedet," svarede hun. "Hvorfra kommer da den ring, som lå i suppen?" - "Det ved jeg ikke," svarede hun, og kongen kunne ikke få mere ud af hende og måtte lade hende gå igen.
Nogen tid efter blev der igen fejret en fest, og Tusindskind bad kokken, om hun måtte få lov til at gå op og se på stadsen. "Ja, men du må komme tilbage om en halv time og koge den suppe, kongen holder så meget af," svarede han. Tusindskind løb i en fart ned og vaskede sig og tog den kjole, der lyste som måneskin. Hun så aldeles ud som en prinsesse, og da hun kom op i salen gik kongen hende glad i møde og dansede med hende. Da dansen var til ende, forsvandt hun så hurtigt, at han ikke kunne se, hvor hun blev af. Hun smuttede i en fart ned i sit lille kammer og gik lidt efter som Tusindskind op i køkkenet for at lave suppe. Mens kokken var ovenpå, hentede hun guldrokken og lagde den i terrinen, som suppen skulle hældes i. Derpå blev den bragt til kongen og smagte ham ligeså godt som forrige gang, og han sendte bud efter kokken, som måtte indrømme, at Tusindskind havde lavet den. Hun kom igen derop men svarede blot, at hun ikke bestilte andet end få støvlerne kastet i hovedet, og at hun ikke vidste noget om guldrokken.
Da kongen for tredie gang fejrede en fest, gik det ligesom tidligere. Kokken sagde rigtignok: "Du er en heks, Tusindskind, og gør noget ved suppen, så den smager kongen bedre end min mad," men da hun bad så meget om det, fik hun dog lov til at gå lidt derop. Hun tog nu den tredie kjole, der strålede som stjerner, og trådte ind i salen. Kongen dansede igen med hende og syntes aldrig, hun havde været så dejlig. Mens de dansede, satte han, uden at hun mærkede det, en guldring på hendes finger, og havde befalet at dansen skulle vare rigtig længe. Da den var forbi, ville han holde hende fast, men hun rev sig løs og forsvandt i mængden. Hun skyndte sig ned i sit lille kammer, men hun var blevet så længe borte, at hun ikke fik tid til at tage kjolen af, men kun fik kastet en kappe over sig og i skyndingen fik hun sig ikke sværtet rigtigt, men den ene finger blev hvid. Derpå løb hun op i køkkenet, lavede suppen, og da kokken var borte lagde hun guldtenen deri. Da kongen fandt den, lod han Tusindskind kalde, og så da den hvide finger og den ring, han havde givet hende. Han greb hendes hånd og ville holde hende fast, og da hun ville rive sig løs gik kappen lidt op, så at stjernekjolen skinnede frem. Kongen greb nu fat i kappen og rev den af, og hun stod nu der i hele sin pragt og med det gyldne hår ned over skuldrene, og da hun havde tørret soden af ansigtet var hun det skønneste, man kunne tænke sig. "Du skal være min brud," sagde kongen, "intet i verden skal skille os." Derpå blev brylluppet fejret, og de levede længe og lykkeligt sammen.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Guldgåsen

Der var engang en mand, som havde tre sønner. Den yngste hed Fjollehans og alle mennesker lo ad ham og skubbede ham til side ved enhver lejlighed. En dag gik den ældste ud i skoven for at hugge brænde, og hans mor gav ham en dejlig æggekage og en flaske vin med, for at han ikke skulle komme til at sulte og tørste. Da han kom ind i skoven mødte han en gammel grå mand, som sagde goddag og bad: "Giv mig et lille stykke kage og en lille smule vin, jeg er så sulten og tørstig." - "Hvis jeg gjorde det, havde jeg jo ikke noget til mig selv," svarede den kloge søn, "gå din vej." Derpå gik han videre. Da han begyndte at hugge brænde kom han til at hugge fejl og øksen ramte ham i armen, så han måtte gå hjem og lade sig forbinde. Det var imidlertid den grå mand, som var skyld i det.
Den næste dag gik den næstældste søn ud i skoven og moderen gav ham en æggekage og en flaske vin med. Han mødte også den gamle, grå mand, der bad om et stykke kage og lidt vin. Men denne søn var også en klog fyr og sagde: "Det, som du får, går jo fra mig selv. Gå din vej," lod manden stå og gik videre. Straffen udeblev ikke, da han havde gjort et par hug i træet ramte han sig i benet og måtte bæres hjem.
"Lad mig nu gå ud og hugge brænde, far," sagde Fjollehans. "Det kan du såmænd ikke," svarede faderen, "du ser jo, dine brødre er kommet til skade derved, lad du bare være med at prøve på det." Men Fjollehans blev ved at tigge og endelig sagde han: "Gå så bare. Af skade bliver man klog." Moderen gav ham en kage, som var kogt med vand i asken, og en flaske surt øl. Da han kom ind i skoven mødte han også den gamle mand, som bad om noget kage og vin. "Jeg har ikke andet end en kage, der er bagt i asken, og noget surt øl," svarede Fjollehans, "men hvis du vil have noget så værsgo." Derpå satte de sig ned, og da Fjollehans tog kagen frem, var den blevet til den dejligste æggekage og det sure øl var blevet til vin. Da de havde spist og drukket, sagde manden: "Jeg vil give dig noget, fordi du er så god og gavmild. Hug det gamle træ derhenne om, så finder du noget i rødderne." Derpå sagde han farvel og gik.
Fjollehans gik hen og fældede træet og så da, at der nede i rødderne sad en gås med fjer af det pure guld. Han tog den op og gik hen til en kro for at blive der om natten. Værten havde tre døtre, og da de så gåsen blev de nysgerrige og ville vide, hvad det var for en underlig fugl, og de havde også nok lyst til at få en af guldfjerene. "Jeg skal nok finde lejlighed til at tage en," tænkte den ældste, og da Fjollehans engang var gået ud, greb hun fat i vingen, men hendes hånd blev hængende ved den. Lidt efter kom den anden ene og alene for at nappe en fjer, men næppe havde hun rørt ved sin søster, før hun blev hængende fast ved hende. Til sidst kom også den tredie, og søstrene råbte til hende: "Du må ikke komme herhen," men hun kunne ikke begribe hvorfor, og da hun rørte ved dem, blev også hun hængende, og de måtte blive hele natten inde hos gåsen.
Næste morgen tog Fjollehans gåsen under armen og gik af sted uden at bryde sig om de tre piger, som hang fast ved den. De måtte løbe bagefter, til højre og venstre, som det behagede ham at gå. Ude på marken mødte de en præst, og da han så dette optog, sagde han: "Skam jer dog, I frække tøse, at løbe sådan efter en ung karl," og derpå greb han fat i den yngste for at holde hende tilbage. Men næppe havde han rørt ved hende, før han også hang fast og måtte løbe med. Lidt efter kom degnen og blev meget forundret, da han så præsten rende lige i hælene på de tre pigebørn. "Hvorhen så hurtigt, hr. pastor," råbte han, "husk på, vi har barnedåb i dag." Derpå tog han fat i hans arm, men blev også hængende. De fem måtte nu trave videre efter hinanden og noget efter mødte de to bønder, der kom fra marken med deres leer. Præsten kaldte da på dem og bad om, de ville hjælpe ham og degnen at slippe fri, men i samme øjeblik, de rørte ved dem, hang de fast, og nu løb der hele syv bagefter Fjollehans og hans gås. De kom derpå til en by, hvor der regerede en konge, som havde en datter, der var så alvorlig, at hun aldrig lo, og kongen havde derfor ladet bekendtgøre, at den, der kunne bringe hende til at le, skulle få hende til kone. Da Fjollehans fik det at vide, gik han op på slottet med gåsen og hele den lange hale, og da prinsessen så de syv mennesker rende der i hælene på hinanden, begyndte hun at le hjerteligt og kunne slet ikke holde op igen. Fjollehans forlangte nu at få prinsessen til brud, men kongen syntes ikke rigtigt om den svigersøn og gjorde en hel, del indvendinger og forlangte, at han først skulle skaffe en mand, der kunne drikke en hel vinkælder ud. Fjollehans tænkte, at den lille grå mand kunne hjælpe ham, og gik ud i skoven til det sted, hvor han havde fældet træet. Der sad en mand, som så meget bedrøvet ud, og Fjollehans spurgte hvad der var i vejen. "Jeg er så skrækkelig tørstig," svarede manden, "jeg kan ikke tåle vand og jeg har ganske vist lige tømt et fad vin, men hvad hjælper en dråbe vand på en hed sten. "Kom med mig, så skal jeg hjælpe dig," sagde Fjollehans og gik med ham ned i kongens vinkælder. Manden bøjede sig over de store tønder og drak og drak, så han til sidst blev helt træt i ryggen. Inden dagen var gået, var kælderen tom. Fjollehans forlangte nu igen sin brud, men kongen ærgrede sig over, at sådan en fyr, som alle og enhver kaldte Fjollehans, skulle eje hans datter, og forlangte, at han først skulle skaffe en mand, som kunne spise et bjerg af brød. Fjollehans betænkte sig ikke længe men gik ud i skoven. På samme sted som sidst sad der en mand og snørede en rem sammen om livet med en ynkelig mine. "Nu har jeg spist en ovn fuld af brød," sagde han, "men hvad er det, når man er så sulten som jeg. Min mave er så tom, at jeg må snøre mig ind for ikke at dø af sult." - "Kom du kun med mig, så skal du nok blive mæt," sagde Fjollehans glad og gik med ham hen til slottet. Kongen havde ladet alt mel i hele riget bringe derop og bagerne havde bagt et uhyre bjerg deraf. Manden fra skoven stillede sig foran det og begyndte at spise, og da dagen var omme, var hele bjerget forsvundet. Fjollehans fordrede nu igen sin brud, men kongen stillede en tredie betingelse og forlangte et skib, der kunne bruges lige godt på vandet og på landet. "Når du kommer sejlende i det, skal du straks få min datter," sagde han. Fjollehans gik lige ud i skoven og der sad den gamle mand, som han havde givet sin kage og sin vin. "Du har været god imod mig og givet mig at spise og drikke," sagde han, "nu skal jeg hjælpe dig." Derpå gav han ham et skib, som kunne gå både på vand og land, og nu kunne kongen ikke længere nægte ham sin datter. Brylluppet blev fejret, og efter kongens død arvede Fjollehans riget og levede længe og lykkeligt med sin dronning.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

De tre fjer

Der var engang en konge, som havde tre sønner. De to var kloge og flinke fyre, men den tredie sagde ikke ret meget og var temmelig enfoldig. Han hed Tosseper. Da kongen blev gammel og svag og mærkede, at hans død nærmede sig, vidste han ikke, hvem af hans sønner der skulle arve riget, og han sagde da til dem: "Drag ud i verden. Den der bringer mig det smukkeste tæppe, skal være konge efter min død." For at de ikke skulle blive uenige, gik han med dem udenfor slottet blæste tre fjer op i luften og sagde: "I skal drage i den retning, de flyver." Den ene fløj mod øst, den anden mod vest, den tredie fløj lige op i vejret og faldt ned et øjeblik efter. Den ene gik nu til højre og den anden til venstre, og de lo rigtigt ad Tosseper, som måtte blive hjemme, hvor den tredie fjer var faldet.
Tosseper satte sig ned og var meget bedrøvet. Pludselig så han, at der var en lem lige ved siden af fjeren, og da han løftede den op, var der en trappe, som han gik ned ad. Han kom da til en dør, og da han bankede på, hørte han nogen råbe:
"Jomfru grøn, jomfru skær,sprinkelben kær,sprinkelbens hund,sprinkel, vær ej sen,se efter, hvem der banker, brug dine ben."
Døren gik op og indenfor sad der en stor skrubtudse og en hel masse små. Den tykke spurgte, hvad han ville, og han sagde da: "Jeg ville gerne have det smukkeste tæppe i verden." Den store skrubtudse kaldte da på en af de små og sagde:
"Jomfru grøn, jomfru skær,sprinkelben kær,sprinkelbens hund,sprinkel vær ej sen,den store æske hid, brug dine ben."
Den lille hentede æsken og den tykke lukkede den op og gav Tosseper et tæppe, som var meget smukkere og finere end nogetsomhelst tæppe oppe på jorden. Tosseper takkede mange gange og gik op igen.
De to andre brødre havde imidlertid tænkt, at den yngste bror var sådan et fæ, at han slet ikke ville prøve på at finde noget. "Hvorfor skulle vi gøre os nogen videre ulejlighed," sagde de, og af den første den bedste bondekone købte de et af de grove tørklæder, hun havde på, og bragte det til kongen. På samme tid kom Tosseper med sit smukke tæppe. Kongen blev meget forbavset, da han så det, og sagde: "Ja, hvis jeg skal være retfærdig må riget jo tilfalde dig." Men de to andre blev ved at forestille ham, at Tosseper, der ikke havde forstand på nogen verdens ting, umulig kunne blive konge, og bad ham stille en ny betingelse. "Så skal den arve riget, som bringer mig den smukkeste ring," sagde kongen, gik ud med sine tre sønner og blæste igen tre fjer op i luften. De to ældste drog atter mod øst og vest, men Tossepers fjer faldt igen lige ned ved siden af lemmen. Han lukkede den op og gik ned til den tykke skrubtudse og bad om ringen. Hun lod straks sin store æske hente og gav ham en ring, som strålede af ædelstene og var så smuk, at ingen guldsmed på jorden kunne lave mage til den. De to ældste lo ved tanken om, at Tosseper skulle finde en guldring, og gjorde sig ingen ulejlighed, men bankede sømmene ud af en vognring og bragte den til kongen. Da Tosseper kom med sin guldring sagde kongen igen: "Riget tilhører ham," men de to ældste blev ved at plage kongen, til han satte endnu en tredie betingelse. Den, der fandt den smukkeste brud, skulle arve riget. Han blæste igen de tre fjer op i luften og de faldt som før.
Tosseper gik lige ned til den tykke skrubtudse og sagde: "Jeg skal vinde den dejligste kvinde i verden." - "Ja," sagde skrubtudsen, "hun er jo ikke sådan at få fat på, men du skal have hende alligevel." Hun gav ham en udhulet gulerod, forspændt med seks mus, og Tosseper sagde ganske bedrøvet: "Hvad skal jeg dog med den?" - "Sæt en af mine små skrubtudser op i den," sagde den tykke. Han greb en af dem på må og få, men næppe havde han sat den i den gule karet, før den blev til den dejligste pige, guleroden blev til en vogn og de seks små mus til heste. Han kyssede hende da og bragte hende til kongen. Lidt efter kom hans brødre, som aldeles ikke havde gjort sig nogen ulejlighed, men taget den første den bedste bondepige. Kongen sagde øjeblikkelig, at riget skulle tilfalde Tosseper. Men de to ældste tudede ham igen ørerne fulde og sagde, de umuligt kunne finde sig i, at Tosseper blev konge. Til sidst fik de ham til at bestemme, at den skulle være konge, hvis kone kunne springe igennem en ring, som hang i salen. "Bondepigerne er så stærke, så de kan nok tåle det," tænkte de, "men den fine, lille pige slår sig ihjel." Men da bønderpigerne skulle springe bar de sig så klodset ad, at de faldt og brækkede arme og ben. Men Tossepers dejlige brud sprang så let som en hind, og nu måtte brødrene bøje sig. Tosseper blev konge og regerede længe og klogt.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.