Grimms eventyr

Kat og mus i bofælleskab

En kat havde en gang gjort bekendtskab med en mus og fortalt den så meget om den store kærlighed, den følte for den, at musen til sidst gik ind på at flytte sammen med katten og føre fælles husholdning. "Nu må vi samle sammen til vinteren, så vi ikke kommer til at sulte," sagde katten, "og du må være meget forsigtig, så du ikke falder i en fælde." De købte nu en krukke fedt, men kunne ikke blive enige om, hvor de skulle gemme den. Katten tænkte sig længe om og endelig sagde den: "Vi kan ikke stille den noget sikrere sted end i kirken, der er der ingen, som tør tage noget. Vi sætter den under alteret og rører den ikke, før vi er hårdt nødt til det." Krukken blev altså bragt i sikkerhed der, men det varede ikke ret længe, før katten fik lyst til at smage på fedtet. En dag sagde den til musen: "Det er sandt, lille mus, jeg er bedt til barnedåb hos min kusine. Hun har født en søn, der er hvid med brune pletter, ham skal jeg stå fadder til. Du kan nok sørge for huset alene i morgen." - "Gå du kun i Guds navn," svarede musen, "og tænk på mig, når du spiser noget godt. Jeg kunne også nok have lyst til at smage den søde, røde vin." Det var imidlertid slet ikke sandt, at katten skulle til barnedåb, den havde ikke en gang nogen kusine. Den gik lige hen i kirken til fedtkrukken og slikkede den øverste fede hinde af. Så gik den sig en tur på byens tage, så sig om og solede sig og slikkede sig om munden, hver gang den tænkte på fedtet. Først om aftenen kom den hjem igen. "Nå, er du der," sagde musen, "duhar nok moret dig godt. "Åja," svarede katten. "Hvad kom barnet til at hedde?" spurgte musen. "Hindenaf," sagde katten. "Hindenaf," råbte musen, "det var dog et mærkeligt navn. Bruger man det i jeres familie?" - "Tag den med ro," sagde katten, "det er da lige så godt som brødkrummetyv, sådan som din gudsøn hedder."
Kort tid efter blev katten igen lækkersulten. "Du må gøre mig den tjeneste igen i dag at passe på huset," sagde den til musen, "jeg er atter bedt til barnedåb, og da barnet har en hvid ring om halsen, kan jeg ikke sige nej." Den skikkelige mus gjorde ingen indvendinger, og katten listede sig ind i kirken og spiste halvdelen af fedtet. "Der er dog ingenting, der smager så godt, som det man selv spiser," tænkte den, velfornøjet med sit dagværk. Da den kom hjem, spurgte musen: "Hvad kom så dette barn til athedde?" - "Halvtforbi," svarede katten. "Halvtforbi! Det var dog løjerligt. Det navn har jeg aldrig hørt," sagde musen forundret, "jeg tør vædde, det står ikke i kalenderen."
Det varede ikke længe, før kattens tænder igen løb i vand. "Alle gode gange tre," sagde den til musen, "i dag skal jeg igen til barnedåb. Barnet er helt sort med hvide poter, og ellers ikke et hvidt hår på hele kroppen. Sådan noget sker højst hvertandet år. Du har vel ikke noget imod, at jeg går derhen?" - "Hindenaf, Halvtforbi, det er sådan nogle mærkelige navne," svarede musen, "de får mig til at tænke på så mange ting." - "Du sidder herhjemme i din grå vadmelskjole og fanger griller," sagde katten, "det kommer der af aldrig at gå ud om dagen." Mens katten var borte, gjorde musen orden i hele huset. Katten listede sig imidlertid hen og spiste fedtet helt op. "Når det hele er ædt, får sjælen ro," sagde den til sig selv, og først ved nattetid kom den hjem, tyk og mat. Musen spurgte straks, hvad det tredie barn var kommet til at hedde: "Det navn vil du vel heller ikke kunne lide," sagde katten, "det hedder Heltforbi." - "Heltforbi," råbte musen, "det navn har jeg endnu aldrig set på tryk. Heltforbi, hvad skal det sige?" Den rystede på hovedet, rullede sig sammen og lagde sig til at sove.
Nu blev katten aldrig mere bedt til barnedåb. Da det blev vinter, og de ikke kunne finde mere føde, tænkte musen på deres vinterforråd og sagde til katten: "Kom, lad os gå hen og hente det fedt, vi har gemt, det skal smage godt." - "Ja, det tror jeg," svarede katten, "det vil vist smage, som når man rækker tungen ud af vinduet." De begav sig på vej, og da de kom til kirken, stod krukken der nok, men den var tom. "Åh," peb musen, "nu kan jeg forstå det hele. Nu kommer det nok for dagen, hvor god en ven, du har været mig. Du har spist det altsammen, dengang du sagde du var til barnedåb. Først hinden, så det halve, så..." - "Vil du holde mund," råbte katten, "hvis du siger et eneste ord til, æder jeg dig."
"Det hele," havde den stakkels lille mus allerede på tungen, men næppe havde den sagt det, før katten sprang ind på den, greb den og åd den. Sådan er verdens gang.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.

Frøkongen eller Jernhenrik

I gamle dage, dengang man kunne få sine ønsker opfyldt, levede der en konge, som havde en datter, der var så dejlig, at selv solen, der dog har set så meget kønt, undredes, hver gang den skinnede på hende. I nærheden af slottet lå der en stor, mørk skov, og der inde var der en brønd under en gammel lind. Når det var meget varmt, gik kongedatteren ud i skoven og satte sig ved vandet, og når hun kedede sig, spillede hun bold med en guldkugle, som var hendes kæreste legetøj.
En dag skete der det uheld, at hun ikke greb kuglen igen. Den rullede væk fra hende lige ud i vandet. Hun fulgte den med øjnene, men den forsvandt, og brønden var så dyb, at man slet ikke kunne se bunden. Hun gav sig til at græde, højere og højere, og var meget fortvivlet. På en gang hørte hun en stemme: "Hvad er der dog i vejen, lille prinsesse, du græder jo, så det kunne røre en sten." Da hun vendte sig om, så hun en frø, som stak sit ækle, tykke hoved op af vandet. "Å er det dig, gamle vandhund," sagde hun, "jeg græder, fordi min guldkugle er faldet i brønden." - "Vær bare rolig," sagde frøen, "jeg skal nok hjælpe dig. Hvad får jeg, når jeg skaffer dig dit legetøj igen?" - "Alt, hvad du vil," svarede kongedatteren, "mine klæder, mine perler og mine ædelstene, og hvis du bryder dig om det, må du også gerne få min guldkrone." - "Mange tak," sagde frøen, "alt det bryder jeg mig ikke om. Men vil du love mig at holde af mig og lege med mig og lade mig sidde ved siden af dig ved bordet og spise af din tallerken og drikke af dit bæger og sove hos dig i din seng, så skal jeg dykke ned og hente din guldkugle." - "Jeg lover dig det alt sammen, når du blot vil hente min kugle," svarede hun. Men ved sig selv tænkte hun: Sikken en tosset frø! Den kan da ikke være min legekammerat. Den må nok pænt blive nede hos de andre frøer og kvække.
Frøen dykkede nu ned og kom lidt efter op igen med kuglen i munden. Den lagde den i græsset, og kongedatteren tog den henrykt og løb af sted med den. "Vent lidt," råbte frøen, "tag mig med. Jeg kan ikke løbe så hurtigt som du." Men det nyttede ikke, at den kvækkede så højt, den kunne. Hun hørte det ikke, men skyndte sig hjem og havde snart glemt den stakkels, grimme frø.
Næste dag, da den lille prinsesse og kongen og hele hoffet sad og spiste til middag, hørte hun noget, der kom op ad marmortrappen, plask, plask. Så blev der banket på døren, og en stemme råbte: "Luk op, lille prinsesse." Hun gik hen for at se, hvem det var, og da hun lukkede op, sad frøen udenfor. Hun smækkede døren i og satte sig hen til bordet igen, men hun var slet ikke rigtig glad. Kongen kunne nok se, at der var noget i vejen med hende og spørge: "Hvad er det, du sidder og er bange for? Står der en kæmpe derude og vil tage dig?" - "Nej, det er ingen kæmpe," svarede hun, "det er en væmmelig frø." - "Men hvad vil den dog?" - "Å far, da jeg i går sad ude ved brønden og spillede bold, faldt kuglen i vandet. Så græd jeg, og frøen hentede den til mig, og så måtte jeg love den, at den skulle være min legekammerat. Men jeg var rigtig nok sikker på, at den ikke kunne komme op af vandet. Nu står den derude og vil ind." Imidlertid bankede frøen nok en gang og råbte:
"Lille prinsesseluk døren op,jeg står herude og venter.Den løn, du mig lovedved brønden i går,kommer jegnu og henter."
Da sagde kongen: "Hvad du har lovet, skal du holde. Gå straks hen og luk op." Hun gjorde, som han sagde, og frøen kom ind og hoppede lige i hælene på hende hen til hendes stol. "Løft mig op," sagde den. Prinsessen gjorde det, men ikke før kongen sagde, hun skulle. Da frøen først var kommet op på stolen, ville den op på bordet, og da den var kommet derop, sagde den: "Skyd så din guldtallerken hen til mig, så spiser vi sammen." Hun gjorde det, men man kunne nok se, at hun ikke holdt af det. Frøen lod sig maden smage, men hver mundfuld blev siddende hende i halsen. "Nu er jeg træt," sagde den, da den havde spist, "bær mig nu ind i din stue, så lægger vi os til at sove i din silkeseng." Hun begyndte at græde, for hun var bange for den kolde frø, og turde ikke røre ved den, og nu skulle den ligge i hendes hvide, bløde seng! Men kongen blev vred og sagde: "Du skal ikke bagefter foragte den, der hjalp dig i din nød." Hun tog den så med to fingre og satte den i en krog inde i sin stue. Da hun havde lagt sig i sin seng, kom den kravlende og sagde: "Jeg er træt, jeg vil sove lige så godt som du. Hvis du ikke tager mig op til dig, siger jeg det til din far." Så blev kongedatteren for alvor vred, tog frøen og kastede den af alle kræfter mod væggen: "Nu kan du vel få hvilet dig nok, din væmmelige frø," råbte hun.
Men i det samme blev hun helt forskrækket, for i stedet for frøen stod der en kongesøn med kønne, gode øjne og så på hende. Han fortalte, at en ond heks havde forvandlet ham til en frø, og kongedatteren var den eneste, der kunne frelse ham. Hun løb efter sin far, og da han havde hørt historien, bestemte han, at kongesønnen skulle giftes med prinsessen. Så gik de i seng, og da solen næste morgen vækkede dem, holdt der en vogn, forspændt med otte hvide heste. De havde hvide strudsfjer på hovedet og var spændt fast med guldkæder. Bagpå stod vognen den tro Henrik, den unge konges tjener. Han havde været så bedrøvet, fordi hans herre var forhekset til en frø, at han havde lagt tre jernbånd om sit hjerte, for ikke at det skulle briste af sorg. Den tro Henrik løftede nu kongesønnen og prinsessen ind i vognen, og stillede sig bagved dem, og hans hjerte svulmede af glæde over, at hans herre var frelst.
Da de havde kørt et stykke, hørte kongesønnen, at der var noget bagved ham, der knagede, som om det gik itu. Han vendte sig om og sagde:
"Hørte du Henrik, aksen brast?""Nej, herre, vognen går støt og fast,det var kun det bånd, jeg bar om mit hjerte,at ikke det skulle briste af smerte,da I måtte friste et kummerligt livhos frøer og tudser blandt tang og siv."
To gange endnu hørte kongesønnen noget, der knagede, og begge gange troede han, at vognen gik itu. Men det var kun jernbåndene om den tro Henriks hjerte, der sprang, fordi hans bryst var fyldt af lykke over, at hans herre var frelst.
Denne episode er bragt til dig af Podbean.com.